At rejse er at leve... 25 års rejser til Thailand

INTRODUKTION: AT REJSE ER AT LEVE

Sådan skrev vores berømte landsmand for over 100 år siden, og for min part gælder det stadig. At kunne rejse til helt fremmede kulturer, og prøve at leve på en helt anden måde, kunne jeg dårligt håbe eller drømme om de første 30 år af mit liv.
I min generation var en endagstur til Malmø eller en bustur til Harzen stort set det eneste udland almindelige mennesker kunne opleve, indtil Tjæreborg og Spies begyndte at udbyde charterture til Mallorca. 
Personligt betød et handikap, at jeg havde endnu færre muligheder end andre, for at opleve det store udland, så for at sætte de oplevelser jeg har haft i Thailand i perspektiv, vil jeg først fortælle lidt om det, inden jeg går videre med de oplevelser, jeg har haft der, uden om charterture, og mestendels uden for de store turistmål.

Hjemme og i Thailand

PART 1: SYGDOMSÅR OG CHIANG MAI

Jeg er født i 1946 som bløder, uden nogen dog var klar over det dengang. Blødersygdommen, eller "hæmofili" som det hedder, er en arvelig sygdom, men dels er mange af os på grund af naturens luner 1. led i sygdommen, dels kan der gå et par generationer før den viser sig. Det er kun drenge der kan blive blødere (på nær meget sjældne undtagelser) og det kræver en mor der er "bærer" (conductor) og der har måske ikke har været drengebørn i et par generationer. I gamle dage var det jo heller ikke altid sygdomme blev registreret eller diagnosticeret korrekt, især blandt fattigfolk. Endelig er det kun ca. hver 2. af en conductors sønner der bliver blødere, og hver 2. af døtrene, der selv vil føre hæmofilien videre, jeg har selv en rask storebror.
I vores familie er jeg så vidt vides den 1. bløder, og det blev først opdaget da jeg var omkring 1,5 år, fordi en tandblødning ikke ville stoppe. Min mor havde gjort vores sygekasselæge (sådan hed det dengang) opmærksom på nogle kraftige blå mærker, men det mente han ikke var noget særligt. Men da han så omfanget af min tandblødning blev jeg øjeblikkeligt indlagt til en blodtransfusion, og blev endelig diagnosticeret som bløder. 

Igennem ’50erne blev jeg gentagne gange indlagt med blødninger, som regel i mine ankelled, og nogen gange mere alvorligere steder. Jeg var vist omkring 3 år, da jeg fik en "krigstank" af jern ned over en finger, den knuste neglen og næsten det yderste led af fingeren. Samtidig fik jeg (havde jeg?) kighoste, så jeg blev indlagt på en epidemisk afdeling på Blegdamsvej i København. Jeg husker endnu hvordan jeg så gennem ruderne fra min enestue ud på alle de børn, der lå med polio i "jernlunger" med en praktikant ved hver seng.

1947: Min bror og jeg lige inden min første blødning   1949: Indlagt med en alvorlig blødning. Jeg husker stadig jeg gjorde vrøvl over de kaldte havesengene for barnevogne "jeg var ikke en baby"! Da jeg kom hjem blev jeg fotograferet udenfor den nye lufthavn i Kastrup i det fine sæt tøj min mor havde strikket.

Da man her ikke var vant til selv mindre kirurgiske indgreb, var det nær gået galt, jeg skulle have en blodtransfusion, men selv om min far mødte op med blodet, kunne personalet ikke få det ind i mine vener, det var første gang, jeg var ved at gå ind i min næste reinkarnation. Jeg har senere fået at vide, at man tilkaldte læger fra Bispebjerg, og trods mine dengang kun 3 år, kan jeg huske noget af seancen, det brune tæppe som sygeplejersken lavede en fold i, så jeg ikke kunne se hvordan de stak og stak i mine ankler, og jeg husker hvordan hun løj om, at de bare stak i nogle slanger, når det gjorde for ondt. Men at lægerne dengang forberedte mine forældre på, at det måske ikke ville lykkedes dem at redde mig, det tilgav min mor dem aldrig. Senere kan jeg huske jeg fik sondemad, og at en sygeplejerske gav mig noget slik i en Gajolæske og fortalte mig at spiste jeg det, behøvede jeg ikke at få slangen ned i halsen mere. Det gjorde jeg, og da vognen med sonden kom, gjorde jeg klart og tydeligt opmærksom på, at jeg ikke skulle have nogen slange ned i halsen! Lidt forbløffet over den unge patients indblanding i behandlingen, gik mandskabet ud og rådspurgte en eller anden, og fjernede så vognen igen. Jeg fik ikke andre mén af ulykken end en deform negl og store ar over vristen, det sidste var måske med til, at det altid var mine ankelled der var det svageste punkt. I øvrigt har vi et fotografi fra den gang, hvor jeg "spillede fodbold" med en høj ung kandidat ved navn Grandjean, mon ikke det skulle være den senere professor af samme navn?

Som regel fik jeg blodtransfusioner i nogle dage, og kom hjem efter en god uges tid. Jeg husker endnu når Falck kom i deres koksgrå uniformer med ridebukser og skaftestøvler, og pakkede mig ind i røde tæpper på båren, bar mig ned af trappen fra 2. sal, og ud til den sorte ambulance, der var omringet af nysgerrige unger: "Nåh, det er bare Bent igen"! Ambulancen havde matterede ruder, med en fri stribe, hvor man kunne se hustagene som vi passerede. Det var næsten altid "Gentofte" jeg blev indlagt på, sikkert et udmærket sted, men tidens autoritære hierarki var gennemført. Sygeplejerskerne havde de blåhvide uniformer på, eleverne slør, og de uddannede kapper på hovedet. Alle patienter havde også sygehusets uniform på, drengene en brun jakke og benklæder. Om det var det samme for pigerne, husker jeg ikke. En plejemor var i hvidt, med en sort kant på kappen, jeg fandt aldrig rigtig ud af hvad hendes funktion var. Stuegangen var om formiddagen hvor øverste læge med afdelingssygeplejersken var i spidsen for en længere række kitler og uniformer.
Sengebordet havde en blankpoleret rustfri bordplade, som eleverne skurede dagligt. På siden af bordet hang de to vandfade, et hvidt og et blåt, så man ikke tog fejl af, hvilket der skulle bruges til hvilken ende af patienten. Der var besøgstid en time om eftermiddagen vistnok 3 gange om ugen. Imidlertid havde min mor, der ellers var ret autoritetstro, fået udvirket af overlægen, at jeg kunne få besøg hver dag. Uanset hvad jeg senere ikke mindst i puberteten, kom til at mene om hende, så har jeg meget at takke hende for, bl.a. stak hun mig aldrig nogle af de løgne som jeg hørte andre patienters mødre kom med: "Det er bare et lille prik, det gør slet ikke ondt" og "jeg går bare lige uden for døren, jeg går ikke nogen vegne"!
Jeg husker detaljer, som sengeheste med afskalninger af den beige lak, hospitaltslugten som heldigvis ikke findes mere, men især umyndiggørelsen, der bl.a. manifesterede sig i, at jeg ikke kunne få vågelampen slukket om natten, selvom jeg fortalte, at jeg sov bedst i mørke, og der ikke var nogen akut indikation, for at overvåge mig om natten. 
Andre har haft endnu alvorligere oplevelser af hospitalisering som børn, men for mig betød det noget nær en hospitalsfobi, jeg kan acceptere en nødvendig indlæggelse rent intellektuelt, men det krymper sig i maven når det sker, og jeg forlanger mig altid udskrevet lige på grænsen af, hvad lægerne finder forsvarligt. Men heldigvis har patienter langt mere medbestemmelse over forløbet i dag, og det er da også en af grundene til, at jeg trods alt kan acceptere det, når jeg selv kan se nødvendigheden af det.

Mange tror, at det at være bløder betyder, at man kan forbløde ved at stikke sig på en nål. Imidlertid er åbne blødninger ikke så farlige, hvis de ikke er store, kan de forbindes effektivt. Den største ulempe er indre blødninger især omkring leddene. Dels kan man let komme til at beskadige nogle blodårer ved at forstuve, forvride, eller simpelthen overbelaste et led. Desuden vil indre blødninger søge hen hvor trykket under huden er mindst, hvilket er leddene. Koagulatet (det størknede blod der er strømmet ud fra en beskadiget blodåre) vil beskadige leddene, ved først at ætse leddenes hinder og senere knogleender, så der fremkommer slidgigt der, hvilket på længere sigt helt kan ødelægge leddene. Akut var det ret smertefuldt, mens blødningen tiltager bliver trykket større og større, leddet hæver, og der fremkommer først en mørkerød, næsten sort plet midt på hævningen, indtil blødningen aftager, og hævelsen langsomt forsvinder, mens farven først bliver mindre intens rød, og fordeler sig over et større område, for til sidst at blive gul og grøn til den helt forsvinder.
For ikke at gøre patienten til narkoman i en ung alder, var de smertestillende piller kun medium stærke, og måtte kun indtages hver fjerde time. Jeg husker mange nætter især, hvor min mor sad og læste historier for mig, mens vi ventede på, de fire timer var gået, så jeg kunne få den næste pille, og forhåbentlig sove lidt.
Jeg havde hjemmeundervisning de første 2 år, derefter kom jeg i skole, dog uden gymnastik, og var inde i klassen i frikvartererne i et par år. Derved skilte jeg mig lidt ud fra de andre, men blev accepteret som en "outsider" som man ikke så skævt til, blandt andet fordi jeg var god til at stille lærerne spørgsmål om alverdens ting, som vi så fik timen til at gå med. Men jeg kom aldrig rigtig tæt ind på livet af nogen af de andre.

Men for at nå til Thailand, må jeg hellere komme videre, omkring 59' kom jeg på Rigshospitalet for at afprøve en plasmatransfusion, der var lidt mere effektiv end den rene blodtransfusion, og professor Videbæk der stod for det sagde, at næste gang jeg fik en blødning, skulle jeg indlægges hos ham. Men han flyttede fra Riget, så det blev aldrig til noget. Riget var dengang pavilloner med 2x15 senge adskilt af en enestue og et kontor, på hver af de 2 etager. Det var en termin for undersøgelse af tidligere kz-fanger, så 90% af patienterne på stuen, var frihedskæmpere fra Horserød. Vi havde en ugentlig badedag, hvor alle mand blev sendt i vaskerummet, og her ville ham der havde erobret badekarret have, at jeg delte det med ham, det ville de andre dog ikke høre tale om. I tidens ånd hvor børn var uvidende (af nogen fejlagtigt kaldt uskyldige) begreb jeg ikke, hvorfor han ville have mig op i karret, eller hvorfor de andre ikke ville have det. Jeg tror børn i dag er mere oplyste.

Plasma terapien blev så ikke til noget, og jeg klarede mig med smertestillende medicin i nogle år, jeg gad ikke se flere hospitaler. Jeg kom i kontorlære som revalidering, men fik mig bagefter "snydt" ind på et pædagog-seminarium, hvor forskellige forviklinger gjorde, at lægeattesten først kom, da jeg var i gang, og da blot blev arkiveret. Så blev jeg gift, blev pædagog og far til 2 raske drenge, men med stærke smerter, og jævnligt ukampdygtig. Lægerne jeg kontaktede gav mig først Tanderil, siden Brufen, og opiater når det var rigtig slemt. De første præparater er gode mod dårlige led, men ikke gode for blødere, da de kan give maveblødninger. Vi er nu kommet op i 70'erne, men ingen praktiserende læge studerede den relevante litteratur, blot fordi en patient havde hæmofili. 

I '77 (det årstal glemmer jeg aldrig) fortalte en kollega mig, at hun havde set noget i TV om nogle tyske bløderbørn der var på en lejr på Lolland hos Stig Guldberg. De fik en medicin som de selv indsprøjtede. Jeg afviste det, hvis det var relevant, havde min læge da underrettet mig. Men jeg greb alligevel telefonen, og tog på besøg, hvor det første jeg blev spurgt om var, om jeg ville have en sprøjte! Det var 1. gang jeg stiftede bekendtskab med et faktorpræparat. Der er ca. 12 forskellige faktorer, der får blodet til at koagulere, de fleste blødere mangler faktor IIX, men ca. 25 % af os, mangler faktor IX, hvilket også kaldes Hæmofili B. Faktor præparatet er et koncentrat af den faktor vi mangler, så det er ikke en medicin i form af noget kemisk, men simpelthen en dosis af det vi mangler i blodet, vi indsprøjter. Desværre virker det kun begrænset, for mit vedkomne er det blevet målt til en halveringstid på 17 timer. Så 2000 enheder, bliver til 1000 på 17 timer, og 500 på 34, og så videre.

Så gik det hurtigt, jeg talte først med egen læge som havde hørt om det, men det var noget dyrt stads, så det var efter hans mening forbeholdt folk der blev kørt over af en lastbil. Hvorefter han meldte Stig Guldberg for kvaksalveri!
Jeg kendte i øvrigt SG af omtale, han var blevet invalideret af en sprængningsulykke lige efter krigen, og havde siden engageret sig i at hjælpe især handikappede børn.
Jeg skiftede egen læge, og efter opfordring fra SG begyndte jeg samtidig med faktorbehandling hos Gormsen på kommunehospitalet, en stor læge og en farverig personlighed, af den slags man møder alt for få af, æret være hans minde. Mens vi er ved roserne, må jeg dog også takke 3-kløveret på Riget med Elma Scheibel i spidsen for god behandling igennem mange år. Det er for mig meget vigtigt ikke bare, at lægen (teamet) er fagligt kompetent, men også, at de er til at snakke med, forstår problemstillingerne, og  man bare behøver at ringe og sige "det er Bent" så ved de hvem man er. Sygeplejersken Lise Colstrup holdt længst ud, men er nu også holdt op.

Blødningerne blev nu behandlet, artrosen (slidgigten) som talrige blødninger gennem årene havde fremkaldt i mine ankelled og ene albue, forværredes kun ganske langsomt, og jeg så uanede muligheder i horisonten. Der er bestemt ulemper, man skal ikke bare stikke ind under huden, men ind i en blodåre, og blive der, mens man i nogle minutter sprøjter faktorpræparatet ind i blodbanen. Efter nogle år bliver det hele tiden sværere at finde egnede årer, men det er små ulemper, i forhold til de gener sygdommen gav i gamle dage.

Eik er født i 1973, Rune i 1976, jeg blev gift med Margit i 1968 og skilt i 1991

I 90'erne blev en del blødere HIV smittet gennem denne medicin, næsten 100 ud af de ca. 400 der tog disse indsprøjtninger. I de første år var man ikke klar over hvad det var, men i de sidste år, tillod Sundhedsstyrelsen at man anvendte blod der ikke var blevet screenet (undersøgt) til fremstilling af medicinen af økonomiske grunde, selvom man på det tidspunkt kendte til risikoen. Den svinestreg er vi nogle stykker der aldrig glemmer. Jeg blev heldigvis ikke smittet med HIV, men opnåede at få en latent leverbetændelse (d.v.s. målelig, men ikke i udbrud) af et amerikansk præparat jeg fik omkring 1980. Man blev efterhånden så dygtig, at man kunne typebestemme de forskellige former for leverbetændelse, og også tilbyde en kur mod det. I 90'erne fik jeg først en kur, der ikke holdt, siden en anden og mere effektiv, så jeg nu har fået kureret leverbetændelsen før den nåede at komme i udbrud.

I 89' rejste jeg for 1. gang til Thailand, vi havde ikke råd til at tage 2 afsted, og det var også mere min drøm, så min kone blev hjemme og passede børnene.

PART 2: 1. TUR TIL THAILAND 1989

Bangkok og Chiang Mai hvor jeg opholdt mig mest, er afmærket med lilla. Endvidere trekkingtur op til ”den gyldne trekant” afmærket med lilla prikker.

Som det også senere blev tilfældet, var den største forhindring personalet i Kastrup. Selvom Elma havde givet mig en officiel følgeseddel med fra Riget angående "faktor" medicinen, var det lige før de ikke ville lade mig komme igennem tolden. De var overbeviste om, at man i Thailand ikke kunne forstå hvad det drejede sig om, jeg ville både blive hængt, druknet og skudt fordi man ville tro jeg havde narko med. Heldigvis fik de ikke ret, der var ikke én der løftede et øjenbryn på grund af faktorpræparatet. På en senere rejse i Thailand rejste jeg engang med rutebil sydpå, vistnok fra Chiang Mai, hvor vi blev standset af en vejspærring. Der blev dengang dyrket opium i Nordthailand, og talrige politivejspærringer prøvede, at standse opiummet på dets vej sydpå. Bagagen lå under bussen, og da jeg så en ung betjent gå hen til den overordnede med nogle æsker faktor i hånden, begyndte jeg at tage sandalerne på, forberedt på at skulle ud og forklare. Men den overordnede kunne hurtigt se, at dette ikke var smugleropium, men registreret medicin, så det blev blot lagt tilbage igen, uden jeg blev nødt til at gå ud og forklare. 
Så jeg kom godt til Bangkok, hvor jeg boede i 2 nætter, indtil jeg tilbragte resten af tiden i Chiang Mai. Jeg har altid prøvet at passe godt på mine penge, så i stedet for at opsøge det berømte/berygtede natteliv, gik jeg blot en tur. Jeg lagde ikke mærke til, at den store vej drejede, jeg studerede eksotiske lastbiler og fremmedartede huse, da jeg ved at gå ligeud, endte i en slumbebyggelse. Det bliver hurtigt mørkt, alt efter årstiden mellem klokken 18 og 19, og det i løbet af 5-10 minutter. Jeg har mange gange senere fortalt de thaier der har spurgt mig, at det eneste jeg savner i Thailand, er de lyse sommernætter med den lange røde solnedgang i maj og juni!

1: Åben knivkontakt over bruseren       2: En tuc-tur og en ornamenteret lastbil

Men jeg har aldrig følt mig bange i Thailand, folk smilede venligt til mig, og jeg smilede igen. Mange prøvede at sige noget til mig, men jeg kunne ikke et ord thai, så det blev ved mimik og gestikulationer. Nogle grinede af mig, på grund af min marehale foran venstre øre, og mit forholdsvis lange skæg. Jeg grinede igen, og viste at både håret og skægget havde været længere, og så var der en form for kontakt. Jeg tror på, at man når langt ved lidt selvironi, venlighed, og respekt overfor fremmede skikke, ikke bare i Thailand, men jeg er i hvert fald altid blevet modtaget venligt her. Men hvis jeg havde troet, at mit lange rødblonde skæg ville imponere dem, var jeg gal på den. Europæernes kraftige kropsbehåring er for dem blot et fysisk tegn på, at farangerne (den kaukasiske race) er et led mellem aberne og asiaterne, store grove, klodsede, ubehøvlede og larmende, uden selvdisciplin, men nærmest som en elefant i en porcelænsforretning. De er dog alt for høflige/civiliserede til at sige det direkte. Selvfølgelig kan jeg blive irriteret over den asiatiske selvbeherskelse, hvor det er vigtigere ikke at tabe ansigt, end at sige sandheden, men det er bl.a. Fordi, jeg ikke som farang kan tolke de nuancer i mimik og sprog, som enhver asiat ville opfange. Så langt hen ad vejen vil jeg give dem ret, jeg har virkelig oplevet turister her, som opførte sig, så jeg måtte krumme tæer. Dog har jeg ind i mellem også oplevet thaier skændes og råbe op, men generelt holder man her en langt mere civiliseret tone offentligt.

Så uden skrammer kom jeg tilbage til hotellet, tog en hurtig rundtur i Bangkok næste dag, og forlod så den osende, forurenede, men også eksotiske storby, og fløj til Chiang Mai, en provinshovedstad i det nordlige Thailand, med en befolkning på kun ca. 1 million indbyggere. Den er omgivet af bjerge, og fra templet Doi Suthep på et af dem, er der en vældig flot udsigt ud over byen og de omgivende skov- og bjerglandskaber. 
Jeg kørte en del rundt i Chiang Mai med TukTuken midt i billedet parkeret ved en sø hvor man kan bade.

 I zoo var der et klatrestativ med en globus hvor bl.a. England og Danmark var sparet væk. Jeg så også juleroser for første gang som en stor busk i sommervejr!

Da jeg første gang spiste aftensmad i det guesthouse som jeg siden vendte tilbage til mange gange, følte jeg medlidenhed med den stakkels knægt fra landet der serverede, han havde givet mig en ske og en gaffel i stedet for kniv og gaffel! Det var først senere jeg fandt ud af, at sådan gør man i Thailand, så det var mig, der var den uvidende. Thailandsk mad bliver spist med ske og gaffel, eller ind i mellem med spisepinde, da maden bliver tilberedt, så man ikke behøver en kniv til at skære den ud. Jeg gik lidt rundt i den gamle bydel, der er omkranset af en voldgrav og en fæstningsmur. Senere prøvede jeg en "tuk-tuk" en 3-hjulet taxi-scooter, og jeg lejede også en cykel for selv at komme rundt, jeg turde ikke prøve motorcykler, da trafikken var for overvældende og fremmedartet, jeg var bange for, at glemme man her kørte i venstre side, hvis jeg kom ud i en paniksituation.

Cyklen jeg lejede,   en bambusbro holdt sammen med rustent ståltråd    og en handikap-Landrover?

Det var en rigtig turisttur, hvor jeg oplevede silkeproduktion, træskærere og sølvfremstilling, fabrikation af papir til parasoller og vifter, og først og fremmest stiftede jeg for første gang nærmere bekendtskab med elefanterne. Disse store og tilsyneladende klodsede dyr, kan slå et hvilket som helst terrængående køretøj. Det er fantastisk, at sidde på ryggen af sådan en, og opleve hvorledes den kan komme op og ned ad en smattet smal sti, den ved nøjagtig hvor den træder. Det sidste var jeg glad for, da jeg ved en elefantopvisning sad på jorden og videofilmede en optræden, hvor elefanterne stablede teakstammer, pludselig hører jeg en støj bagfra, det var en elefant der stillede sig ganske få centimeter fra hvor jeg sad.
 

Den begejstring har ikke siden tabt sig: "Sådan en vil jeg også ha" har jeg flere gange sagt, de reelle muligheder er dog nok ret små.

I øvrigt havde jeg en dag kørt rundt med den samme tuktuk og set på templer, da jeg aftalte med chaufføren, at vi næste dag skulle ud til en "elephant-camp". Da jeg skulle betale kunne han imidlertid ikke give tilbage, men han skulle bruge penge til at købe gas, så vi fandt ud af, at han fik min store seddel, og vi så kunne afregne næste dag hvor vi skulle ud til elefanterne. Da jeg næste dag ventede på ham det aftalte sted, måtte jeg imidlertid vente længe, og jeg var ved at tro, at jeg havde været for godtroende. Men da jeg næsten havde opgivet ham, kom han, og undskyldte mange gange, men han havde ikke kunnet få gang i tuk-tukken. Det var en af de første gange, men ikke den sidste, hvor jeg har troet på thaierne, selvom andre har advaret mig, og hvor jeg ikke er blevet skuffet.

Thailandske mursten, og en arbejdsdame med en stor hat der kendetegner de mange arbejdere fra Myanmar. De bygger ofte telte af presenninger oppe på bygningerne hvor de bor mens de arbejder der.  Når mørtelen er blandet på jorden, smides den op på stilladset ved håndkraft

Da jeg deltog i en 2 dages trekking tur til den gyldne trekant, blev det lidt mere eventyrligt. I en rugbrødsbus var vi 7-8 turister der først kørte over Chiang Rai til en flod hvor vi skiftede til en "longneck-boat", en kanoagtig flodbåd der har fået sit navn efter den høje stævn, og bagude har en lang aksel med en skrue der fra motoren går ned i vandet. Kølingen er flodvand der bliver sprøjtet ud igen, efter turen gennem kølesystemet, og når man skal standse, tippes motoren forover, så den lange aksel med skruen i enden, løftes op af vandet.

1: Bådføreren leder efter skruen der er faldet af.             2: Motoren køles af flodvand der spyttes ud igen i en kaskade over motoren og tilbage i floden agterude

Den første del af turen var præget af de karakteristiske thailandske bjerge, lokalt kaldet en "doi", ikke bjergkæder, men enkeltstående kridtstensbjerge der ikke ligner noget jeg har set i Europa, de minder om kamelpukler. Senere kom der skove langs siderne af floden, og af og til så vi badende børn og elefanter, vi var nu inde i Karenstammens territorium. De minoriteter der lever i de nordlige bjergegne har før været set ned på af thaierne, de har levet der i flere hundrede år, men de har deres eget sprog og andre skikke og klædedragter, så de blev ikke rigtig regnet for thaier. Men da man fandt ud af, at det var en kilde til indtægter gennem turismen, forandrede man mening, og passer nu på, at de stadig kan leve med deres forskellige særpræg, som er en forudsætning for turisternes interesse.
Til højre kan man se hvor langt der er ned til jorden  og på billedet til venstre ses stien både er smal og kuperet, elefanten foran er her flere meter under hvor vi befinder os

Lidt våde blev vi læsset af ved en landsby, hvorfra turen gik videre på elefantryg ind i landet, i et par timer. Elefantføreren "mahouden" sidder på elefantens hals, over elefantens ryg er der spændt en stol med plads til 2 turister. Mahouden har et redskab til at styre elefanten med, den ligner næsten en stor krog med et skaft, med en kugle i stedet for en spids i enden. Vores mahoud var tydeligt påvirket af et eller andet, muligvis opium, han hamrede dette redskab ind i elefantens pande, den ene gang efter den anden, men uden elefanten reagerede, den fulgte bare sin plads i køen. Da vi nåede landsbyen hvor vi skulle overnatte, tog elefanterne hjem igen, vi turister skulle videre med bil næste dag.

    I en Karenlandsby fangede jeg en farlig kvælerslange med mine bare hænder!

 - Eller også stod der en mand med slangen, som man kunne blive fotograferet med for en skilling, jeg husker det ikke helt bestemt!

Det var primitive forhold, bambushytter over det hele, en lidt større hvor der også var en købmandshandel, der skulle vi sove på nogle måtter på jorden. Der blev tændt elektrisk lys om aftenen, den eneste form for moderne bekvemmeligheder der var installeret. Der var en anden hytte med latriner. Så vidt jeg husker var det ikke bare huller i jorden, men sikkert de lave asiatiske kummer beregnet til at sidde på hug over. Til ære for turisterne var der også toiletpapir, det var jeg glad for dengang, det var før jeg lærte, at bruge vand som thaierne, som jeg senere er gået over til, også i Danmark. I de mest moderne toiletter, er der en slange med en "telefonbruser" man åbner for ved tryk på et håndtag, samme system som et bidet. I de mere primitive udgaver er der blot tale om en spand vand med skål som man holder under sig efter endt gerning, og bruger venstre hånd til at vaske sig med. Mange anser det for ulækkert og uhygiejnisk, men det mener jeg er forkert. Man bør principielt altid vaske hænder efter et toiletbesøg, så grundigt som hvis man havde rørt ved afføringen, bakterier kan sagtens spredes gennem papiret, eller fra områder der omkring, og har man virkelig haft lort på fingrene, er det min erfaring, at man absolut husker at vaske hænder meget grundigt. Så jeg mener faktisk, at det er mere hygiejnisk end hvis man tørrer sig med papir. At mange finder det ulækkert, er en del af den fremmedgørelse vi har til vore krop og dens udsondringer, som startede sidst i middelalderen. Men i øvrigt er det hovedårsagen til, at man i Asien og de arabiske lande, anser venstre hånd for uren, de steder man spiser med fingrene foregår det altid med højre hånd.

Jeg røg dengang og op til 2005 dagligt hash i en eller anden form. Den eneste undtagelse er de gange jeg siden har været i Thailand, men første gang var jeg ikke på forhånd klar over, de anser hash for narko på linje med opium og heroin, og smugling af 4 gr. narko er ensbetydende med dødsdom! Det sidste var der plakater om i lufthavnen og andre steder, men det var først da jeg var i Thailand, jeg fandt ud af, at hash faldt ind under den paragraf! Så efter aftensmaden gik jeg udenfor for at ryge min aftenpibe, tobak blandet med hjemmefremstillet "nol" udvundet med æter, det lugter ikke af hash. Det var dog specielt nok til, at føreren kom hen til mig, og spurgte hvad det var. 
Købmanden med den store "heksenøgle", og broen der førte over til "lastens hule"!
Føreren blev kaldt "Mr. Rambo" og var klædt i khaki og udrustet med en stor machete, og ikke spor ked af sit tilnavn. Han var meget karismatisk og charmerende, og populær ikke mindst blandt kvinderne, og ikke kun turisterne, han havde på det tidspunkt mindst 2 koner, en af dem kom fra landsbyen vi overnattede i. Det er dog ikke så usædvanligt i Thailand, at en mand har 2 koner, som regel er der dog nogle kilometer i mellem dem og tit er en mand gift med en kone, men forlader hende efter nogle år til fordel for en yngre model som han bor papirløst hos, men en gang i mellem tager hjem til den 1. kone for at hjælpe med, at forsørge de børn de har sammen. Det er sjældnere at han egentlig har 2 koner samtidig som han skiftes til at bo hos, og Rambo var temmelig ung til det, men han var som sagt ret charmerende.

Købmanden med heksenøglen og broen til "lasternes hule"

Jeg fortalte ham hvad jeg røg, men han frarådede mig det, det ville ikke være populært hos købmanden vi boede hos, men senere kunne jeg komme med ham over til hans kones families hytte og ryge. Vi gik så ind igen og hyggede sammen med de andre turister, købmanden og nogle andre thaier. Købmanden underholdte med en udgave af en "heksenøgle" på omkring en 40-50 cm, som han behændigt samlede og skilte ad igen. Mit bidrag til den multikulturelle underholdning var at lære dem at klunse. Det har jeg senere taget op flere andre steder, især med børn, de træner både engelsk og matematik på den måde, så skulle I en gang komme til Thailand og opleve nogle børn spille "one-two-three" så har jeg sikkert været der.
Mens jeg alligevel er kommet væk fra kronologien, vil jeg fortælle lidt om børns leg. Jeg har set børn spille terre, et antal terninger eller sten, spredes foran en, derefter skal man gribe et vist antal når man kaster dem op i luften, flere for hver gang man prøver, til man til sidst har dem alle sammen. Jeg kan huske jeg så det i skolegården, da jeg selv var dreng, men jeg har aldrig set mine egne børn spille det, måske er det uddødt efter indførelsen af bip-bipspil og senere PC'ere og andre tekniske vidundere. Jeg har også set dem spille klink, som man vist heller ikke spiller mere i Danmark, men så har jeg også set pigerne lege en vrøvleleg som man vist stadig ser i Danmark. 2 piger over for hinanden klapper i hænderne i en bestemt orden, mens de "messer" en vrøvlesang i takt. I Danmark var det så vidt jeg husker bl.a. noget med Mickie Mouse og Minnie Mouse der gik en tur, de var også med i en udgave jeg hørte i Thailand, hvor også Popeye (Skipper Skræk) var med, og en pige fra Bangkok havde en udgave, hvor jeg fik oversat, at hun ville giftes med Thaksin, den daværende thailandske premiereminister. I en skole har jeg set nogle drenge sidde ved et bord, hvor pustede til elastikker. Man puster efter tur, og den der puster sin elastik over den andens, vinder modpartens elastik.

Efter nogle timers underholdning gik Rambo og jeg en tur. Vi skulle over en smal bro, for at komme over et lille vandløb, der løb tværs gennem landsbyen, og over til en af hytterne der var bygget på pæle. Hytterne var af bambus, og gulvet havde mellemrum af forskellig bredde, og hvor afstanden var bredest, smed man affald ned til svinene der gik nedenunder. Jeg husker ikke længere hvor mange mennesker der var tilstede, nok en 4-5 voksne og et par børn. Der var også en ung åndssvag pige, de andre gjorde grin med, men på en kærlig måde jeg ikke kan beskrive. Det var tydeligt, at hun hørte til familien, og hun følte sig accepteret på trods af drillerierne. 
Vi lagde os rundt om et lavt bord og familiefaren begyndte at tilberede opiummet. Det blev varmet og trillet til små kugler af passende størrelse. Så blev en kugle stoppet i piben, en stor hookah med et lille hoved. Han røg selv først, enten fordi han var den ældste, eller måske som en anskuelsesundervisning til ære for mig, mens en voksen søn holdt en flamme over pibehovedet. Så fik jeg som gæst lov at ryge som den næste, og det var en stor oplevelse. Det var ikke stærkt i halsen som en ren pibe hash, men den euforiserende virkning var 10 gange stærkere. Jeg kunne genkalde noget af virkningen fra morfinpiller, men dette var en ren fornøjelse. Jeg kan stadig huske hvad vi foretog os, jeg måtte f.eks. love ikke at sige noget til de andre turister, og heller ikke nævne det, når vi kom tilbage til guesthouset. Jeg husker, jeg betalte ca. 30 kr. for fornøjelsen, jeg røg 2 gange som de mente var en passende dosis for en begynder. Noget af tiden lå jeg fladet ud, men bevist om hvad der foregik omkring mig. Jeg lovede mig selv, at jeg ville anskaffe mig en lille rygeklump til en julepibe når jeg kom hjem, men jeg ville ikke have noget liggende, det ville være for fristende. Da jeg kom hjem blev det imidlertid aldrig til noget, og det er jeg glad for i dag. Selv en lille rygeklump ville kunne føre til mere, så det blev altså ved denne ene gang! Skulle andre have lyst til, at prøve kan jeg imidlertid ikke love, at det kan lade sig gøre, bl.a. ved hjælp af amerikansk satellit overvågning, er kontrollen med opiumsdyrkningen blevet langt mere effektiv, og de der stadig måtte være tilbage, vil næppe risikere, at blive opdaget, ved at sælge et par piber til en turist.
Første billede er varmt vand fra undergrunden man kan koge æg i, derefter vandfaldet med varmt vand

Næste dag var der udflugt til nogle varme kilder, der findes flere steder i Thailand, her var det i form af varmt vand fra et vandfald hvor vandet først løb i nogle få cm’s dybde over nogle klipper, som opvarmede strømmen, så man kunne bade i det opvarmede vand under vandfaldet. Andre steder kommer der varme kilder op fra undergrunden beriget med alskens mineraler og salte. 
Så kom der en bil efter os, og kørte os tilbage til Chiang Mai, og kort efter var den ferie slut.

Den billigste rejse var med Aeroflot, der  imidlertid mellemlandede i både Sovjet og Pakistan. 
I 1989 kunne man stadig finde billeder af Lenin i Sovjet, her i Tashkent lufthavn.

Det var en tur på 21 dage, det meste var rene turistoplevelser, men jeg blev så fascineret af landet, at jeg besluttede at gøre det om igen. Desværre gik der et par år inden det blev til noget. Ca. et år efter blev jeg skilt, hvad jeg var meget ked af den gang, vi havde været gift i 23 år, og de tegn på noget var i gære de sidste par år, røg hen over mit hoved, eller i hvert fald hen over min bevidsthed. Vi havde det godt i mange år, men var vokset fra hinanden på det sidste, hvilket jeg senere har indset. Men der er ingen hårde ord i mellem os, og vi ses da stadig en gang i mellem.

PART 3: 1993+1995 UDENFOR TURISTOMRÅDERNE FOR 1. GANG
KLONG NAM LAI

Første tur stadig lilla, anden tur grøn

Efter skilsmissen overvejede jeg, at finde en thailandsk brud. Jeg søgte gennem nogle kontaktbureauer, det var imidlertid for kommercielt, men så var der en annonce i det lokale annonceblad hvor en thailandsk dame i Næstved søgte en dansk mand. Jeg reagerede, hun boede hos et thai/dansk ægtepar, hun var vældig sød, men der var ingen gnist, så jeg lovede, at give tilbuddet videre, hvis hun ikke fandt en dansk mand ret snart, ville hun blive nødt til, at rejse hjem igen. Det nævnte jeg tilfældigt i telefonen til min bror, han kunne principielt være et muligt offer, da han også lige var blevet skilt, men han havde aldrig kunnet forstå min betagelse af  Thailand, så jeg regnede ikke med det. Men han tog straks fra Stevns til Næstved, og det var kærlighed ved første øjekast. Jeg har siden holdt kontakten ved lige med forskellige dansk/thailandske par, og også enlige thaier, men som oftest går disse ægteskaber i stykker, der er dyb kulturel forskel som viser sig når man kommer så tæt på hinanden som tilfældet er i et ægteskab, faktisk er min bror og hans kone et af de meget få tilfælde jeg kender, hvor det virkelig holder, de har været gift i snart 20 år selvom de mange gange truer med at gå fra hinanden!

Jeg tror det var i 93' jeg tog på en 6 ugers tur til Thailand, først omkring 14 dage sammen med min bror og hans kone. Da jeg tog af sted, blev min medicin og følgeseddel gransket nøje, men der var dog ingen indvendinger.

 1: Indgangen til Srisupan Questhouse  2:En sværm vilde bier har slået sig ned på et tempel hvor Buddhisterne lader dem være

Det blev til 6 uger, hvilket var muligt da jeg efterhånden var blevet nødt til at gå på pension, mine ankler kunne ikke klare en hel dags arbejde. Men da mine forældre (ikke mindst min mor) var meget bekymrede for hvad der kunne ske ude i den store farlige verden med deres lille bløderdreng, blev det ikke af længere varighed. Vi tog til Chiang Mai, hvor man stadig kunne huske mig i guesthouset! Det er en god fornemmelse at kunne vende tilbage til steder man har været før, og blive godt modtaget! Vi prøvede lidt elefanter, besøgte nogle templer, hvoraf Chiang Mai har flere end Bangkok. Derefter tog vi til min brors svigerforældre, og her prøvede jeg for første gang at bo privat, det er en helt anden fornemmelse. Imidlertid har min bror og jeg altid bedst kunne enes på afstand, så jeg tog alene videre til Pattaya hvor jeg indlogerede mig på det billigste hotel jeg kunne finde.
Jeg ville ud og se sexshows, der var temmelig vilde der på den tid. Jeg var nu enlig, men blev ikke fristet til at prøve noget håndgribeligt sex, dels var hiv-smitten kommet, og når jeg nu var sluppet heldigt fra det faktormedicin, jeg havde indtaget i de kritiske år, hvor Britta Schalck Holberg som ansvarlig minister tillod man producerede præparatet af uscrenet blod, ville det være åndssvagt, at udfordre skæbnen igen. Men desuden har jeg aldrig kunnet få tilfredsstillelse af et knald med en fremmed dame, de eneste virkelig tilfredsstillende forhold jeg har haft, har været med nogle få partnere jeg har kendt i årevis. Men jeg ville godt se hvad der foregik!
Så med den holdning jeg har til at give penge ud, gik jeg først en tur rundt i byen for at se hvad der blev tilbudt, og hvad det kostede. Imidlertid var byen ikke helt lille, og efter et par timer begyndte jeg at få ondt i anklerne. Men i stedet for at betale nogle få kroner til en motorcykel, så haltede jeg selv hjem med det resultat, at selv om jeg tog faktor med det samme, så kunne jeg ikke en gang gå ned i stuen fra 1. sal næste dag for at spise, men blev på værelset.
Dagen efter kunne jeg komme ned og spise, og gennem den åbne facade se ud på gadelivet. Om aftenen kom der et par tyskere og gjorde mig selskab over et par øl, og senere en thailænder der kunne lidt engelsk. Han spurgte først om jeg var til boy-boy hvilket jeg benægtede. Var jeg så til damer? Joh, det var jeg da, men det skulle være en jeg kunne gifte mig med. Ja men så kunne jeg tage med ham hjem til hans landsby, han havde en moster/faster/tante med en lille dreng, hun ville gerne giftes med en farang. Jeg ville ikke på forhånd love noget, men jeg ville da gerne tage med ham og møde damen. Han sagde noget om hvor det var, men jeg kendte ikke geografien dengang, vi skulle tage med en bus, men jeg regnede bare med, det var i nærheden. Men mine ankler var ikke helt gode endnu, så vi udskød det til dagen efter.

Imidlertid var det en dagsrejse, landsbyen der hedder Klong Nam Lai ligger udenfor Kham Pang Pet, det er mellem Bangkok og Chiang Mai, nok en 5-600 km fra Pattaya. Min rejsefælle hed Sanghar, han havde et hus i landsbyen hvor der boede et ungt par med en lille datter. De tog godt imod os, lidt overrasket, men ingen problemer. Tanten var imidlertid rejst til Bangkok, men der var mange unge piger, der gerne ville giftes med mig, og jeg kunne da bare blive boende i huset, Sanghar skulle imidlertid tilbage igen dagen efter. Det skulle jeg også, for jeg havde stadig bagage inklusive noget faktor på mit hotelværelse, men så ville jeg komme tilbage alene.
Vi tog altså tilbage dagen efter, og jeg pakkede min bagage, betalte min regning og tog hen til rutebilstationen. Nu er Bangkok jo altså en storby med flere indbyggere end i hele Danmark, og som følge deraf, også med flere rutebilstationer. Så den bus jeg tog med, kørte til en anden busterminal i Bangkok, hvor der ikke gik  bus til Kham Pang Pet. Der stod jeg så med min kuffert og taske om aftenen midt i en storby, uden at kende sproget, hvad skulle jeg nu gøre? Det bedste jeg kunne finde på, var at hyre en taxa til at køre mig de sidste 400-500 km til landsbyen, vi aftalte en pris, sikkert for høj, men med løfte om, at chaufføren kunne få penge næste dag, når posthuset åbnede. Jeg havde en girokonto dengang, med nogle internationale kuponer, der kunne hæves på posthuset. Jeg husker da vi på et tidspunkt holdt pause, for chaufføren kunne sove, at jeg overvejede hvad det egentlig var jeg havde begivet mig ud i, men nu var der ingen vej tilbage. Næste dag fik jeg vekslet på et posthus, i betragtning af, hvor indviklet mange ting var, så gik det forbavsende nemt. Vi fandt også landsbyen, omend efter nogle forespørgsler, og jeg blev igen venligt modtaget, omend synligt forbavset, de havde ikke regnet med at se mig igen selvom jeg havde sagt det. Den slags kan man let slynge om sig med i Thailand, uden at mene for meget med det, men jeg var absolut velkommen. Huset var et traditionelt bondehus, bygget af teak, og på stolper. Stolperne var af cement, hvilket betyder, at det ikke er over 50 år gammelt, men ornamenterne over vinduer, døre, vindskeder og ikke mindst gelænderet, var traditionelt, og så ældre ud. 

Men jeg så huse i landsbyen hvor teakstolperne var bredere end min livvidde, og det er noget! Der er termitter i Thailand der æder træ, og er de først gået i gang, kan man ikke gøre noget, de er praktisk talt umulige at udrydde. Men teaktræ er en af de træsorter de ikke kan hamle op med, om det er olien eller træets hårdhed, det ved jeg ikke, men det er et faktum, at man kan se flere hundrede år gamle teaktræsbygninger, der kun lige har et par skrammer, så har termitterne opgivet, og er draget videre.

Jeg fik Sanghars værelse, det eneste med en seng i, og boede der resten af tiden, det har været mellem 3 og 4 uger. I øvrigt kan jeg endnu huske nogle drømme, eller mareridt fra den tid. Ryger man hash i længere tid drømmer man ikke, eller kan i hvert fald ikke huske det. Men da jeg nu var røgfri i flere uger, begyndte jeg at drømme igen. Jeg husker den første drøm, hvor jeg var trængende, men spærret inde bag et trægelænder, så jeg ikke kunne komme på wc, men endte med, at tisse på gulvet. Næste morgen turde jeg næsten ikke gå ud af værelset, så livagtig havde jeg oplevet det, men heldigvis var der ikke spor efter en tisse sø nogen steder, det var kun en drøm! I den anden drøm var jeg sat tilbage til min skoletid, hvor jeg sammen med en kammerat kørte i en Taunus 17 magen til den jeg senere lærte at køre bil i. Vi blev standset af politiet, men hvad der ellers skete husker jeg ikke. Men nu over 10 år efter, husker jeg stadig disse drømme. 

Jeg blev ikke forlovet, men jeg blev præsenteret for en omfangsrig familie og vennekreds, og var velkommen i alle husene. Desuden lejede jeg en motorcykel som jeg kørte lidt rundt på i omegnen. Det er endnu et meget udbredt transportmiddel i Thailand, som regel på omkring 100 cc, ikke en helt stor motorcykel, men i hvert fald heller ikke en knallert 45, de racer rundt på dem fra de er store nok, til både at kunne nå gashåndtag og fod-gearskiftet. Det er også et transportmiddel for hele familier, der kan godt sidde et ægtepar og 3-4 børn på sådan en. Jeg så i et magasin i en af Thaiairs flyvere, at de selvironisk omtalte det som en sport for fremmede, at finde den motorcykel der sad flest thaier på!
Jeg så engang i Bangkok et eksemplar, hvor man havde lagt en planke over sadlen for at forlænge den, så hele familien kunne være der!

 Niece Noi og far på besøg. Det er dog far der får hul på kokosnødden. Jeg så børn fra 3 års alderen lege med macheter, klatre rundt på parkerede motorcykler og tænde ild, uden de voksne blandede sig

Konen i huset hed Ahm(Aom), manden Nit og datteren Nung. Nit havde ikke arbejde mens jeg var der, men Ahm havde af og til et daglejerjob, så passede Nit hus og barn, hvad vi vel anser som en selvfølge, men ret ualmindeligt i Thailand. Det mest almindelige ville have været, at ungen blev afleveret til en bedstemor eller tante, mens moren arbejdede, og manden foretog sig noget mandigt, som at reparere hus eller drikke brændevin. Han kunne godt drikke, især øl som jeg købte, men mest om aftenen, han var som regel altid beskæftiget med noget fornuftigt om dagen, også når Ahm var hjemme. F.eks. så jeg her for første gang, hvordan han fældede et træ, savede det i passende stykker, og satte ild til bunken af træ, hvorefter han dækkede den til med jord til en mile, og brændte trækul i et par dage. Jeg har altid fået at vide, at jeg gennem min mormor nedstammer fra en kulsvier familie, men det er vist mange generationer siden, jeg havde aldrig før set det i virkeligheden.
Sanghar kom tilbage senere, jeg husker ikke hvornår. Han startede med at sove på gulvet i stuen, men var åbenbart blevet bedre vant, så efter et par dage, sagde han, at vi måtte dele sengen.
Jeg var først lidt betænkelig ved det, jeg har aldrig lidt af homofobi, men ligefrem at dele seng med en bøsse, endda af de professionelle slags var, at sætte sagen på spidsen!
Dog var jeg overbevist om, at da jeg havde flere penge i tegnebogen end han, vidste han godt hvem der bestemte i foretagenet, hvilket holdt stik, vi sov i samme seng flere gange i træk, uden jeg blev ubehageligt overrasket. Der kunne dog forekomme problemer når vi var ude, han gjorde ikke nogen form for tilnærmelser, men når vi kom sammen, regnede folk med, at vi var på samme hold. Engang kørte Nit, Sanghar og jeg på motorcykel ud til en fest. Der var en lastbil hvor et orkester spillede traditionel thailandsk musik, sikkert musik fra provinsen Isan. Jeg kunne godt lide rytmen, selvom det ikke ligner dansk folkemusik, så var der alligevel noget ved takten der mindede om det, eller måske endnu mere folkemusik fra Balkan. Folk dansede på plænen ved lastbilen, og i et hus blev der dels solgt drikkevarer, dels var der en højttaler, der præsenterede musiknumre, og hvad ved jeg, jeg kunne stadig ikke en gang tælle til 10 på thai. I et rum sad nogle unge mennesker i en rundkreds og drak, de inviterede mig med, og vi sad og drak et stykke tid, hvorefter en af de unge rykkede nærmere og nærmere, indtil han direkte kom med tilnærmelser. Jeg blev lidt mere aggressiv end det er pæn tone i Thailand, og fik forklaret ham, at jeg ikke var til "boy-boy"! OK, det accepterede han lige med det samme, han holdt afstand, og vi kunne alle sammen i rundkredsen drikke videre, uden sure miner nogen steder. Ahm der vidste hvad der sker når mænd er til fest, kom efter et par timer sammen med en anden, og kørte os hjem, jeg tror ikke nogen af os var ædru nok til selv at gøre det.

 1: Sanghars hus. 2: En ung pige er blevet gift med en medicinal direktør i Schweiz, og er kommet tilbage og bygger et stort stenhus til forældrene. Hendes lille søn havde en sut med fra Schweiz, den eneste jeg havde set i Thailand.

Jeg havde mit videokamera med, og optog film fra livet i huset og landsbyen, da jeg blev spurgt om jeg ville optage en video fra en fest i et nabohus. Der boede en dame med nogle voksne børn, hun kunne tale noget tysk. Hun fortalte mig, at hun havde været sygeplejerske i Tyskland. Hun kunne ikke nok tysk til jeg kunne forstå enkelthederne omkring det, og selvom jeg havde en indlægsseddel i mit faktor der også på tysk forklarede hvad det var, så begreb hun ikke en dyt af det. Så tror jeg nok hun talte om naturmedicin, men senere var hun blevet jordemor. Denne forvirring skyldtes dog måske ikke hende alene, jeg har aldrig været stiv udi det tyske!
Det gik heller ikke op for mig, hvad festen gik ud på, på et tidspunkt mente jeg det var noget om, at nogle munke skulle indvie huset. Det var det dog ikke, men bemeldte morgen hvor festlighederne skulle begynde, kom alle landsbyens koner og begyndte at kokkerere i store gryder over bål i haven, mens mændene stillede stilladser op, samlede stole sammen, og fortærede en del brændevin. Der blev stillet et musikanlæg op, hvor konferencieren fortalte mig på dårligt engelsk, at han var skolelærer. Vi fik dog ikke talt ret meget sammen, han drak kraftigt, og blev ret hurtigt fuld. Da musikken begyndte at drøne ud over stedet, begyndte kvinderne at danse. Iblandt dem var der nogle der ikke drak mindre end mændene, dog fulgte man mest det internationalt anerkendte mønster, hvor det er mændene der drikker mest. Jeg kom tidligt, for at kunne optage det hele, men efterhånden kom hele landsbyen, deriblandt også Sanghar. Der var flere unge kvinder til stede, men uden de kom rigtig nær, så jeg følte mig lidt isoleret, imidlertid gav jeg sprogbarrieren skylden. Da så Sanghar dukkede op, i en farverig hawaiiskjorte og dansede med blandt kvinderne, kom jeg til at tænke på, at der jo også kunne være en anden grund. Så jeg fik forklaret den nærmeste, at jeg boede i Sanghars hus, men jeg var ikke til "boy-boy". Så gik det hurtigt. I løbet af ganske kort tid var jeg omringet af kvindeligt selskab, der tilbød mig mad, kager, drikkelse og ville have mig ud at danse. 
Sådan fortsatte det resten af den dag. Næste formiddag havde alle givet penge, som blev sat på pengetræer, en thailandsk skik, træerne, en slags fastelavnsris blot lidt større, blev dekoreret med pengesedler, og i en bog blev de forskellige gæsters bidrag skrevet op.

1: Kvinderne danser   2: - og drikker   3: Sanghar før han skiftede til Hawaiiskjorten
 
Træerne blev plantet ved et bord, og stod der resten af dagen. Næste dag blev der sat en stol op midt i arrangementet hvor en ung mand satte sig. Han havde et klæde om livet, bar overkrop, og sad med hænderne foldet om en lotusblomst. Derefter kom først hans allernærmeste slægtninge, der efter tur klippede en lok af hans hår. Så de fjernere slægtninge, og derefter naboer, venner og bekendte.

Kandidaten får klippet hår  ”De klipper håret af ham!” Det sidste bliver barberet af

Da der ikke var flere af dem, overtog en professional barber resten. Han maskinklippede først hele kraniet, derefter sæbede han issen ind, og ragede den unge mand helt skaldet med en barberkniv. Efter det var gjort, trådte familien frem igen, og i samme orden som før, begyndte de at vaske ham, for til sidst igen efter tur, at hælde vand over hans hoved.

    Vand i hovedet                 bomuldssnore om håndleddet              Pengetræ

Da han efter jeg ved ikke hvor mange spande vand senere, ikke kunne tage mere, rejste han sig, og løb ind i huset, med en flok børn efter sig. Det lykkedes ham dog, at blive af med dem, og tørre sig, for igen at komme ud til os andre i en hvid kjortel, hvor efter han satte sig op på bordet mellem pengetræerne. Han fik en papkrone på, næsten som en kattekonge til fastelavn, og en mand begyndte at messe. Det varede en rum tid, hvorefter en anden mand messede videre. Imens fik hovedpersonen først snøret hvid bomuldssnor om håndleddene, derefter bandt hans mor bomuldssnor om et af håndleddene, og derefter resten af familien, og os andre gæster til sidst. Jeg blev også nødt til det, skønt knuder og sløjfer aldrig rigtig har været sagen for mig. Så besteg vi nogle pickupper der var udsmykket,  jeg  husker  dog  ikke  i  enkeltheder hvordan,  men  mens  alle  deltagerne  sang  og klappede, kørte vi til et tempel. Ikke det nærmeste, der er prestige i hvilket tempel man vælger, hvilket også giver sig udtryk i hvor stor "tambon" (gave til Buddha) man betaler templet, og da damen fra sin Tysklandstid havde tjent til et stenhus, og også havde en datter gift der, kunne det ikke blive fint nok, det var garanteret det dyreste tempel i miles omkreds. Vel ankommet stiller man sig op i en række, hvorefter man synger og danser sig vej til templet, og der først går 3 gange rundt om det. Jeg syntes jeg kan huske, at man efter hver gang enten truttede i en basun, eller trommede på en stor tromme, jeg er ikke sikker.

1:     Kandidaten nu i hvidt    2:       konvojen                3:      danser rundt om templet

Da man havde været de 3 gange rundt, gik man ind i templet hvor der sad nogle munke parat. Vel inde knæler man, og er man thai kan man sidde sådan i timevis. Den unge mand gik på knæene foran resten af skaren hen foran munkene, hvorefter de skiftedes til, at sige noget. Da det var overstået fulgtes han med en munk hen bag en skærm, og da han kom frem igen, var han iført den orange novicekjortel. Han var nu begyndt sin 3 måneders munketid, som principielt alle thailandske unge mænd skal gøre, selv kongen har i sin tid aftjent denne "værnepligt" dog sikkert mere af navn end gavn. Imidlertid er det dyrt for familien, både kjortlen og tiden i templet skal betales, så de fattigste afstår fra det, eller eventuelt som et kompromis, bliver de munke i 3 dage.

             Kom indenfor        Ceremonien          Kandidaten nu novice i 3 måneder      

Det var en stor oplevelse, at være med til noget så fremmedartet, men det der har gjort størst indtryk på mig, var en hverdags oplevelse. "Klong Nam Lai" betyd noget med et vandfald i bjergene, og vi var da også omgivet af bjerge med vandfald. En dag spurgte nogle unge mænd mig, om jeg ikke havde lyst til at komme med op og se nogle af de vandløb der løb oppe i bjergene. Det ville jeg da gerne, men desværre kunne mine ben ikke rigtig være med til det. Men det var der da råd for, hvis jeg betalte noget brændevin, skulle de nok få mig op på bjerget!
Næste dag dukkede de op i et landbrugskøretøj, en slags lastbil med en 1cylindret dieselmotor der lød som en fiskekutter gjorde i gamle dage, en bænk til føreren og nogle passagerer, og et helt fladt lad. Jeg ved ikke om den kørte 20 eller 30 km i timen, men det var hurtigt nok, da affjedringen var ret mangelfuld. Først gik turen hen til en bambusbod, hvor de købte noget billigt brændevin, der ikke var mange grader fra at være træsprit (drikkeligt alkohol skal helst destilleres ved 72 grader, jo højere man kommer op over det, jo større er chancen for at man fabrikerer ætanol). I dagens anledning hvor jeg betalte, blev det til en hel flaske, de var ellers vant til at komme med nogle få Bath og så få det kvantum pengene rakte til, hældt op i en plastikpose. Dertil en flaske med noget der lignede blæk, det blev blandet i, for at gøre det drikkeligt. Jeg havde råd til den luksus, at købe et par flasker øl til mig selv, det var vistnok Leon dengang. Det var først senere, at jeg fandt ud af, at Leon var billigt fordi procenten var lavere, så gik jeg over til Chan Beer (elefantøl).  Således udrustet med proviant fortsatte vi til køretøjet ikke kunne klare mere. Derefter tog 2 af fyrene mig under hver arm, og slæbte mig op til et godt sted, hvor vi havde udsigt til vandløb, vandfald, og flere bjerge i det fjerne. De kunne kun nogle få gloser engelsk, men en ordbog tilsat fagter og gebærder, samt papir og kuglepen til tegninger af resten, bidrog til en forståelse mellem os. Det var den uimponerede, usentimentale men praktiske erkendelse af min situation der gjorde, at dette er blevet et minde for livet. Jeg var ikke her "bløder" men bare en fyr med dårlige ben.

Så var der en anden episode, hvor der blev slagtet en okse eller bøffel i landsbyen. Jeg husker det som en bøffel, men rigtige buddhister spiser ikke bøfler. Buddha har sagt, at det er umoralsk først, at lade en bøffel gøre hårdt arbejde hele sit liv, for så bagefter at blive spist som tak, så spiser man en bøffel, spiser man noget af Buddha, derfor har det nok været en okse. Den blev parteret midt i landsbyen, og delt i forskellige anparter. Noget kød blev skrabet af, og spist råt som tatar med det samme, mens man drak brændevin til. Jeg blev tilbudt at være med, men var lidt i tvivl, råt kød i troperne er ikke ganske ufarligt. På den anden side ville jeg ikke støde mine værter, og skyllet ned med brændevin, var det nok nogenlunde sikkert, så jeg gjorde det. Jeg talte lidt med min uniformerede sidemand, der kunne lidt engelsk, så det var ret hyggeligt. Jeg spurgte ham, om han var soldat, da det var en uniform med distinktioner og sildesalat på brystet, men det viste sig, at han var skolelærer! Jeg vidste godt børnene gik i skoleuniformer, men ikke at lærerne gjorde det. Men ikke alene har lærerne uniformer, de har også distinktioner der viser noget om anciennitet og mere jeg ikke ved så meget om, og jeg ved heller ikke hvad, der berettiger det sildesalat nogle af dem bærer over brystlommen. Men i øvrigt er man glad for uniformer, alle statsansatte, kommunalt ansatte og mange flere bærer uniformer, selv almindeligt kontorpersonale, men måske er det en kompensation for en dårlig aflønning!
Der er flere ting jeg fra den gang kunne berette om, men da der stadig er mange år at tage af, vil jeg gå videre med de næste år.

Min bror og hans kone flyttede til Thailand i nogle år, desværre kom de ind i en depression hvor pengene fra Danmark ikke længere var nok til at leve af i Thailand, men jeg besøgte dem nogle gange mens de boede der.

Jeg besøgte selvfølgelig også guesthouset i Chiang Mai, første gang havde værtinden spurgt  om jeg ville købe det for 3 mil. Bath, dengang ca. 600.000 kr., men jeg måtte desværre afslå.
Nu jeg besøgte Chiang Mai cirka 3 år senere, blev jeg som sædvanligt vel modtaget. Værtinden smilede lidt, da jeg sagde, at jeg kunne se hun ikke havde fået solgt guesthouset endnu. Det viste sig, at det havde hun, men det var hendes søster der havde købt det, og de lignede hinanden så meget, at jeg troede det var den samme. Denne værtinde skulle komme til at spille en større rolle i mit eventyr senere, men det kommer vi til.

Jeg besøgte også Klong Nam Lai nogle gange, 1. gang var der ikke de store forandringer, Sanghar var der mere end før, han var ved at blive for gammel til, at få kunder i Pattaya. En gang havde han et job ved en inddæmning som kongen stod for, for at skaffe vandreservoirer til de år hvor der var tørke. Jeg er ikke royalist og har svært ved, at tage den næsten guddommelige status kongefamilien har i Thailand. Men når det er sagt, må jeg indrømme, at kongen er en af de bedre, han har gjort meget for, at forbedre levevilkårene for sit folk, mere end de fleste folkevalgte, der for det meste har travlt med, at fylde deres egne lommer, hvilket måske også er med til, at bevare den store respekt thaierne har for deres kongefamilie. Flere medlemmer af kongefamilien har taget forskellige initiativer, som f.eks. at bygge universiteter i tilbagestående egne, og engang i 70'erne, at standse en begyndende borgerkrig.

  Vandfald                                en gravid abe får en håndmad         lus eller grå hår?

Men ellers turede Sanghar og Nit rundt, uden rigtig at have noget, at foretage sig. Landsbyen derimod var præget af, at der var kommet flere og flere penge, dog mest fra voksne døtre der enten gifte sig med udlændinge, eller som prostituerede enten "sydpå" eller i udlandet. Mens jeg var der, kom der nogen hjem fra Cypern: Er der udstationerede soldater, er der som regel også penge at tjene. Familieoverhovedet strålede som det guld han havde om halsen, og indbød til skovture i nye pickupper som andre landsbybeboere ydmygt pudsede, og godt med øl og mad. Som farang havde jeg en vis status, og blev selvfølgelig inviteret med. Der var nogle naturparker med søer, bjerge og vandfald, hvor der levede aber, der tiggede eller stjal mad fra turisterne. De thailandske kvinder har en skik med at lede efter grå hår mellem alle de sorte, for at trække dem ud. Jeg fik ved et tilfælde en scene med på min video, hvor en kvinde med en kam leder efter hår at trække ud hos en anden. Men få meter fra dem, sad to aber og aflusede hinanden, det så nøjagtig ens ud!

Så er det gået godt, er der ingen skam ved prostitution, jo større huse man kan komme hjem og bygge, jo større anseelse. Men kommer man hjem og har fået aids, er der ingen kære mor, hele familien føler stor skam ved det! Når man ikke pr. definition ser ned på prostitution, ville en europæer nok mene det var underligt. Imidlertid hænger det sammen med den måde Thaierne opfatter buddhisme på. Bliver man hiv-smittet, er det ikke bare fordi man har været uheldig, men en straf fordi man har gjort noget forkert, enten i dette, eller i et tidligere liv!

Silkelarver                                                   fiskeyngel fra rismarker under vand

                          
Det meste silkeproduktion foregår nordpå omkring Chiang Mai, men også her omkring Kam Pang Pet producerer de silke. Jeg var med ude og besøge en landsby, hvor det var hovederhvervet. Det var sjovt, at se det i mere naturlige omgivelser, både kvinder og mænd var inddraget i det, og sad under de traditionelle teakhuse og arbejdede i skyggen, det var lidt anderledes end det de viste frem for turisterne i Chiang Mai. Her fik jeg også smagt silkeorme (eller pupper), de blev kogt, og smagte faktisk godt, meget lig rejer! Jeg blev også lokket til, at smage på nogle ovale små æg på et marked, det viste sig, at være myreæg, det smagte til gengæld afskyeligt!

Senere besøgte jeg igen Klong Nam Lai, men forholdene havde da desværre ændret sig til det værre. Sanghar og Nit var kørt fulde på motorcykel ind i en bil, Sanghar havde fået nogle skrammer, mens Nit var endt på sygehuset, men sendt hjem i dårlig tilstand. Han lå hos sine forældre og sov hele dagen, og var uklar når han var vågen. De andre i landsbyen morede sig over, at han ikke kunne gennemføre et samleje med sin kone, hvilket ikke er privat der, men almindeligt samtalestof, og så morede de sig over, at han ikke kunne kende sin lille datter. Mens jeg var der, fik de hende hen til faren og spurgte ham hvem det var, hvilket jeg syntes nærmest var et overgreb på barnet, men sådan var mentaliteten altså. Nits far skyldte hospitalet en del penge, så jeg kunne ikke lade være med, at give et tilskud. Ved en senere lejlighed kom jeg på et kort besøg på en gennemrejse. Nit var død, Ahm og Nung var flyttet væk, og Sanghar lå fuld på gulvet i hytten i en sø af urin. Så for de mennesker kan man desværre ikke sige, at eventyret endte lykkeligt. 

Nit syg og Sanghar fuld

Da jeg rejste hjem løb jeg ind i en sur pasbetjent i Kastrup. Han syntes det var lang tid jeg havde været væk, jeg fortalte ham, at jeg havde besøgt min bror, hvortil han vrissede: Det siger de alle sammen! Så gad jeg ikke prøve at forklare mere, men kom med en eller anden smart bemærkning. Bagefter blev jeg standset i tolden hvor de ventede på mig, han havde ringet til dem. Så blev alting endevendt, selv mine sko blev analyseret, men den unge elev der gjorde det, måtte beklage til en ældre kollega, at hun ikke kunne finde noget, "undtagen denne her medicin", hvortil han venligt svarede, at så var der jo nok ikke noget, og jeg blev sluppet fri efter nogen forsinkelse.



PART 4: SPREDT FÆGTNING FRA 1998 TIL 2003

Det var også omkring dengang jeg mødte John. Der er nogle forretninger i Kbh. mellem hovedbanen og Halmtorvet, hvor man kan købe thailandske specialiteter. Her hørte jeg en dansker tale ubesværet thailandsk, det gjorde mig nysgerrig, og vi faldt i snak, hvilket blev begyndelsen til et årelangt bekendtskab.
John var regelmæssigt i Asien hvor han studerede kultur og sprog hos minoriteter i Thailand, Myanmar (tidligere Burma) Laos og Vietnam. Han sagde, at burmesisk var et af de sværeste sprog han havde været ude for. Han havde i øvrigt på et tidspunkt været ved at fortvivle over nogle dobbelte negationer der var helt ulogiske, indtil han fandt ud af, at det var nogle børn der hjalp ham med disse sprogkundskaber, der syntes det var sjovt at drille ham, og selv opfandt disse regler, det havde heller ikke gjort det lettere! Nogle af disse børn kom jeg selv til at møde senere.

John kunne berette om mange spændende, men også kedelige ting han havde været ude for. Engang havde han med en kvindelig forsker og nogle studenter fra et thailandsk universitet været på besøg hos en bjergstamme i Nordthailand. Som gave havde de medbragt en gris, der blev slagtet på den traditionelle vis, d.v.s. den blev pryglet ihjel. Det pinte John, at de som observatører ikke kunne blande sig, hvilket han sagde til forskeren ved siden af. Hun svarede med forundring, at selvfølgelig kunne de da ikke blande sig, men tilføjede så: "Men hvor må den gris dog have været ond i et tidligere liv, siden den fortjener at blive pint sådan"!
Jeg er selv gået fra at være ateist med kristen baggrund, til på dette tidspunkt at blive buddhist, men der er en ting i buddhismen jeg savner, det er "elsk din næste". Hvis kristendommen kun var Jesu bjergprædiken, var jeg måske blevet medlem af en kristen kirke, men ikke mere religion nu.

En anden gang overværede John, hvorledes en fordrukken far var ved at sparke sin 4 årige datter ihjel. Han prøvede at tale faren til fornuft, men det var umuligt. Datteren var allerede skæv i ryggen af at hjælpe sin mor, med at slæbe vasketøj til og fra floden, hvor moren vaskede for folk og det var fordi pigen ikke var til større hjælp, at faren var ond på hende. Så ond, at det senere viste sig hun havde fået en hjerneskade af den behandling. Så gik John til landsbyhøvdingen, der først beklagede, han kunne godt se det ikke var en heldig behandling, men det var et familieanliggende som han ikke kunne blande sig i. Men da han så fik en flaske brændevin kunne han godt blande sig alligevel, og henstillede til faren, at han ikke mere mishandlede pigen. Situationen var dog uholdbar, og John kunne ikke få sig til at forlade stedet, vidende at det ville blive barnets død, så han fik pigen anbragt hos mormoren, nogle kilometer væk. Der opsøgte faren hende også, og tog hvad han kunne fra hytten, han mente det var hans ret, fordi farangen havde fjernet hans datter, og samme farang kunne bare erstatte hvad han, faren, tog og fortsatte med, at mishandle pigen.
Så endte det med, at John bekostede et hus i en by langt væk fra stammen, i nærheden af den thailandske grænse. Sammen med pigen og bedstemoren flyttede der også en tante ind, der havde været prostitueret i Thailand, nogle onkler hvoraf den ene var retarderet, og nogle børn af blandede aldre og køn. Så blev det Johns opgave dels, at betale for huset, men også kost, logi og tøj til dets beboere, og selv om en dansk akademiker tjener flere penge end en asiatisk landarbejder, blev det dog en stor belastning for hans økonomi. Men som han sagde: "Hvad kan jeg gøre, de udnytter mig økonomisk alt det de kan, men holder jeg op, hvad sker der så ikke med familien, og ikke mindst hovedpersonen, der med sit handikap ikke har de store muligheder?". Børnene kaldte John deres danske far, og hans kone der også kom på besøg ind i mellem, for deres danske mor, så jeg forstår godt hans dilemma.

Da huset blev bygget blev det indviet af et antal munke der forestod en ceremoni, der skulle bringe lykke til husets beboere, og et større fyrværkeri, der skulle skræmme onde ånder bort. Da han fik regningen, beklagede han sig over størrelsen, og spurgte om ikke et mindre fyrværkeri kunne have gjort det, hvortil tanten indigneret havde spurgt ham, om han da virkelig ville lade børnene bo i et hus med onde ånder?
Første gang John havde sin kone med og besøge huset, havde de alle sammen fået nyt tøj. Men som man nok kan regne ud, fik han også regningen. Da han gjorde vrøvl, blev man igen indigneret over hans smålighed, første gang børnene skulle se deres danske mor, ville de da se pæne ud, og så kunne det jo ikke nytte noget, at de voksne var klædt i laser!

1: Den handikappede pige, en kusine og John med en fætter.  2: Den lille hustyran starter en pruttekonkurrence. Den handikappede pige i baggrunden

Vi fik aftalt en tur hvor vi mødtes i Chiang Mai, og derefter kørte med rutebil til grænsen til Myanmar. Imidlertid havde der været nogle grænseuroligheder, så vi kunne kun få visum til om dagen, om aftenen måtte vi tage tilbage til Thailand. Men jeg fik da set huset, og hilst på beboerne, hvor især en lille pige gjorde indtryk. Hun var vist 4 år, en lille prop, bestemt ikke køn, men charmerende som bare helvede. Hun styrede fuldstændigt alle de andre, en rigtig lille hustyran. Da jeg var der, startede hun en pruttekonkurrence, som alle de øvrige børn grinende deltog i. Hovedpersonen lå på en sofa og "læste" i en bog, som hun kunne udenad, hun var efterhånden blevet 12 år, og tydeligt retarderet, og man så også tydeligt den skæve ryg. Jeg forstår ikke hvordan nogen mennesker, og ikke mindst en far, kan behandle et barn på den måde, men det er måske fordi jeg ikke har været langt nok ude i misbrug og håbløshed.
Der var lige bygget en skole i området hvor drengen i familien var begyndt, sammen med en kusine på omkring 8 år, hun var også i huset, men boede der ikke. Den store pige var jaloux på de andre, fordi de fik lov at gå i skole, men dels var hun selv blevet for gammel, dels er det også tvivlsom hvad hun kunne få ud af det, det er ikke den mest moderne pædagogik man praktiserer i en ulandsprovins.

Senere tog vi over til stedet hvor kusinen boede med sin familie. De andre gik, men da jeg havde fået en dårlig ankel, blev jeg kørt bag på en motorcykel. Huset som John rammende kaldte for "cykelstalden" var en række rum i beton, med en vandpost i den ene ende, og latriner i den anden. Rummene var nok ca. 3 meter brede og ca. det dobbelte dybe. I facaden var der hul til en dør og et vindue, men uden noget i. Midt i rummet blev gulvet i den bagerste del hævet ca. 20 cm, dette delte rummet op i 2 "lejligheder". Jeg vil tro man har en form for skodder til at sætte for dør og vindue om natten, men jeg så ikke noget.
Kusinens familie boede i den bagerste del af et sådant rum. Der var en far, mor og en lille baby. Moren og babyen var syge af malaria og nærmest askegrå. Der kom en læge en gang i mellem som regeringen betalte, og gav dem noget medicin, men jeg tvivler på det har været effektivt. Faren var rask, men havde en anden trist historie at fortælle. Han var sammen med nogle andre hyret af en thailandsk entreprenør til bygningsarbejde i Thailand, men de ville ikke få penge, før det var færdigt. De knoklede i nogle måneder, men da det var færdigt, ville han ikke betale. Så passede de ham op, og gav ham nogle tæv, sikkert grundigt vil jeg tro, så nu var de efterlyst af det thailandske politi, og måtte blive i Myanmar.
Jeg syntes det var for groft. Trods nærmest håbløse forhold, uden udsigt til forbedrede levevilkår, var der alligevel nogen der aktivt prøvede at tjene nogle penge, selvom det ikke var nok, til at forbedre levevilkårene, men blot til dagen og vejen, og så blev de snydt for det, efter måneders arbejde. Jeg gav manden 100$, det var nok omkring en årsindtægt for ham, og mange penge selv for mig, men når han aktivt prøvede at sørge for sin familie, skulle det ikke være helt forgæves, og selv om jeg blev inviteret, så havde jeg ikke noget at komme tilbage for, så de kunne ikke pumpe mig for yderligere penge. Jeg håber blot, at han ikke bare drak det hele op, men jeg ved det ikke.

1: Kusinen  og hustyrannen danser for mit kamera.  2: Kusinens lillebror syg af malaria i "cykelskuret"

 Om aftenen tog John og jeg tilbage til Thailand, og næste morgen kom børnene over til os, hvor vi spiste morgenmad på en restaurant. Drengen der sad over for mig, madede mig med sin ske med godbidder fra hans egen mad. John forklarede, at det viste at jeg blev accepteret nærmet som et familiemedlem. Pigerne der sad over for John gav også ham en skefuld en gang i mellem, det var de tydeligvis vant til, men da de så drengen gav mig, skulle jeg da heller ikke snydes, så skønt det var besværligt, på grund af et stort bord og små arme, foregik der en ustandselig rækken frem og tilbage af skefulde med godbidder.
Men jeg måtte videre, jeg sagde farvel til John, børnene og tanten, som var kommet til senere, og ved hjælp af en stok kom jeg op i en primitiv rutebil der kørte til en provinsby med flyforbindelse til Chiang Mai. John skulle dagen efter til en konference i Laos. Rutebilen var utæt, og der var temmelig støvet, så der kom rødt støv ind, der lagde sig overalt og senere hjemme i Danmark, måtte jeg sende videokameraet til rensning, det var rødt af støv indeni. Men undervejs med rutebilen, kom der politi med, der undersøgte de rejsendes papirer, jeg fandt mit pas frem, men de interesserede sig kun for de lokale. Bagerst sad der 3-4 drenge i munkekjortler, og det var sjovt at se, at selv om de kun var 12-14 år gamle, blev de behandlet med respekt. Betjentene gjorde "wai" den thailandske hilsen, og tiltalte drengene med den høflige tiltalemåde "khrap". De blev kun udspurgt, og skulle ikke vise papirer.

Jeg mødte ikke familien fra Myanmar igen, men i tiden efter, havde de jævnligt spurgt til mig, de var bekymrede for mit dårlige ben. Efter et par år, byggede John en ny "cykelstald" på en grund der hørte sammen med huset, og det var så meningen, at familien i huset skulle leje den ud, og John derefter ikke skulle betale mere. Imidlertid blev de ved med at ringe efter penge, de lod familie bo i cykelstalden, men de kunne ikke betale, og da det var familie kunne de ikke smide dem ud. John stoppede imidlertid der med at sende penge. Dog blev den store pige trods sit handikap gift, og John sendte en medgift, og det viste sig, at ægtemanden var god nok, han prøvede at gøre hvad han kunne for den nye familie. Tanten døde af AIDS nogle år efter.

Fra midt i 90'erne, og i begyndelsen af det nye årtusinde, blev jeg 3 eller 4 gange småforlovet med en thailandsk pige, det varede som regel kun til næste gang jeg kom, så afslørede et eller andet, at hun (eller familien) kun var ude efter penge, så intet af det blev til noget. Det var vel hvad man kunne forvente, når en ung pige erklærer sin kærlighed til en gammel, handikappet Jeronimus, så er det næppe hans manglende udfoldelser på dansegulvet de falder for. Imidlertid var det ikke 17 årige skønjomfruer jeg friede til, de var alle sidst i 20'ne, og havde alle en baby eller to med i bagagen. Dermed er det begrænset hvor interesseret de unge thailandske mænd er, og flere sagde da også til mig, at de ikke ville giftes med en thai, fordi de ikke respekterede kvinder, og havde man et barn, skulle det gemmes væk hos bedsteforældrene, mens jeg var villig til at adoptere vedkomne baby. Men det er slut med det nu.
Men netop for ikke at blive taget ved næsen fik jeg engang John med til et frieri, hvor han vakte opsigt. Ikke alene viste han, at han beherskede thailandsk sprog og kultur, men hans thai var af den slags som man taler i de allerfineste kredse, så familien blev helt benovet over, at have ham på besøg. Faren havde været selvstændig vognmand med flere taxaer, men efter den krise der også nærmest ruinerede min bror, havde han nu kun selv et job som chauffør. Han havde været munk i 2 år, og vidste en del om thailandsk kunst og kultur. Pigen blev kaldt Joy, som hos alle thaier var det et kaldenavn, og det er ikke udsprunget af engelsk, men gammelt thai. Hendes rigtige navn var Jindamanee, der betyder ædelsten eller krystalkugle, men er også navnet på en prinsesse i en gammel bog som en munk havde skrevet til kongen for flere hundrede år siden. Det vidste John, og begyndte at tale om denne bog, hvorefter familien blev endnu mere benovede over denne fine gæst der sad i deres hus. Over for mig sagde John god for pigen, og jeg følte også der var basis for noget, og hun blev den eneste der nåede så langt som at komme med mig hjem til Danmark. Her slog hun imidlertid om, og ville ikke kendes ved mit hus, det var for gammelt, snavset og rodet, jeg skulle købe et andet. Jeg fortalte hende, at vi sammen både kunne gøre rent og rydde op, men at jeg ikke ville af med min stråtækte idyl. Hun sad imidlertid bare foran Pc’en og downloadede musik fra nettet, indtil hun fik kontakt med nogle thaier som hun flyttede hen til, de blev dog også trætte af hende, og sendte hende hjem, da hendes visum udløb.

1: Joy får et guldarmbånd.  2: Babyen, jeg husker ikke navnet

En anden mulig forlovet var Lek, en niece til min svigerindes første thailandske mand. Jeg tror hun var ret intelligent, hun havde taget kassererkursus, og drømte om at bestyre en 7-11 butik. Hun kunne en speciel thailandsk kombination af astrologi og at læse i hånden. Desuden var hun spiritistisk medium, hun kunne komme i trance, hvorefter en ånd fra en mand der havde levet flere hundrede år før, talte igennem hende. Når det skete, røg hun cigaretter som ånden havde gjort (hun røg ikke selv), og hendes stemme lød som en gammel mands. Sproget var også gammelt, hendes far måtte hjælpe tilskuerne med at forstå det. Det var oprindeligt hendes mor der havde de evner, og som tjente en skilling, på at lade ånderne vejlede og forudsige ting for folk. Efter hendes død startede Lek på det samme, og der kom tit folk i deres slumlejlighed, og betalte lidt småpenge for en seance.
Det halve af stuen var optaget af et husalter, hvor forskellige figurer og billeder, dels havde noget med ånder at gøre, dels afdøde familiemedlemmer. Op ad den modsatte væg var der rullet en stor madras sammen, som vi sov på om natten. Da babyen ikke brugte ble, men kun blev viklet ind i nogle gamle klude, lugtede hele herligheden af tis.  På en altan blev der dels lavet mad over et gasblus, dels var der adgang til et badeværelse. Leks far tjente lidt penge som klunser, men var mest optaget af, at regne talkombinationer ud, som han kunne vinde i lotteriet på, jeg tror at det var Leks seancer, der gav det største bidrag til familiens udkomme.
Samme far mængede sig hele tiden, han var umådelig indsmigrende, og optrådte som min kammertjener alt det han kunne, så jeg fik ikke megen lejlighed til, at lære Lek at kende. Så foreslog jeg, at vi tog på en tur til Chiang Mai, og prøvede at ride på elefanter, men Lek sagde, hun var bange for elefanter. Så foreslog jeg, at vi tog en tur til Koh Samui, en kendt turist-ø i Sydthailand. Det ville hun godt, men kun hvis faren kom med! Det gik jeg nødtvungent med til, og vi endte et sted med små bungalower, hvor Lek, babyen og jeg sov i en, og faren i en anden, denne fordeling accepterede Lek, efter stærkt pres fra faren. Der var kun en dobbeltseng, men Lek skyndte sig, at placere babyen i midten. Det havde dog ikke været nødvendigt, så længe hun ikke var mere imødekommende, var jeg alligevel ikke interesseret i sex. Men når faren forlod os for at gå i seng, blinkede han til mig, og skubbede med albuen, det der indforståede tegn mellem hankønsvæsener der betyder "nu skal du bare gå til den"!

1: Lek forbereder sig på en seance.  2: En seance i bedsteforældrenes teakhytte

Jeg håbede at Lek efter lidt tid ville vise sig mere interesseret, men en aften, hvor jeg svømmede i poolen, og hun sad og så på, mens hun talte med nogle af de lokale thaier, fandt jeg ud af det modsatte. Næste dag kom en af dem og fortalte mig, at Lek havde sagt, at hun ikke kunne li' mig, men hendes far ville have, at hun giftede sig med mig.
Normalt er thaier meget solidariske med hinanden, men jeg havde åbenbart gjort et godt indtryk hos de lokale, da en kvinde, der selv var gift, og som derfor ikke kunne have noget ud af at så splid i mellem os, refererede denne udtalelse.
Da vi kom tilbage til Bangkok sagde jeg farvel til familien, og fik derefter flere gange breve fra Lek, hvor hun skrev, hvor meget hun savnede mig, og at hun ville rejse med mig lige derhen hvor jeg ville, uden at have faren med. Jeg skrev tilbage et par gange, hvor jeg svarede, at når hun ikke var mere interesseret i mig, var der ikke grundlag for et ægteskab, og jeg var overbevist om, at det var hendes far der pressede hende. Men i øvrigt syntes jeg hun skulle gøre sig fri af ham, og leve sig eget liv, han var hverken gammel eller handikappet, så der var ikke nogen grund til, at hun skulle bruge sit liv på at forsørge ham. Efter at have skrevet nogenlunde det samme et par gange, holdt jeg op, selvom der kom et par breve mere.

I 2003 døde mine forældre, og jeg følte mig nu fri til at tage af sted i længere tid ad gangen, men kun hvis jeg kunne finde en pige der indbød til længere bekendtskab, så næste gang tog jeg også kun af sted i en måned. Jeg mødte en pige der var veninde til min svigerindes datter, vældig sød, men talte meget lidt engelsk. Hun havde en pige på 4 år der blev passet af mormoren. Men det var en rigtig babusjka opdragelse, mormoren infantiliserede hende som jeg fandt ud af, hun også havde gjort med sine egne døtre, knyttet til moren og meget uselvstændige. Pigen var trods sine 4 år endnu ikke renlig, og havde dårlige tænder fordi hun stadig fik sutteflaske med sukkermælk. Det var i en landsby i nærheden af Udon Thani i den nordøstlige provins Isan, hvor vi besøgte dem, da jeg ville se hvordan mor, datter og jeg, passede sammen. Da vi tog den lille med til Bangkok kunne jeg imidlertid se, af forskellige reaktioner på nogle stimuli jeg gav hende, at hun ikke var dum, og jeg glædede mig nærmest, til at gå i gang med en større pædagogisk redningsaktion.
Ved gennemlæsning af dette ser jeg, at jeg forfalder til pædagogisk fagsprog. Infantilisere kommer af "infantil" som betyder barnlig eller uudviklet, og "stimuli" er flertal af stimulere, det vil sige fremme en udvikling, undskyld!

Vi besøgte også Chiang Mai, hvor værtinden Mrs. Moon og jeg ved et tilfælde begyndte at tale om at brygge vin, og jeg smagte noget hun havde lavet. Vi aftalte, at næste gang jeg kom, skulle vi lave et forsøg med citronvin, da jeg havde en ide om at de thailandske grønne citroner (lime?) ville egne sig godt. Da måneden var gået, rejste jeg hjem og aftalte med pigen, at hun skulle lære noget mere engelsk, så ville jeg næste gang endegyldigt sige ja eller nej til ægteskab.
I marts 2004 tog jeg så til Bangkok, for at finde ud af, hvordan det gik med min forlovede. Imidlertid fik jeg at vide, at hun ikke mere boede i lejligheden jeg havde betalt for, men hos en boyfriend, i stedet boede en søster til hende der, og oveni var de alle sammen narkomaner! Nu er det sådan med thaier, at er man venner, er alting rosenrødt, men er man uvenner, er alting dårligt, så var hun blevet uvenner med TukTik, ville jeg kun høre dårlig omtale. Så måske var det ikke helt så slemt, men jeg havde i hvert fald hørt nok til, at jeg ikke turde have noget med damen at gøre, og tog direkte til Chiang Mai, hvor jeg spurgte mrs. Moon om vi skulle gå i gang med vinproduktionen. Det kunne vi da godt, men det var ikke sæson for modne citrusfrugter! Så der stod jeg i Thailand, damen var røget, og vinproduktionen var der ikke sæson for! Imidlertid banede det vejen for den foreløbig sidste del af mit Thailandseventyr, hvor jeg derefter kom 3 måneder i træk 2 gange om året.

Jeg var som sædvanlig velkommen, men et par dage senere var alting booked op for et enkelt døgn, men der blev sørget for, at jeg og en anden gæst, kunne overnatte i et andet guesthouse i nærheden. Det var i sin tid købt af en hollænder og hans thailandske kone, men efter et stykke tid havde han taget så meget lån i det, som han kunne, og var derefter stukket af, så nu sad konen tilbage med en kæmpe gæld. Hun havde prøvet at sælge det igennem længere tid, uden det var lykkedes. Hun blev kaldt Nit, og hun drev guesthouset sammen med sin datter Pom og dennes mand Laos, med deres lille datter på 7 mdr.
Nit havde nu en svensk/dansk ven ved navn Steen, en meget tiltalende fyr på min egen alder, han boede der sammen med en skåning, som de eneste gæster. Over en kop øl beklagede jeg mig til Steen over mit uheld med damerne, men sammen blev vi enige om, at når jeg nu havde boet alene i over 10 år ville det nok blive svært, at bo sammen med en anden igen. Stemningen blev efterhånden lidt løftet, da Nit spurgte, om jeg ikke ville give barnebarnet navn. Foruden de navne de får ved fødslen, har alle thailændere et kaldenavn. Jeg svarede, at det ville jeg da gerne, men det var ikke noget jeg tog let på, så ville jeg også følge hende til hun blev stor. "Jamen jeg ville blive regnet for bedstefar og når de havde solgt guesthouset kunne jeg bo hos dem i Udon Thani, hvor både den unge familie og Nit selv, havde hver deres hus". Jeg acceptere den nye familie, og kaldte pigen for Freja, sikkert den eneste unge i hele Thailand med det navn, men som modvægt til alle de krigeriske guder, ville jeg godt fremhæve en gudinde. Dog blev jeg bagefter lidt betænkelig, for det falder ikke en thailænder lige for at udtale, jeg kunne frygte hun ville gå gennem livet som "Fire" udtalt på engelsk, men jeg fik ikke lov til at lave det om.
Så nu var jeg altså blevet bedstefar! Der var dog den ulempe, at Udon ligger i Isan, 700 km væk fra Chiang Mai. Så skulle jeg lave vin med Moon, ville det blive til en del rejseri.

Den næste dag tog jeg med skåningen og hans thailandske veninde ud for at se nogle udgravninger af en by der blev begravet i mudder for mange hundrede år siden. Den havde været hovedstad i Lana riget, der dengang omfattede det nordlige Thailand. Men da den et par gange blev begravet i mudder, på grund af en flod der gik over sine bredder, opgav man den til sidst, og byggede i stedet Chiang Mai lidt derfra. Efter et par hundrede år blev den glemt undtagen som et bynavn i historien. I 1930erne stødte man tilfældigt på den, og arkæologer har siden gravet der. Det var interessant, men det mest spændende blev et besøg i et tempel. Da byens beliggenhed var blevet glemt, havde man i mange hundrede år bygget ovenpå, og deriblandt også templer. Som andre steder, kunne man i et af dem prøve, at få nogle forudsigelser, Man ryster et bæger med nummererede pinde, og den første pind der bliver rystet ud på gulvet, læser man nummeret på, og tager den øverste seddel i skuffen med tilsvarende nummer. I dette tempel er der den fordel, at sedlerne også har en engelsk oversættelse. På dansk stod der nogenlunde:

Vær ikke bange, ingen vil gøre dig ondt

En retssag vil sandsynligvis blive vundet.

Vær forsigtig med hvem du omgås.

Penge udlånt til andre, vil sandsynligvis være tabt.

Du vil ikke få en ægtefælle.

Der vil komme en babypige. (pige - ikke datter)

Disse forudsigelser er grunden til jeg blev buddhist. Almindeligheder som, at man ikke skal regne med, at se penge igen, som man låner ud, kan let komme til at passe. Men de sidste sætninger var ikke almindeligheder. Sedlerne var trykt før jeg kom til Thailand, ingen vidste jeg ville komme i templet, og der var ingen andre i templet end os 3 der fulgtes ad. Det var kun et døgn siden, at jeg opgav, at blive gift igen, og jeg blev "bedstefar" til en babypige. Hvor store chancer ville der være for at dette kom til at passe på nogen anden end mig? I øvrigt kom det stort set til at passe det hele, jeg skulle nok have rettet mig efter det med pengene. Min søn havde mailet om et ubehageligt besøg, men som forudsagt skete der ikke noget ved det. Retssagen kom først senere, men ud over nogle omkostninger, fik jeg heller ikke her nogen ubehageligheder. De 2 parter jeg måske skulle være forsigtig med at omgås, var henholdsvis Moon og Nits familie, jeg fandt senere ud af hvem af dem, jeg skulle have taget mig i agt for. Men selvom jeg må springe lidt i kronologien, så opsøgte jeg templet igen et halvt år senere, og fik næsten de samme forudsigelser:

Vær ikke bange, ingen vil gøre dig ondt.

Har du uretmæssigt tilegnet dig noget, vil det blive tabt

Vær forsigtig med hvem du omgås.

Ægtefælle ikke i sigte.

Penge udlånt til andre, vil sandsynligvis være tabt.

Du vil sandsynligvis ikke vinde penge

Der vil komme en babypige.

Hvor jeg syntes det var usandsynligt at det kunne være et tilfælde den første gang, så var jeg nu helt overbevist om, at der stod en eller anden højere magt bagved, og da det var et buddhistisk tempel, måtte det vel være Buddha. Over for skeptikere vil jeg lige uddybe, at det langtfra er alle forudsigelser der er gode, og mange thailændere ryster om og om igen, for at få et positivt budskab. Men betingelserne må vel være, at det er det første nummer der gælder også selvom det er ubehageligt.
Foran de fleste templer er der en række med 8 forskellige Buddhafigurer, og skåningens thailandske veninde spurgte mig hvilken ugedag jeg var født på. Jeg fik det undersøgt, det var en lørdag, og til den ugedag var min skyts-Buddha et image af en Buddha der sidder på en sammenrullet slange og mediterer, mens slangens (eller dragens) 7 hoveder er rejst bag ham, og beskytter ham imens, den benævnes "Pah Bang Nak Plok". Det er fra en periode af Buddhas liv, hvor han går ud i skoven og mediterer i en måned uden afbrydelser, og hvor dette monstrum imens beskytter ham. Der kan være en vis lighed med Jesu ørkenvandring, hvor hans faste tro beskytter ham mod fristelser og farer, men hvorom alting er, så er dette en meget stærk Buddha der beskytter mig så længe jeg ikke gør noget forkert, og i øvrigt indikerer at jeg har en fast ånd, der tangerer det stædige, og det er nok ikke helt forkert. En psykolog jeg engang kom en del sammen med, sagde dengang til mig, at uanset hvad jeg ville rode mig ud i, så ville mit største problem være, at jeg var grænsesøgende! Det skal nok være rigtigt, har man vedtaget moralsk eller juridisk, at der er en grænse, kan jeg ikke se hvorfor man skal stoppe op inden man når den. Det er selvcensur, og indskrænkende for individets handlefrihed, så længe man ikke krydser grænsen, kan der ikke være noget forkert i at gå helt hen til grænsepælene, ligesom man har pligt til at overveje rimeligheden af, at grænsen går lige nøjagtig der.

Da Laos hørte jeg var lørdagsbarn, gav han mig en gammel medaljon med dette motiv, som jeg nu har om halsen, og jeg føler mig virkelig beskyttet, ikke mod tyveri og lignende, men mod at personer angriber mit legeme. Når der er 8 figurer, er det fordi en af dagene har 2 figurer efter om man er født tidligt eller sent. Pom er født en onsdag, det er en oprejst Buddha med en tiggerskål, hvilket indikerer, at hun skal arbejde hele sit liv!

På et senere tidspunkt, jeg husker ikke hvornår, "lejede" jeg et flot eksemplar af denne Buddha, som jeg også købte et alter til, og nu har sat op på væggen i mit hus i Danmark. Er man troende, er en Buddha der er købt ikke hellig, derfor kan man i nogle templer betale for at leje en sådan figur, uden tidsbegrænsning.
Man må sno sig sagde ålen!

Moon havde en farm i Mae Hong Song nord for Chiang Mai med citrusfrugter, jeg var med oppe og se på, og vi blev enige om, at starte et vinkompagni. Ifølge loven kan man lave frugtvin af frugter fra egen jord, så vi stiftede "Ma Sai Wineyard", jeg indskød nogle penge, og hun farmen, og aftalte, at gå i gang omkring september, hvis jeg altså kunne, jeg skulle i mellemtiden ind på Riget og have opereret venstre ankel stiv, det var den der var hårdest angrebet af slidgigt.
Jeg blev opereret i maj, og var meget utålmodig efter at komme til at gå igen. Kørestolen blev udskiftet med krykker, gipsen blev taget af, men jeg syntes det gik alt for langsomt. Jeg kunne nogenlunde humpe af sted ved hjælp af krykkerne, og skyndte mig så snart jeg kunne, at komme ind til en ortopædisk skomager i Næstved, og fik gængesåler under sandalerne. Da jeg regnede med at gå mest i Thailand, syntes jeg sandaler var vigtigst. De blev ved med at maile til mig fra Udon og ringe fra Chiang Mai, for at høre om jeg ikke snart var rask nok til at komme? I løbet af august syntes jeg at det gik så godt, at jeg købte billet til september. Jeg havde ikke smidt krykkerne helt, men behøvede dem ikke hele tiden. På Riget var de tilfredse med udviklingen, og som de sagde: "Vi lovede dig, at du kunne komme til at gå uden smerter, ikke at du kom til at gå bedre!" Så jeg måtte affinde mig med, at gå dårligere end før, men da det var uden de ustandselige smerter i anklen, fortrød jeg ikke operationen.
I Kastrup klarede jeg mig med krykkerne, men i Bangkok tog jeg imod en kørestol. Jeg ville helst have klaret mig uden, men det er anstrengende at sidde i over 10 timer, så det var lidt svært at få gang i fødderne igen, så jeg sagde ja tak, og det fortrød jeg ikke. De kom med en kørestol, og så blev jeg kørt lige igennem paskontrollen. Min "vognfører" fik mit pas, og fik hurtigt ordnet formaliteterne inde på et kontor, og så kunne vi køre videre til bagageudleveringen, hvor han fangede mine kufferter, og skubbede så kørestolen foran sig, og trak vognen med min bagage bag sig. Der er ret langt fra udenrigs- til indenrigslufthavnen, men han klarede det uden problemer. Han fik igen mine kufferter gennemlyst, fik stemplet min billet til Udon, og kørte mig igen gennem en kontrol, og ud til den lounge hvor jeg skulle vente på flyet. Et par timer senere da det var tid til afgang, kom han igen, og kørte mig helt ud til flyet. I Udon ville der have været lidt problemer hvis jeg ikke havde kunnet gå, jeg måtte ned af en trappe for at komme ned på landjorden, men herfra blev jeg igen kørt ind i lufthavnsbygningen og bagageudleveringen. I ankomsthallen ventede et større opbud af min nye familie på mig, og tog sig straks af bagagen, og viste mig ud til pickuppen, der skulle bringe os de ca 15 km ud til landsbyen Ban Kao.
Nit var hos Steen, der dels boede i Sverige, dels boede og arbejdede i Danmark, hvor han underviste i kemi et par måneder ad gangen, for at holde fri resten af tiden i Thailand.



Part 5: UDON MED VIDERE 2004

Det meste af vejen var en 4 sporet hovedvej mod Nong Kai og grænsen til Laos, derefter nogle kilometer landevej, og til sidst ca. 1 km grusvej. Her lå på højre side en række huse, Nits hus der var et lavt murstenshus, så et teakhus på stolper hvor en søster til Nit boede, derefter et murstenshus lidt højere end de fleste thaihuse, kaldet Mickies hus, men ikke bygget færdigt, og en dobbeltgarage med en havemur i skellet mod nabogrunden med et hus magen til, men færdigbygget udvendigt, hvor Pom og Laos boede. Derefter et moderne thaihus lidt tilbagetrukket, hvor damen som jeg gav øgenavnet "The dogbeater", fordi hun anskaffede sig en hund, som hun gav navnet "Lucky" og derefter pryglede hver morgen, boede og dyrkede grøntsager i forhaven. På den anden side af vejen holdt bebyggelsen op før Mickies hus, og derefter var der rismarker et par kilometer til en ny landsby.

Da vi kom ind i Pom og Laos' hus, var det heller ikke helt færdig, der manglede loft over det halve, der var dog tag over! De viste mig et værelse, det var mit, jeg fik nøgle til, og kunne bruge som jeg ville. Der var en seng med madras og sengetøj, et stort skab de selv brugte, et skab og et sengebord til mig, foruden et lille TV. Foruden Pom, Laos og Freja, var Nits to andre børn tilstede, Poms storebror Tom (udtales Dom), og Mickie på 10 år. Mickie var et resultat af ægteskabet med hollænderen, og var af udseende mere hollandsk end thai, ikke desto mindre hadede han når nogen kaldte ham farang, og var til at begynde med ret negativ over for mig.

Tom var langhåret hvilket er ret usædvanligt i det meste af Thailand, sandsynligvis var det for, at ligne en populær thailandsk rockstjerne: Carabao (vandbøffel). Tom var gift, og boede dengang i Udon sammen med konen og Mickie, der gik i en katolsk betalingsskole i Udon. De havde kun dårligt at sige om den lokale skole, som i øvrigt var blevet oprettet med hjælp fra Danida, og hvis første skoleinspektør var dansk. Tom havde ikke arbejde, men var handelsmand uden penge og uden noget at handle med, heldigvis for ham tjente hans kone penge ved, at servere på en bar om aftenen.

1: Indgang til mit værelse. 2: Tag men ikke loft. 3: En kammesjuk kaldet “Dugae” på grund af dens kalden som er ret højt, især hvis den vækker dig! Det er en stor gekko 30-35 cm lang, bedstemødre skræmmer små børn med den ”Hvis du ikke er artig vil dugaen bide dig! 4-5: Pom og Laos


Laos havde fået et arbejde i et stormagasin, hvor han solgte madrasser, imidlertid var det til en slaveløn, og under slavelignende vilkår. Personalepolitikken gik ud på, at ansætte unge mennesker, og gøre dem livet surt, så de blev drevet til at sige op, inden de havde været der i 3 måneder, hvorefter de ville have opnået nogle minimale rettigheder. Det holdt nok lønomkostningerne nede, men jeg tvivler på, at det fremmede omsætningen. Laos tjente ca. 500 kr. om måneden, hvoraf han skulle holde sig selv med uniform (hvid skjorte med slips, lange sorte bukser, og sorte sko). Hans gamle motorcykel brugte næsten mere olie end benzin, og da han skulle køre ca. 30 km om dagen, var der ikke meget tilbage at leve for. Hans ugentlige arbejdstid var 6x10 timer, og nogen gange overarbejde, som han ikke fik penge for. Han fik provision af de madrasser han solgte af firmaet der fabrikerede dem, men de havde kun lejet sig ind i stormagasinet, så Laos' chef satte ham tit til noget andet arbejde, også selv om han havde kunder. Han kom nogen gange hjem øm alle vegne, af at flytte store ting på lageret, og mens jeg var der, kom han ikke hjem i et døgn fordi der skulle gøres status om natten, hvilket personalet selvfølgelig ikke fik penge for.

Laos var en af de bedste fædre jeg har oplevet i Thailand, både sidste gang i Chiang Mai, og denne gang i Udon, var det ham der stod op om natten og varmede flaske til Freja, han skiftede hende og badede hende, smurte salve på insektbid, og var åbenlyst meget glad for sin lille pige. Pom tog sig også af hende, men ikke nær så kærligt, det virkede mere som Freja for hende var en byrde hun var nød til at bære. Var der den mindste chance for det, blev Freja "eksporteret" til en moster eller andre familiemedlemmer, mens Pom foretog sig noget andet. F.eks. kunne hun ikke gøre rent i huset mens Freja var der, så hver morgen efter morgenmad, kom hun hen til noget familie, sædvanligvis mosteren der boede i træhuset efter Mickies hus, mens Pom fejede huset, og derefter tog bad og klædte om. Så gik hun hen og enten hentede Freja, eller for det meste lagde sig til at sove middagssøvn med hende, der hvor hun nu var. Pom var meget træt, enten på grund af fødslen som var foregået ved kejsersnit på et hospital hvor de ikke skulle betale penge, der havde hun fået en forkert narkose, og lå næsten bevidstløs i et par døgn, og havde ikke kunnet komme ud af sengen i en månedstid. Dette er dog Poms udlægning, jeg fik efterhånden en mistanke om, at hun både dels var doven, dels ikke interesseret i Freja, men jeg kan bestemt ikke afvise Poms udlægning. I de sidste par år er Sundhedsvæsenet for de ubemidlede blevet langt bedre, nu er alle hospitaler og Sundhedsklinikker forpligtet til at behandle folk for 35 Thb (ca. 5 kr.).
Freja var nu 13 mdr. og forældrene var bekymrede over, at hun endnu ikke var begyndt at gå, det var de faktisk allerede i Chiang Mai da hun var 7 mdr., hvor alle de unge mødre fortalte om, hvor hurtigt deres babyer var begyndt. Her så jeg i øvrigt for 1. gang noget der undrede mig. Ikke bare de unge mødre, men også bedstemødrene havde en skik med, at ryste de små babyer som det var en coctailshaker de stod med. Jeg kan ikke forstå, at babyerne ikke fik en hjerneskade af det, hjernen må da skvulpe rundt i kraniet, men det er en almindeligt fremgangsmåde, som åbenbart har været brugt gennem mange generationer. Jeg fik dog Pom og Laos til at undlade det, i hvert fald mens jeg var der.

     1: Jeg brygger risvin 2: Min mountainbike 3: Min brugte Honda Civic 4: Freja vil ha’ mor!

Jeg ved ikke om det er noget genetisk eller kulturelt, men generelt er thai-babyer hurtigere oppe på 2 ben end i Europa. I Chiang Mai beroligede jeg forældrene med, at det nok skulle komme, der var tid endnu. Hun havde heller ikke noget sprog endnu, hvilket dog ikke er så usædvanligt, jeg kunne se hun reagerede på tale og sang, så det skulle også nok komme, men folk i landsbyen var allerede begyndt at tale om, at hun var retarderet. Det var jeg dog sikker på, ikke var rigtigt, sådan som hun reagerede. Jeg havde bestemt mig for, at tale dansk til hende. Jeg havde engang mødt en familie med en lille datter på ca. 2 år, faren var dansk, og talte dansk til datteren, moren var polsk og talte polsk til hende, og indbyrdes tale forældrene engelsk. Resultatet var, at ungen talte alle 3 sprog! Så når jeg talte engelsk til thaierne, dansk til Freja, og de talte thai til alle andre, forudså jeg, at Freja også ville blive 3 sproget. Der er dog den krølle på historien, at i Udon taler man "Isan" en dialekt der er en del forskellig fra rigs-thai. For især at øve "r" som er svært for de fleste thaier, sang jeg allerede i Chiang Mai "Rapanden Rasmus" for hende mens hun lå i mine arme, og pillede mig i skægget (jeg bliver helt nostalgisk).
Det er svært, at sige hvor bevidst en baby på 13 måneder kan genkende en, men hun var ikke bange for mig, selvom hun kun havde set mig i en måned 5 måneder før, og jeg syntes bestemt hun så ud til at genkende "rapanden Rasmus". Efter få dage havde hun accepteret mig som en del af familien, og flere gange hvor en moster ville hente hende, ville Freja hellere over til mig.
Men nu syntes forældrene, at det var kritisk, de ville have hende undersøgt på et hospital, men ventede til jeg kom. Vi sad først og ventede i en stor sal på den pædiatriske afdeling hvor man fandt papirer frem fra tidligere undersøgelser og vejede børnene, hvorefter vi ventede på, at blive kaldt ind til lægen. Jeg huskede forældrene på, at de også skulle nævne hendes skelen, det er først senere jeg blev klar over, at man venter et par år før man gør noget ved det. Så kom turen til os, en gammel læge så flygtigt i journalen, Freja blev sat op på et bord, hvor han holdt hendes ben, og kunne så diagnosticere hende på under 5 minutter. Da jeg bagefter spurgte om udfaldet, havde lægen sagt, at hende hjerne var for lille, hvilket også hendes skelen var udtryk for! Men vi var heldigvis sendt videre til noget der hed neuroterapi, hvor først en læge kikkede på hende, men vist ikke kunne finde noget der berettigede den første diagnose, og sendte os videre til fysioterapi. Her erklærede fysioterapeuten, at der intet var i vejen med Frejas hjerne, hun skulle blot have nogle øvelser, så ville hun komme i gang med at gå. Det ville dog fremme processen hvis hun fik nogle støvler der støttede anklerne. Så viste hun os, hvordan Pom og Laos skulle gøre nogle øvelser med Frejas ben 5 minutter hver morgen. Det gjorde de også i nogle dage, men så ebbede det ud, hvorefter jeg overtog. Støvlerne blev aldrig til noget, den slags havde man ikke færdige nogen steder, og en skomager der lovede at sy dem, fik det aldrig gjort. Jeg købte et par til hende i Danmark og sendte til hende, men de var for store, så hun fik dem aldrig på. Hun startede med at stå op ad sengen, så bevæge sig lidt, og efterhånden at gå med støtte, hvorefter hun dirigerede os til, at gå derhen hvor hun ville. I øvrigt begyndte folk i landsbyen at tale om, at vi lignede hinanden så meget, at vi må havde kendt hinanden i et tidligere liv, især på grund af dårlig gang, men også vores øjne, jeg kneb øjnene sammen på en bestemt måde, og Freja skelede og så, at Freja accepterede mig trods mit skæg.

Da det så ud til, at jeg kunne tilbringe halvdelen af min fremtid her, begyndte jeg at investere, jeg købte en brugt Honda Civic, vi indregistreret i Poms navn, fastnettelefon med ADSL og en god PC, et lille køleskab til min faktor, og en mountainbike. Som jeg har fortalt, var grusvejene ikke i den bedste stand, men der var ikke særligt kuperet, og der var ikke muligheder for at svømme nogen steder i nærheden, så det var den bedste form for motion jeg kunne finde på. Det gjorde mig kendt både i landsbyen, og en nabolandsby, hvor jeg tit kørte hen og fik en øl hos købmanden. Jeg brugte efterhånden hverken krykker eller stok, men gik stadig dårligt, så cyklen var en god hjælp.
Laos prøvede et par gange at søge et andet arbejde, men fandt ikke noget. Så blev han en dag kørt ned af en gammel mand på en motorcykel med sidevogn, da han var på vej til arbejde. Hans motorcykel blev beskadiget men kunne laves, han selv blev slemt forslået, men han turde ikke søge læge, han var bange for, at blive fyret hvis han ikke kom på arbejde. Så syntes jeg det var for meget. Han kunne ikke finde andet arbejde, men havde bl.a. talt om, at lave en forretning hvor han købte og solgte ris. De store grossister der gav den bedste pris, købte ikke små partier, så han havde planer om, at købe ris hos de små bønder, og dels lagre den op til der var nok til en stor lastbil, dels gemme den til den årstid, hvor prisen var højest. Jeg syntes det lød som en bæredygtig ide, selvom jeg havde svært ved at få konkrete tal ud af ham. Enden på det blev, at jeg lånte ham 100.000 Thb (ca 15.000 kr) som han kun skulle betale 2% i rente af 1. gang i december 2005, og først afbetale 1. afdrag i december 2006. Lånet skulle derefter tilbagebetales med 2000 Thb om måneden. Mens jeg var i gang lånte jeg Pom 45.000 Thb for at kunne gå på en frisørskole, hendes afdrag blev på 1500 Thb. Jeg var med det samme klar over, at det langtfra var sikkert, at jeg ville få alle pengene tilbage, men jeg regnede jo med, at komme der resten af min tid, og hvis jeg lånte dem penge til et udkomme, var der en chance for, at jeg ikke skulle betale alting når jeg var der.

Efterhånden er støvet fra grusvejen en større plage, det gik rigtig op for mig, en morgen jeg måtte tage faktor. Jeg stod op, gik i bad, og satte mig derefter ved et bord ved siden af huset, 10-20 m fra vejen. Da jeg afsprittede huden, blev servietten helt rustrød som vejstøvet, efter højest en halv time efter morgenbadet og mindst 10 meter fra vejen! jeg tænkte på, når min hud så sådan ud, hvordan så så ikke Frejas lunger ud, kun ca 1/2 m over niveau! Så fik jeg overtalt Laos til, at jeg købte nogle træer vi kunne plante ud mod vejen, det ville vel hjælpe lidt, men efter vi havde dem stående en uges tid, plantede han dem mod skellet til det tomme hus. Da jeg gjorde vrøvl, fortalte han, at han havde læst i et blad at det ville bringe lykke! Det er ikke altid lige nemt at være kulturimperialist.

Så tog jeg til Chiang Mai for at begynde vineventyret med Moon. Der var først noget tvivl om hvordan og med hvem jeg skulle komme der. Laos var nødt til, at arbejde en måned endnu for, at kunne få nogle penge som firmaet tilbageholdte, og de ville ikke lade mig køre alene, men Tom skulle til Chiang Mai på grund af guesthouset, som køberen ikke ville betale prisen for. Banken rykkede for penge, men det er en ret indviklet historie, resultatet var imidlertid, at Tom flere gange skulle til Chiang Mai, dels i fogedretten, dels tale med banken og køberen. Jeg tænkte, at så var vi to om at betale benzinen, men han havde ikke nogen penge. I Chiang Mai overlod jeg bilen til ham, da han skulle bo hos en onkel. Men da jeg næste dag besøgte skåningen og hans veninde, blev jeg ringet op på min mobiltelefon (jeg havde den med fra Danmark, blot skiftede jeg en chip, så jeg havde et selvstændigt betalingskort for Thailand), Tom havde siddet i guesthouset og ventet på mig hele dagen selvom jeg havde sagt at jeg ikke skulle bruge bilen den dag, men han havde ingen penge!
En aften gjorde han sig også kedeligt bemærket, han kom sammen med en bekendt, vi drak et par øl sammen, og fik en af personalerne til at købe en kvart flaske thai-whisky til os, men derefter gik jeg i seng. Moon var der ikke i et par dage, men da hun kom hjem fortalte hun, at personalet havde beklaget sig over, at Tom og vennen var fortsat med at få forsyninger ude fra, og udvidede selskabet med flere andre, bl.a. en kvinde som Tom var taget med hjem til, men han var kommet tilbage efter et par timer, og deres party holdt først op efter kl. 1. Normalt pakker personalet sammen ved 22-tiden, hvor efter en enkelt personale betjener gæster der sidder længere i fællesrummet. Jeg beklagede optrinnet, jeg var gået i seng ved 22-tiden, men gjorde det klart, at de en anden gang for min skyld gerne måtte smide Tom og hans kumpaner ud!

Moon og jeg kørte en god del af Nordthailand tyndt, dels så vi på hendes farm, dels så vi andre steder hvor man dyrkede vin eller frugter, der evt. kunne bruges. Der var nogle arbejdere fra farmen med os, og en aften spiste vi på en udendørs restaurant med levende musik. Jeg så en far gå rundt med sin lille datter på armen, der ivrigt fægtede med armene når musikken spillede, det fik mig til at tænke på Freja, når hun skulle passiviseres om morgenen, tændte man en musikvideo som hun "dansede"  til,  hun  fægtede  med  armene  og  hoppede
rundt på numsen foran Tv’et. Vi fik aftalt nogle ting omkring vinen, og så fandt jeg på en undskyldning for at køre hjem igen. Tom ville gerne blive længere, han havde nogle flere møder, men jeg stod fast, dels savnede jeg Freja, skulle hun virkelig lære mig at kende, skulle vi være mest mulig sammen i de 3 måneder jeg var der ad gangen, dels var jeg træt af Toms selskab. Da det var min bil, måtte han give efter, og vi kørte tilbage til Udon.

På trods af mine fortsætter, blev jeg igen interesseret i en ung pige, en veninde til Toms kone. Hun var ualmindelig sød og imødekommende, vi talte en del sammen fordi hun prøvede at lære tysk, og hele selskabet tog en søndag ud til hendes forældres gård, hvor de dels havde nogle forskellige dyr, dels var ved at høste ris. Der kom en amerikaner ved navn John, han havde været helikopterpilot under Vietnamkrigen, og havde dengang fået et kursus i thai. Efter krigen blev han i Thailand, dels som privat helikopterpilot, dels underviste han i engelsk. Han havde en thailandsk kone, men kom en del på denne gård. Da jeg tog mig sammen og dagen efter så direkte som jeg kunne få mig til det, erklærede over for damen, at der da vist var noget i luften ud over de tyske gloser, så blev jeg afvist så høfligt, at jeg næsten var i tvivl om, det var en afvisning. Men det var det, og jeg kom over det, men hun var MEGET sød!
Jeg fortalte Pom om amerikaneren, og kom til at nævne, at han var sort. Det afviste hun: Negre kom fra Afrika, amerikanere var faranger! Igen blev jeg forundret over hvor uvidende mange thaier er, hvad har de lært i skolen? Pom midt i 20'ne vidste intet om slavehandelen, den amerikanske borgerkrig, og de senere tilfælde af raceproblemer i USA, hun havde som lille pige set sorte soldater, men troede de kom fra Afrika!

Så tog jeg med Pom, Laos og Freja til Chiang Mai, men vi blev kun et par dage, Laos havde fået en besked om, at der luskede nogle mistænkelige personer omkring, og han var bange for sin ris. Der var dog ikke ligefrem amoriner i luften mellem Moon og Pom, der er vist et gammelt nag mellem Moon og Nits familie, men også lidt konkurrence om hvem der "ejer" farangen (eller muligheden for at udnytte hans penge), så måske var det bare en undskyldning for at tage hjem. Men Freja var begejstret for gæsterne, hun elsker faranger, og når hun var nede i fællesrummet, styrtede hun over til de repræsentanter for racen, der nu sad der uanset alder og køn, det foregik dog stadig med en voksen finger i hver hånd. Der var da heller ikke nogen der kunne modstå hendes charme, selv en gammel sur "redneck" fra staterne talte venligt til hende!

Inden vi kørte tilbage til Udon tog vi dog en tur omkring templet hvor jeg havde fået mine forudsigelser, og det var nu jeg fik de gentagelser, som jeg har beskrevet. Laos og Pom derimod "slog om" igen og igen, før de fik et resultat de kunne bruge. Jeg kan huske at det første Pom fik, bl.a. advarede hende mod at bygge sin tilværelse på luftkasteller (illusioner), jeg syntes det passede meget godt til hende, der er ikke det hun ikke vil, hvis blot det ikke kræver en indsats af hende. Men hun kunne tale længe om sine planer for det ene og det andet!

Hjemme i Udon fejrede vi Poms fødselsdag, som sædvanlig købte vi stort ind i Udon, som jeg selvfølgelig betalte, så spiste vi på en restaurant på vej hjem. Det var en række palmehytter, eller bambusstativer med tag over, rundt om en sø. Jeg havde prøvet det nogle gange, maden var god, og de havde Chang beer, som jeg var gået over til, det var dog besværligt for mig, at sidde på bambusgulvet og spise, jeg foretrækker bord og stole. Som sædvanligt var Freja ikke til at styre, alt hvad der kom inden for hendes rækkevidde endte ude i søen, og havde vi ikke været på stikkerne, var hun også selv endt der. Hun har dog en svaghed for isterninger, så hun fik spanden med dem, og skiftevis puttede isen i munden og smed terningerne omkring sig.
Om aftenen lavede Pom mad til gæsterne, jeg kunne dog ikke få det ned, det var bl.a. fremstillet af  tyrenosser, så bare synet var nok. Heldigvis havde vi taget nogle rester med hjem fra restauranten (almindelig skik og brug i Thailand), så jeg blev ikke snydt.

Næste aften var der udendørs koncert med Carabao. Jeg var lidt betænkelig da der ikke var siddepladser, men tog en sprøjte inden vi tog afsted, og tog så krykkerne med. Det var svært, at finde en parkeringsplads, så vi måtte gå langt, men koncerten var en oplevelse. Bare synet af mine krykker gjorde thailænderne hjælpsomme, og jeg blev hjulpet op hver gang jeg havde sat mig ned på jorden, og ville rejse mig for at se hvad der foregik på scenen. Der var et politiopbud som til en demonstration på Nørrebro, en panservogn, og både uniformerede og civile betjente med køller og skjolde, der i formationer rendte frem og tilbage på pladsen. Foruden Nørrebro kunne det også minde om legionærerne fra Asterix, det så ud som om de bare blev kommanderet rundt uden noget formål. Da Carabao kom frem på scenen, indledte han med at advare mod slagsmål, var der bare de mindste uroligheder, ville han pakke sammen med det samme. Der skete da heller ikke nogen ubehageligheder, og det var fascinerende at opleve, hvordan han holdt den brogede forsamling i sin hule hånd. Ved de uroligheder der næsten var blevet til en borgerkrig, var han flygtet op i bjergene sammen med de fattige landarbejdere der havde bøflen (carabao) som mærke, heraf navnet, og hans sange er socialt indignerede, en slags John Mogensen, med en popularitet og udstråling som Kim Larsen. Jeg kom også til at tænke på ham, da jeg så en video-cd fra en Europaturne, hvor Carabao synger et par sange på engelsk, det lyder lige så forkert, som når Kim Larsen gør det, de har en henholdsvis thailandsk og dansk egenart som ikke kan oversættes.

Tilfældigvis stødte jeg på en amerikaner ved navn John hos den lokale købmand, han havde boet i landsbyen et stykke tid sammen med sin thailandske kone, men ingen af thailænderne havde gjort os opmærksomme på den andens tilstedeværelse, de ser helst vi kun omgås dem. John levede af at få programmer til spil, til at virke for virksomhederne der opfinder dem over nettet, så derfor kunne han bo i Thailand. Jeg så nogle fantastisk indviklede beregninger, han vidste helt tydeligt hvad han havde med at gøre. Selv om jeg ikke begreb et dyt af det, er det fascinerende at opleve når en virkelig fagmand viser sit speciale frem. Han havde også en ide til et strategispil der skulle gå ud på at undgå krig, en tiltalende ide, men han holdt kortene tæt til kroppen, han ville ikke have konkurrence til spillet, som langt fra var færdigudviklet. Han viste mig også, hvor der boede en østrigsk advokat,  men han var dog ikke hjemme.

Så kom Nit hjem efter et halvt år i Danmark/Sverige hos Steen, hun er meget indsmigrende, hun har ingen penge, hævder hun i hvert fald, så jeg kom med ideer til hvad hun kunne gøre. Bag huset havde hendes hollandske mand dels indrettet en lille svømmepøl, dels bygget en længe med nogle værelser, de var dog ikke alle sammen færdige. Hun kunne gøre det færdigt, og selv om hun lånte pengene, kunne hun med bare halv belægning tjene lånet ind på 2 år. Et pensionat i en fredelig lille landsby med en svømmepøl, og værelser uden trapper, og forskellige attraktioner inde for rækkevidde af en endags biltur, kunne tiltale unge familier med små børn, og gamle handikappede pensionister. Det syntes hun var en god ide, bare jeg ville investere pengene!

Inden jeg rejste hjem igen, nåede jeg at møde østrigeren, han havde boet i landsbyen i over 10 år sammen med sin thailandske kone. Han var meget sød og venlig imod mig, men han kunne være en rigtig led satan. Jeg syntes tit det er surt, at jeg ikke har lidt flere penge, men han havde det modsatte problem. Han havde mange penge, jeg vil næsten tro millioner selv hvis man talte i dollar eller euro, men først havde han begået mange svinestreger for at tjene dem, og nu gik hele hans tilværelse ud på at passe på, at der ikke kom nogen og tog dem. Efter krigen var han med sin familie som 12årig blevet deporteret til en fangelejr i Rusland, han hævdede, at det var på grund af en bedstefar som ikke var nazist, men en stor kværulant, der var skyld i det. Han kom med grusomme historier om russiske overgreb, som jeg som tidligere kommunistsympatisør helst ikke ville tro på, men desværre passede historierne kun alt for godt med hvad jeg havde hørt før. Han fortalte om en pige, som havde fået det råd af sin mor, at hvis russiske soldater kom for nær, skulle hun skrige højt og uafbrudt til de forsvandt igen, det havde hun gjort, og havde overlevet den russiske besættelse af Østrig uden fysiske overgreb. Bedstefaren havde gjort vrøvl over et eller andet, og havde fået en geværkolbe i ansigtet, som knuste hans kæbe, hvorefter hele familien blev deporteret. Efter nogle år skulle de hjem, men blev af en fejltagelse sendt til Berlin hvor de opholdt sig i en fangelejr endnu nogle år. Gennem Røde Kors blev myndighederne gjort opmærksom på fejltagelsen, hvorefter Stapo ville straffe dem for uberettiget, at have nydt godt af DDR's gæstfrihed, hvorfor havde han dog ikke noget før gjort opmærksom på den fejltagelse?

Hvortil bedstefaren havde peget på sin knuste kæbe, og sagt at det var hans erfaring med at gøre opmærksom på fejltagelser. Desværre passer den historie alt for godt til hvad Gusti, et "Wienerbarn" som mine bedsteforældre havde i pleje et stykke tid efter 1. verdenskrig, kunne fortælle, da forbindelsen blev genoprettet i ’60erne. (læsere der er for unge til at kende begrebet, kan Google “Wienerbarn").

Andreas, som han hed, ville gerne have været læge, han havde nogle medicinske håndbøger som han ind i mellem studerede, men som ung mand fandt han ud af, at jurastudiet hurtigere ville give penge, og han blev derfor advokat. Det var han åbenbart god til, han blev advokat både for den østrigske kansler, og for flere multinationale virksomheder. Han havde jo nu en thailandsk kone, men gav ikke af den grund ved dørene. Hun havde en datter af et tidligere ægteskab, men Andreas gav ikke en bath til hende, det var et forhold som ikke kom ham ved! Familien kom også og bad om det ene og det andet, men fik hver gang at vide, at de bare kunne arbejde hvis de ønskede penge. Han hævdede, at familien flere gange havde prøvet at slå både ham og hans kone ihjel, for at arve pengene, og viste mig nogle forskellige redskaber han brugte til beskyttelse. Hans hus kaldte jeg "Kleine Schönbrun" fordi det lignede en mindre udgave af dette kejserlige palads, havde en stor havemur med en gitterport med ringeklokke. Denne klokke havde engang lydt uden Andreas kunne se nogen. Han var forsigtigt gået uden for lågen, hvor en mand var sprunget på ham. Men på trods af sin alder, havde Andreas slået ham ned, sikkert med en totenschlæger, men i stedet for at ringe til politiet, havde han fået manden indlagt et sted, hvor han betalte en overlæge for at give manden elektrochok dagligt i 14 dage.

Han var nu et rystende nervevrag, som gik rundt i landsbyen til skræk og advarsel for andre der kunne få lignende ideer! Dette fortalte han stolt med et stort grin!
Han fortalte også om tilfælde, hvor han frarådede folk at gå rettens vej, det var for langsommeligt og kostbart, i stedet sørgede han for, at lyssky personer passede de folk op det drejede sig om, og gav dem en fysisk påmindelse om, hvad de skulle, eller ikke skulle gøre.
Han havde i øvrigt sammen med sin kone engang fået samme ide som Laos, med at opkøbe ris, men der var gået rotter i risene, så selv om Andreas havde ligget parat med et gevær, og til sidst fået ram på den største og snedigste af slagsen, så var det ikke en god forretning. Jeg advarede Laos om denne fare, og udpegede forskellige steder hvor rotter kunne kom ind, men han afviste det bare med, at hans ris ikke lå i så lang tid. Senere har jeg dog også fået at vide, at nogen af de rotter der gjorde indhug i Andreas' ris, gik på to ben, og var i familie med hans kone!
Kort efter dette besøg, måtte jeg tage afsked med Freja, og gense den danske december kulde.

Derhjemme regnede jeg med, at se en udestue færdig, den havde været undervejs i snart 2 år, men både i Thailand og Danmark arbejder håndværkere kun hvis man ånder dem i nakken, så der manglede stadig en del. Men i de 3 måneders vinterkulde forberedte jeg mig på den næste tur. Fra nettet kopierede jeg et par nudistfilm, i Thailand er nøgenhed noget af det værste man kan forestille sig, og både mine beretninger og Nits erfaringer fra Sverige om hel- og halvnøgne mennesker på offentlige strande, gav Pom og andre en frydefuld forargelse i den grad, at hun spurgte om jeg ikke kunne optage det på video, hvilket jeg dog afstod fra, men hentede nogle eksempler på nettet.
Da jeg i '89 var i Thailand 1. gang, talte jeg en del med en prostitueret der havde en fast kunde boende på pensionatet. Når hun var alene i fællesrummet, prøvede hun at øve sig i engelsk. Hun fortalte mig forarget om farangkvinder der ikke brugte brystholder, når de bukkede sig forover kunne man tit se brysterne! Men moral er noget relativt, jeg kunne ikke se noget galt i det, men spurgte til gengæld, hvad hendes mor mente om datterens levebrød, hvortil hun svarede: "When no money, everything OK", men talte så ikke mere med mig, der var jeg kommet for tæt på.

Jeg købte billet til først i marts '05, men sidst i februar begyndte det at sne, endda så meget, at de aflyste trafikken i Kastrup! Jeg optog noget snevejr fra huset, og heldigvis blev vejret bedre igen inden jeg skulle rejse. Jeg optog en sneplov på vejen, det lokale supermarked med benzinautomat, og til sidst hvordan jeg bor, mens Rhampoi, min svigerinde kommenterede det på thai.




Part 6: UDON FOR SIDSTE GANG 2005

1: Her er jeg i Nits forhave  2: Nit, Mickie, Jessie og Steen

Jeg blev afhentet i Udon, men denne gang i min egen bil. Jeg kunne se, at den var blevet brugt en del, selvom de havde lovet at begrænse det. Jeg havde skrevet kilometer-tallet ned sidst, men havde glemt sedlen i Danmark, så jeg kunne ikke helt konkret sige, hvor meget de havde kørt i den. Pom var begyndt på frisørskolen, men havde ferie for øjeblikket, i ferien arbejdede hun i en kaffebar eftermiddag og aften. Steen var på besøg hos Nit, og nu var det i hendes hus, at al aktiviteten foregik. Om aftenen hvor duggen lagde en dæmper på støvet, sad vi foran huset og drak øl, mens vi ordnede verdenssituationen, vi talte godt sammen Steen og jeg. Om dagen var det bag huset det foregik, Nit havde betalt for at fylde svømmepølen med jord, og bygget en bambushytte ovenpå. Jeg ærgrede mig over de forspildte økonomiske muligheder, men sådan var det altså. Havemuren der delte Poms og Mickies hus, var blevet revet ned fordi den gik op imod garagen hvor Laos havde sit ris lager, en munk havde sagt, at det ville få pengene til at forsvinde. De træer der sidst var blevet plantet her, var også forsvundet. Freja var lidt pjevset, hun var morsyg fordi Pom nu var begyndt at arbejde, Laos var imod det, men det var ikke ham der bestemte, tværtimod havde Pom talt om, at når skoleferien begyndte, ville der komme en moster fra Bangkok, hun kunne se efter Freja om dagen, så kunne Pom arbejde endnu mere. Da jeg i et par dage oplevede hvordan Freja græd, når hun blev eksporteret over til Nit, og hang over Pom når hun kom hjem om aftenen, endte det med, at jeg betalte Pom for ikke at arbejde.
Deres fjernsyn var gået i stykker, og de havde taget det lille der stod i "mit værelse", og betragtede det som en selvfølge, at jeg betalte for reparationen af det store. Desuden bad de om, at jeg købte en ny madras, den de havde brugt, skulle Nit selv bruge, nu hun var hjemme. Da jeg beklagede mig over, at de havde sagt at det var mit værelse med alt hvad der var i det, mente de ikke der var noget forkert i det, man kunne ikke sige alting! Så mere eller mindre var det nu ved at gå i opløsning. Jeg kunne dog ikke holde den tanke ud, ikke at skulle se Freja vokse op, så jeg prøvede at få det til at gå. Jeg beklagede mig også til Nit, men hun svarede bare, at hun heller ikke kunne bo sammen med Pom!
Sidst i marts begyndte skolesommerferien, og da kom Nits søster Joh og hendes barnebarn Jessie på besøg fra Bangkok. Jessie var 9 år og en vældig sød pige, hun boede hos "bedste" fordi hendes mor var død da Jessie var 4 år. Hendes far havde giftet sig igen, men de havde fået børn sammen, og så var Jessie et uønsket stedbarn. "Askepot" er et tysk eventyr, men det er almindeligt i Thailand, at stedbørn behandles sådan af deres stedmor, de er ikke "familie" og kommer i 2. række, og udnyttes i øvrigt til det de nu er i stand til, alt efter deres alder. Jeg forstår stadig ikke, at man kan behandle børn sådan, men familiebåndene, og her er der tale om familie i genetisk forstand, er så stærke, at de overskygger alt andet. Jeg prøvede med forskellige spørgsmål, at få det uddybet af nogle thaier jeg anser for fornuftige, men af deres svar fremgik det tydeligt, at biologisk familie kom i 1. række.

Det var Steen der året før havde givet pigen navnet Jessie, og så længe mormoren (Joh) var i live, ville hun blive behandlet godt, omend hun ikke havde for mange penge. Joh var gift med en fordrukken maler, der efterhånden kun fik dagen til at gå med at drikke billig brændevin om formiddagen, og sove rusen ud om eftermiddagen. De havde 2 voksne sønner med hver deres familie, og Joh var bange for hvad der ville ske med Jessie hvis hun selv døde inden Jessie blev voksen. Hun frygtede endda, at pigen i puberteten ville blive solgt til prostitution af sine onkler, hvis Joh døde for tidligt, de havde nok i deres egne familier og var ikke interesseret i, at betale kost, logi og skolegang for deres niece. Både Steen og jeg gav Joh et tilskud til Jessies underhold. Så længe hun boede hos Joh var der ingen problemer, der var ikke meget stedbarn over hende, hun var fræk og livlig, og forstod lige hvilke knapper hun skulle trykke på for, at drille fætter Mickie, så han blev edderspændt rasende på hende. Hun var også køn, hvilket jeg sagde til Steen, han gav mig ret, men tilføjede så, at det havde han ikke turdet sige!
For helvede da, er neo-victoriatiden og den politiske korrekthed allerede så langt fremme, at en ganske almindelig mand, med ægteskaber, voksne børn og flere damebekendtskaber bag sig, ikke tør sige at et barn er kønt, af frygt for at blive misforstået? Er der tegn på misbrug og overgreb mod børn bør man handle straks og ufortøvet, men lad det dog være muligt, at kunne bemærke en unge er køn, og i øvrigt også give børn et knus, uden at det opfattes forkert, ellers bliver det da en kold verden vi opdrager vores børn i! Det må da være indlysende, for alle fornuftige mennesker, og ikke bare noget jeg syntes som et udslag af at være grænsesøgende?

Det blev sonkran, Buddhistisk nytår i marts eller april hvor alle, men især børnene, sprøjter vand på alle, nogle gange med farvet vand, eller vand med is, men politiet har været nødt til at begrænse det sidste, da der er sket personskader hvor nogle er blevet ramt for hårdt af isklumperne. Vi kom en stor balje vand og nogle børn fra vejen op på Nits pickup, og kørte til Udon hvor vi sneglede os frem mellem hundredvis af andre pickupper med samme last, der alle efter bedste evne sprøjtede på hinanden. Der var også nogle unge mennesker der havde fået noget øl indenbords, og i den sneglefart bilerne bevægede sig i, sprang de af og på bilerne, for at komme så tæt på ofrene som muligt. Der skete dog ikke nogen ulykker mens jeg så på det. I nogle parker hvor der var vand, havde man etableret nogle brandslanger, de fyldte vand i beholderne bag på bilerne, det hele var fest og fornøjelse. Der var også kun en meget lille fare for lungebetændelse, da det er den varmeste årstid.

Jeg diskuterede stadig vejstøvet med familien uden de tog det alvorligt, jeg havde endda lagt mærke til, at halvdelen af landsbyens børn gik og hostede midt i sommervarmen. Steen med sin medicinske baggrund gav mig ret i, at det var vejstøvet der satte sig i bronchierne og alveolerne, men thaierne tog det ikke alvorligt, farangerne havde så mange nye ideer, og sådan havde det været i årevis. Så købte jeg et læs skærver som jeg fik fordelt ud for Mickies og vores hus, men i et tykt lag var det for løst til at cykler og knallerter kunne forcere de løse sten, og jeg kunne ikke få det vandet og tromlet som jeg ville, så vi måtte gøre laget så tyndt, at det hele var til ingen nytte.

Så måtte Steen hjem og tjene nogle penge, og det hele blev lidt mere kedeligt, dog var Joh og Jessie et oplivende moment, hvor jeg blev mere og mere træt af Pom og Laos. Nok mest Pom, der krævede ind hele tiden, men også Laos der tog det som en selvfølge, at jeg betalte en ny vandpumpe til huset på over 8000 Thb, så syntes jeg bedre og bedre om Joh, hun blev mere sympatisk jo bedre jeg lærte hende at kende, og jeg synes også det virkede som hun opdragede Jessie ganske fornuftigt. Da Mickie havde 11 års fødselsdag tog både Pom og Nit det som en selvfølge, at vi købte stort ind til fødselsdagen på min regning, men da det var til en børnefødselsdag, generede det mig ikke, jeg købte også uopfordret en gave til ham. Men da jeg ved samme lejlighed købte en skoleuniform til Jessie, vidste Joh ikke rigtig om hun ville tage imod den, hvad hun dog gjorde, det var en nødvendig udgift som hun selv dårligt havde penge til. Jeg bagte pandekager til drengene, som jeg kendte i forvejen, de spillede fodbold sammen, og jeg havde nogle uger før optaget en kamp som jeg gav dem cd'en til, foruden et par billeder, som de blev meget glade for, de var ikke vant til, at de voksne interesserede sig for hvad de lavede.  Men efter den tid, var der flere unger i landsbyen der hilste mig med "hello Bent" når jeg cyklede forbi, også børn jeg ikke kunne huske jeg havde set før. En af drengene kom med en flaske champagne som Nit gav dem lov at drikke. Jeg var lidt betænkelig, men den var kun på omkring 5-6 % og de var 6-8 børn om den, så der var ikke nogen der blev fulde, selvom et par af dem gerne ville have det til at se sådan ud, og tydeligt vidste hvordan man så skulle agere. Jessie udmærkede sig ved at styre hele bundtet, det var ikke kun Mickie hun kunne sno om fingeren. Forresten var der flere af drengene der var rigtig søde ved Freja, jeg kan ikke huske jeg i Danmark har set nogle rødder der sådan tog sig af en baby, når det ikke var en mindre søskende.

Kort efter Steen var rejst, kom jeg i tanker om nudistvideoen, og vi aftalte, at se den om aftenen. Mickie gik hele dagen og udbredte sig om, at nu skulle han se bare patter, men selvom det på forhånd virker spændende på folk, der ikke er vant til nøgenhed, så gælder det både for virkeligheden og film, at når det ikke er i en sexuel sammenhæng, så er det ikke spændende ret længe. Jessie mistede interessen efter få minutter, og kørte i stedet rundt på Frejas lille trehjulede cykel i stuen, Mickie holdt ud et kvarters tid, så gad han heller ikke mere, mens de voksne og ikke mindst Pom, godt ville se den første film færdig, men var med på, at vi gemte den anden til en anden gang.

Så tog vi sydpå, da skoleferien næsten var slut, Pom havde aldrig været ved vandet, så vi besluttede at lave en familieudflugt ud af det. I 2 pickupper (i Thailand er det lovligt at køre med folk på ladet) drog vi først til den forstad syd for Bangkok hvor Joh boede, og næste dag tog vi sammen med en af hendes sønners familie, og en dreng fra den anden, til en strand ved Chon Buri hvor alle børnene med stor fornøjelse badede. Også Freja, der ustandselig ville have en finger, og ned til vandet. En tyk dreng, ham hvis forældre ikke var med, var ovenud lykkelig, de andre sagde, at det kun var fordi hans mor ikke var med, at han fik lov til at gå i vandet, hun turde ikke lade ham prøve noget som helst. En dreng på 4-5 år fik til gengæld sin vilje hele tiden, han behøvede bare at græde, så kom hans mor og klarede hvad der nu var i vejen. Både her og ved andre lejligheder veg den tykke dreng ikke fra min side, mens den lille var utålelig. Hvor er der dog mange børn jeg godt kunne tænke mig, at give forældrene nogle råd om opdragelse til, men de ville jo nok ikke lytte alligevel.
Ved aftenstid kørte den ene bil tilbage til Bangkok, mens Nit, en søster (ikke Joh), Pom, Laos, Mickie, Jessie, Freja og jeg kørte videre sydpå til Pattaya. Det var før tsunamien, men efter 11. september og Java attentatet, så det var muligt, at finde et billigt hotel. Næste formiddag badede vi, og om eftermiddagen opsøgte vi en ”Sea World" hvor man går rundt mellem store akvarier og ser store og små fisk og andre havdyr. Det er spændende og flot, men vi havde først stort besvær med at finde det, fordi Laos ikke ville høre hvad jeg sagde, og da vi fandt det, var det så dyrt, at halvdelen af familien blev udenfor. Desuden var det blevet forbudt at fotografere derinde siden jeg var der nogle år før, men det var flot.

Dagen efter tog vi tilbage til Johs’ hus, hvor jeg oplevede, at Jessie havde en kanin selvom hun var allergisk over for deres pels. "Men hun er så glad for den, og når bare hun tager sine piller, gør det ikke noget"!
Mosteren der havde fulgt med os på turen tog med os til Udon, her indrettede hun sig hos Nit. Det var meningen at hun skulle se efter Mickie, da Nit igen var på vej til Sverige. Hun beklagede sig over, hvor meget hun savnede sine børn, når hun ikke var i Thailand, men alligevel tilbragte hun det meste af tiden, først i Holland gennem nogle år, og nu hos Steen i Danmark og Sverige. Hun viste mig en mark som hun havde sammen med nogle søskende, hun var engang blevet tilbudt 30 mill. Bath for den, men den steg jo hele tiden i værdi, så den skulle gemmes til reserve. Desuden var der en bror der ikke ville sælge. Mens jeg var der, kom der imidlertid nogen der ville købe marken, de havde talt med hendes søskende der godt ville sælge, men Nit sagde nej. Der var ikke brug for at tage hul på reserven så længe Steen betalte Mickies skolegang, og Nits rejser til og fra Sverige.
Steen sendte hende nogle halvfærdige papirer til visum, som jeg hjalp hende med at færdiggøre, det var andre spørgsmål end til et dansk visum, bl.a. alle hendes søskendes og deres ægtefællers fødselsdata, også de der var døde!

Derefter kørte jeg alene til Chiang Mai, jeg kan ikke huske hvordan jeg fik undgået at Tom tog med, men det lykkedes. Alle tvivlede stærkt på, at det lykkedes mig at gøre turen alene, jeg havde kort med numre på de vigtigste veje, lidt kunne jeg huske fra de andre ture, og i de større byer var vejskiltene også på engelsk. Men det var 700 kilometer, og thaierne selv har svært ved at tyde kort, så de var meget skeptiske. Det lykkedes dog, de snoede bjergveje klarede jeg, endda uden at være den langsomste, selvom jeg ikke tog nogen chancer, et sted kørte jeg dog forkert, men jeg kunne se det ikke var i orden, og på en tankstation blev jeg dirigeret i den rigtige retning efter kun en lille omvej, dette fortalte jeg dog ikke thaierne! Ved Thong Saen Khan skulle vejen dele sig i 1214 og 1241, men der stod samme nummer i begge retninger, og det der på kortet så ud som et "T-kryds" var i praksis en vej der gik ligeud med en sidevej til venstre. Så jeg syntes jeg var lovlig undskyldt. I Chiang Mai der jo er på størrelse med København fik jeg igen problemer, jeg kom til lufthavnen som var et af holdepunkterne, men der fra kørte jeg vild. Jeg spekulerede på, hvad jeg skulle gøre, for alle bogstaver var på thai, både skilte og bygninger, så jeg kunne ikke ringe til guesthouset og sige hvor jeg var. Dog kom jeg ind i den gamle bydel, der var jeg kendt, og efter en mindre omvej fandt jeg guesthouset.

De 700 km bjergveje jeg kørte alene til Chiang Mai (markeret med rødt)

Jeg var blevet betænkelig ved vineventyret, der var billig frugtvin, der dog for det meste ikke smagte godt, men billigere end vi kunne producere vin til. Så var der rigtig god druevin, en del dyrere, men ville der være et marked for vores kvalitetsfrugtvin, til en pris midt i mellem, det ville være en balancegang. Så inden vi investerede for meget, blev vi enige om at stoppe mens legen var god.
Dog var Moon nu begyndt at investere i land i det sydlige Thailand, hun havde en grund hvor hun ville bygge et guesthouse, jeg så billeder fra området, og tegninger med svømmepøl og fine huse. Hun havde eksempler på folk der havde tjent millioner på få år ved at opkøbe land der, det var nu ved at være begrænset, hvor meget land der var tilbage. Hvis jeg var interesseret behøvede vi ikke, at opløse vinkompagniet, det kunne vi bruge til at opkøbe land i. Jeg var fristet, men også betænkelig, jeg vidste at bondefangere var dygtige, de levede jo af det. Men jeg havde kendt Moon i så mange år, hun havde altid været reel, og virkede meget oprigtig. Jeg kørte tilbage til Udon, uden at være afklaret, med løfte om at komme en gang til, inden jeg rejste hjem.

Jeg havde en slags gyngehest med hjem til Freja, siderne var nogle figurer med et lille sæde imellem. Jeg så den og et par andre i huset på Moons farm tidligere, hun hævde at hun selv havde lavet den, ligesom en del andre træskærerarbejder og keramik. Noget af det var helt fantastisk, især syntes jeg et bord hvor bordpladen blev holdt oppe af en søjle af noget der lignede en stabel bøger, var meget livagtigt, man skulle næsten prøve at blade i bøgerne, før man så, at det hele var skåret ud i træ. Hun hævdede, at hun var holdt op fordi hun ikke var gået på akademiet, og ikke havde noget "navn". Imidlertid så jeg samme design af nogle af figurerne flere gange siden, så måske havde hun snittet og drejet dem, men designet var i hvert fald ikke hendes eget. Det skal dog siges, at jeg senere mødte en ung niece til Moon, der sad med nogle fantastisk flotte tegninger til et kunstkursus, så der løber en kunstnerisk åre i familien.
Pom var ikke meget for stolen, sikkert fordi den kom fra Moon, men da det var mig der kom med den, blev den ikke afvist, og Freja begyndte med det samme at klatre rundt på den. Hun kunne nogen gange forglemme sig selv, og gå/løbe nogle meter uden støtte, men absolut ikke når hun blev opfordret til det. Jeg var nu overbevist om, at det kun var hendes stædighed, der forhindrede, at hun løb omkring uden støtte.

Jeg rådspurgte Andreas om projekt guesthouse, som Moon ville have mig med i, og vi gjorde nogle notater om cost/benefit beløb omkring et sådant projekt, og så tog jeg afsted til Chiang Mai igen, denne gang helt uden at køre forkert. I en skov uden for Lam Pang ca. 2/3 af vejen løb jeg dog ind i en tropisk regnstorm. Regnen var så kraftig, at det ikke var til at se en hånd for sig, og stormen var så kraftig, at den rev træer omkuld, så de lå på kryds og tværs over vejen. Det var svært at køre fordi man ikke kunne se noget, men farligt at holde stille, på grund af træerne der væltede. Heldigvis kørte der en lastbil foran mig ganske langsomt, og selvom han kørte i begge vejsider efter hvordan træerne lå, så kunne jeg bare følge efter ham, var der modgående trafik, ville de blive standset af lastbilen. Så efter 15-20 minutter kom vi ud af skoven, solen skinnede, og vejen var helt tør!

I Chiang Mai prellede mine betænkelighed omkring projektet helt af på Moon, der var ikke konkrete planer om at bygge et guesthouse, vi købte bare grunden, og hvis vi ikke byggede hus, kunne vi sælge grunden igen med stor fortjeneste. Selvom jeg højest kunne rejse 700.000 Thb, så ville min andel være større, og hun kom med et udkast fra en advokat, som jeg endte med at acceptere. Så "on the road igen", denne gang med en kraftig regnstorm omkring Loi, ca. 2/3 af vejen mod Udon, men uden væltede træer, blot stærkt nedsat sigtbarhed. Vel hjemme forkastede Andreas udkastet fra advokaten, det var ikke juridisk holdbart, og i det hele taget noget makværk. Desuden viste han mig en tysk håndbog om hvad udlændinge må og ikke må med hensyn til at købe land i Thailand, og det så ud til, at projektet var lidt for langt ude. Det ringede jeg til Moon om, lidt betænkelig, men hun accepterede med det samme, at jeg stod af og spurgte hvordan jeg ville have pengene fra vinkompagniet, men jeg lod hende beholde dem til næste gang vi sås.

Andreas præsenterede mig i øvrigt for en ven, han var tysk af fødsel, men havde boet over 20 år i Danmark, han drev en helseklinik hvor han hævdede at kunne helbrede de fleste kræftformer, og nogle sjældne sygdomme jeg ikke kan huske navnet på, Han havde praktiseret som "heilpraktiker" tror jeg nok det hedder, en anerkendt alternativ behandlingsform i Tyskland. Da hans daværende kone døde af kræft, søgte han til udlandet for at finde en kur, og i Thailand viste en munk ham en rod med helbredende egenskaber. Han oprettede en behandlingskIinik lidt udenfor Udon, fandt en thailandsk dame som han giftede sig med, og sammen adopterede de en lille pige. Han var meget tiltalende, og da jeg besøgte ham, var der en ung sønderjyde i behandling for en eller anden sjælden sygdom. Freddy havde opnået, at et laboratorium i England undersøgte roden, og kunne måle den havde en effekt overfor visse kræftformer. Man kan læse mere på "www.behandlungscenter.com" på engelsk, tysk, dansk og thai. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke på nogen måde garanterer for virkningerne af denne kur, jeg refererer blot, men syntes efter hvad jeg kan læse mig til, at kuren ville være et forsøg værd, hvis jeg nogensinde skulle komme til at fejle noget i den retning.

Pigen på 5 år var begyndt på en katolsk betalingsskole i Udon, men havde været meget ked af at gå der. Så havde de ret hurtigt fundet en buddhistisk betalingsskole hvor hun var meget glad for at gå, hun havde hver morgen svært ved at vente på, at bilen kom efter hende. De havde individuelle læseplaner, og pigen var tilmeldt en engelsk linje, og da jeg var på besøg, kom hun hjem og kastede sig straks over lektierne, og den lille 5 årige unge øvede sig på at læse og skrive ordet "man". Jeg fortalte straks om denne skole da jeg kom hjem, men beskeden blev meget køligt modtaget, Freja skulle gå på den katolske skole som først Tom, og nu Mickie frekventerede. At Mickie blev mobbet der, og Toms skolegang ikke havde ført til en fornuftig beskæftigelse, forandrede ikke sagen.

I løbet af perioden talte vi flere gange om at udvide huset ud mod baghaven, for at undgå vejstøvet og efterhånden også fordi jeg godt ville have min egen afdeling, på lidt afstand af Pom. Men det strandede på, at grunden var for lille. Hvis jeg inddragede noget af den grund som Nit havde bagved, kunne det lade sig gøre. Men så skulle jeg købe grunden. Jeg foreholdt hende og familien, at grunden som det var meningen at Tom skulle bygge hus på var større, den gik bag ved de andre huse hen til Nits hus, og f.eks. kunne de mageskifte, så Tom og konen der var i størst bolignød, kunne overtage Mickies hus, det måtte være billigere, at gøre det færdigt end at begynde fra grunden, så kunne Mickie overtage den tomme grund som var tiltænkt Tom, og med sine 11 år, var det ikke utænkeligt, at han om 10-12 år kunne overtage det hus som jeg byggede. Men hun ville have penge for grunden. Så talte jeg med Andreas om at leje et hus i landsbyen, hvor der var asfaltvej, der var flere muligheder, men jeg fik ikke besluttet noget, før jeg skulle hjem igen. Men inden jeg tog hjem, nåede jeg, at opleve at Freja begyndte at gå, jeg fik endda optaget en stump video hvor hun er ved at falde over mine ben, men selv får genoprettet balancen.

Derhjemme forløb sommeren stille og rolig, min bror og jeg fik holdt lidt loppemarked med genstande fra vores forældres dødsbo, imens spekulerede jeg over mulighederne i Thailand. Jeg kom da på den ide, at hvis jeg lejede eller købte et hus i Bang San hvor min bror og svigerinde har et hus, så kunne jeg måske få overtalt Joh til at bo der sammen med Jessie og Freja. Begge unger ville have godt af havluften, og det er kun ca. 100 km syd for Bangkok hvor Joh lever nu. Jeg fik en af mine thai-bekendte til at skrive et brev på thai til Joh, med opfordring til at vi kunne tale sammen om det, når jeg kom næste gang.

 TukTic

Det blev til d. 24. september, men i stedet for at flyve til Udon, blev jeg mødt af min bror, hans kone og hendes datter TukTic. Vi kørte ud til Joh, dog efter lidt besvær med at finde det, jeg syntes alle gaderne lignede hinanden og adresserne er ikke helt så specifikke som i Danmark. Jeg havde i mellemtiden fået en mail fra Pom, der fortalte at Freja var blevet indlagt 2 gange med hoste, og bad om penge til den ene gang. Jeg sendte pengene, men var nu overbevist om, at hun skulle væk fra de støvede grusveje, og bilosen i Bangkok ville være et dårligt alternativ, så nu kunne jeg kun se Bang San som en mulighed.
Joh ville dog ikke flytte, og Jessie som jeg var blevet så gode venner med sidst, var også mindre imødekommende, end jeg havde forventet. Joh fortalte, at Pom kun ville lade Freja blive passet af familie, så det var tydeligt der havde været familieråd, og at Pom ikke ville slippe guldfuglen. For mig at se, ville det imidlertid være at gøre Freja en bjørnetjeneste, at hjælpe hende i Udon, så selvom det gjorde ondt, blev jeg nu klar over, at jeg ikke havde mere at gøre i den familie.
I Bang San talte vi om, at jeg kunne leje eller købe et hus, hvor også TukTic, min svigerindes datter kunne bo, så kunne vi tage nogle forældreløse børn til os, der var allerede nogle på tapetet, TukTic kunne få lidt penge for at passe dem, når jeg var i Danmark og ellers bo husfrit, og med maden betalt, på den måde ville det ganske vist ikke blive Freja der ville nyde godt af min indsats, men jeg kunne så i stedet hjælpe nogle andre børn, der nok havde mindst lige så hårdt brug for en hjælpende hånd. Vi så på nogle huse, og der var bl.a. et, der var ved at blive bygget, og jeg begyndte at tælle penge. Så ringede jeg til Moon, for at få resterne fra vinkompagniet, det kunne jeg godt, men hun foreslog, at jeg tog til Chiang Mai hvorfra vi kunne tage sammen til Udon, hvor hun ville hjælpe mig med at få min bil, PC og andet reddet, derefter kunne vi se på alternativer til Bang San, hun havde flere ideer.

Så begyndte der en længere odyssé, jeg tog til Chiang Mai, sammen fløj Moon og jeg til Udon, via Bangkok, da der ikke er en direkte flyveforbindelse mellem de to provinsbyer. Jeg havde med vilje ikke fortalt, at Moon var med, så det overraskede Pom og Laos der tog imod os. Pom ville have, at Moon tog på hotel, så kunne de måske bedre overtale mig til et eller andet, men Moon sagde hun sagtens kunne sove på gulvet, hun var vant til primitive forhold, så til sidst kunne de ikke være andet bekendt, end at lade Moon overnatte. Det var jeg glad for, det blev en vanskelig forhandling.
Som Joh havde sagt, ville de ikke lade Freja passe af andre end familien. Det måtte jeg acceptere, selv om jeg mente det ikke var det bedste for ungen, som de kunne se havde hun ikke godt af vejstøvet. Men da de stod fast, måtte vi se hvor meget af mine ting, jeg kunne have med i bilen. Moon havde sørget for, at vi fik nogle papirer de skulle udfylde, så bilen blev skrevet over i hendes navn. Det var de ikke glade for, og havde Moon ikke været der, havde jeg aldrig fået den. Imidlertid ville de købe bilen, for 180.000 Thb. Jeg afslog, jeg havde selv givet 270.000 Thb 1 år før, de gik så op til 190.000 Thb hvis de kunne betale senere, men den købte jeg dog ikke. De havde fortalt mig, at de ingen penge havde, og derfor ikke kunne betale 1. afdrag på lånet, så jeg syntes ikke de skulle sætte sig i yderligere udgifter, ved at låne penge til bilen. Der stegte de i deres eget fedt, de havde ingen penge fortalte de, OK, men Pom havde fået et nyt gaskomfur, men de havde vundet pengene i lotteriet! Så havde hun fået både armringe, og flere fingerringe af guld, men det kommenterede jeg ikke. Laos viste imidlertid stolt nogle køer og noget land frem for Moon, som han havde købt for pengene til risene, jeg forstår ikke, de ikke tænkte på, at jeg ville få det at vide.
Næste morgen lavede vi regnskab, jeg betalte for en reservedel Laos havde købt til bilen, dog uden kvittering, og nogle abonnementer på tlf. og internet, selvom jeg mente det måtte kunne siges op tidligere end de mente, men jeg ville ikke bagefter have at de kunne beklage sig over, jeg ikke betalte hvad jeg skyldte. De prøvede igen, at få mig overtalt til at lade dem få bilen, men jeg afslog, og så pakkede vi hvad der var muligt at få med.
De talte en del med Moon på thai, bagefter fik jeg at vide, at Pom havde beklaget sig over hvor nærig jeg havde været, i al den tid hvor hun havde været åh så god ved mig, havde jeg kun betalt en smule ris til Freja! Det samme fortalte andre i  familien der dukkede op. Da vi så kørte, viste det sig, at de nærmest havde raseret bilen, måske om natten hvor vi sov der, den indvendige beklædning var revet i stykker, låsen til fordøren i rat siden, var ødelagt, så man kun kunne åbne den udefra, og forskellige andre ting, som jeg ikke kan huske. Dog fandt jeg det meget bagvendt, at de velsignelser en munk havde tegnet med kridt inde i bilen, var visket ud! Troede man på sådan noget, måtte det da være den der gjorde det, det ville gå ud over! Men værst af alt, så fortalte Moon, at de på thai havde spurgt hende, hvor meget hun troede jeg ville betalte for at få Freja med! Moon havde sagt, at det måtte de talte med mig om, det ville hun ikke blandes ind i, men da de ikke gjorde det, var de nok klar over, hvordan jeg ville have reageret!
Moon stoppede et par gange ved nogle autoværksteder for at høre hvad de ville betale for bilen, men den var så ødelagt, at de 180.000 nu var prisen de ville tilbyde.

Tilbage i Chiang Mai viste det sig, at de havde skrevet nogle forkerte data for Pom på papirerne, imidlertid havde Moon en aftale i Sydthailand, hvor hun foreslog at jeg skulle købe grund, og hvor hun havde et byggeprojekt i gang, så først kørte vi sammen med en nevø til Moon sydpå i et døgn, til vi nåede frem. Her så vi på en stor grund inde i en skov, som jeg kunne købe. Der var temmelig mudret, selvom det var sidst på sæsonen, så var regntiden ikke holdt op endnu, men distriktet var ved, at lægge cement på vejen.

 Moon og Jeam planlægger bygningen af millionærvillaer

Moons ven og partner her hed Jeam, og lignede en pirat fra en amerikansk sørøverfilm, langt sort hår der var samlet i en hestehale, og skæg som kaptajn Klo. Da jeg senere lærte ham at kende, viste han sig imidlertid at være tiltalende og charmerende. Grunden var tæt på vandet (Thaibugten) så jeg var positiv, men ville tælle mine penge, og tænke lidt over det tilbage i Chiang Mai. Vi kørte nordpå igen, denne gang standsede vi i en by på vejen, og tog en søster (kusine?) med i bilen, og kørte så til Udon, hvor vi overraskede Pom på arbejde, og fik de rigtige data til papirerne. Vi overnattede på et hotel, hvor Moon blev ringet op af en rasende Laos, der forbød hende nogensinde at komme tilbage til Udon!

Næste dag fik Moon bilen registreret i hendes navn, og vi tog hjem til Chiang Mai. Jeg ville gerne bo sydpå, det var tillokkende med havet så tæt på, og jeg sendte bud efter alle de penge jeg kunne samle sammen. Imidlertid viste det sig, at grunden i skoven havde tvivlsomme papirer, man kunne få råderet, men ikke ejerskab til grunden, men Moon havde straks en anden grund parat. Den var
meget mindre til den samme pris, men havde både vand og strøm klar til tilslutning. Derefter vil det blive lidt af en opremsning, vi kørte flere gange mellem Chiang Mai, Bang San, hvor min bror og hans kone boede på det tidspunkt, og Khanom, hvor jeg evt. skulle købe grund og bygge hus. Det varede omkring 6-7uger, hvor jeg mellem turene boede i Chiang Mai. Jeg talte om evt. at lave bilen, og enten beholde den, eller sælge den, men Moon frarådede mig det, det ville blive for dyrt. Hun gav mig 190.000 Thb for den, hvorefter hun gjorde den i stand, og fortalte hun solgte den billigt til en af nevøerne. Jeg fortalte hende, at selvom hun handlede for mig, og gjorde det godt, så var jeg alligevel sikker på, at hun også selv fik noget ud af det, hun var/er forretningsmenneske helt ind i sjælen, og jeg var sikker på, at gjorde hun en god handel og bare gav det hele væk, så ville hendes hjerte briste. Hvor stor del hun selv fik ud af det, blev jeg først klar over senere.
Hun viste mig en Volvo som en bekendt ville sælge, men det var ikke det jeg havde brug for, og den var alt for dyr i drift, jeg tror det var her jeg 1. gang blev lidt betænkelig ved Moon. Vi havde talt om, at købe et rugbrød af en slags, så der var plads til både en dame og nogle børn, det var først senere jeg måtte opgive den plan, da jeg løb tør for penge.




Part 7: HUSEJER I KHANOM 2006

Da jeg flyttede ind på et værelse i Jeams hus, blev mine egendele grundigt gået igennem af hans 9 årige datter Daow og hendes lidt yngre kusine Pang

Desværre regnede det stadig kraftigt, selv om regntiden burde være holdt op, så Jeam fik ikke begyndt på at bygge mit hus, men han lovede det det nok skulle være færdigt til marts, når jeg kom igen. Ventetiden gik dog godt, Jeam boede i et stort hus ved siden af benzintanken, ca. 3 km fra Ban Nai Plao med sin 1. kone Sau og en datter på 9 år Daow, bortset fra han næsten hver nat overnattede hos sin 2. kone Jar, der boede på en anden benzintank i Khanom sammen med deres søn på 3 år August, ca 10 km derfra. I huset hvor jeg blev installeret, boede der rundt om familie, og nogle arbejdere der var ved at forberede stranden til de 90 millionærvillaer der skulle bygges der. Jeg kom godt ud af det med dem alle sammen i de 3-4 uger jeg var der, og dagen før jeg rejste hjem til Danmark, holdt vi en fest, hvor jeg for 1. gang smagte rokke grillet over trækul. De ligner rødspætter, og smagte også lige sådan, men det var sjovt at prøve noget nyt. Man spiser meget fisk og "seafood", ikke mindst blæksprutter, men jeg fik også smagt østers, det har jeg aldrig villet ofre penge på i Danmark. De smagte da meget godt, men jeg forstår ikke at det er så dyrt, så godt smager de da heller ikke!
Hjemme i Danmark omprioriterede jeg mit hus, og sendte pengene til en bankkonto jeg havde oprettet i Khanom, så jeg kunne betale Moon ud, og forhåbentlig købe både bil og møbler når jeg kom tilbage.

Marts – maj 2006
Så er vi endelig nået til turen fra marts til maj 2006. Jeg startede med at ringe og aftale at blive hentet i Surat Thani, ca 80 km fra Khanom. Samtidig hørte jeg Jeam om de penge jeg havde sent var kommet ind på min konto. Jeg havde ikke nået at få mit automatkort (ATM) udstedt inden jeg rejste, det skulle Jeam få, og tjekke om pengene blev overført. Det var de sagde han, men han havde lånt pengene. Det tog jeg som en joke, da han er millionær i en eller anden klasse, men da jeg ringede til Moon for at sige jeg godt ville betale lånet til hende tilbage, advarede hun mig om at Jeam manglede kontanter, så jeg blev alligevel lidt betænkelig.

Jeg kom til Bangkok en tidlig lørdag, men lufthavnen var ved at blive ombygget, lidt uforståeligt da de snart skulle tage en hel ny lufthavn i brug, men den sædvanlige vej til indenrigsflyene var afspærret, så man skulle i stedet med en bus derhen. Det var lidt besværligt med en skuldertaske med medicin, 2 kufferter, dog på hjul, og en stok oven i købet, og i trængslen foran bussen, besvimede en ung mand foran mig. Jeg fik dog mit habengut og mig selv op af trinene, og kom godt hen til indenrigsafgangene. Jeg fik lidt hjælp, det er min erfaring at både thailændere og turister er hjælpsomme, når de kan se man trænger til hjælp.


Jeg blev afhentet af Sau, Jeams 1. kone, og noget familie, og vel ankommet til Khanom, fortalte Jeam, at han havde manglet nogle kontanter da det havde regnet utrolig meget i lang tid, så byggeriet af millionærvillaerne var blevet forsinket, og Moon ville ikke give ham penge før næste fase i byggeriet var færdigt. Af samme grund, var mit hus heller ikke færdigt, de var dog nået langt, og det ville være klar til indflytning i løbet af 3 uger. Jeg skulle dog vente med at flytte ind, til den første lørdag i maj, det var den første heldige dag til det, havde munkene i templet fortalt hans svigerfar. Imidlertid kunne jeg bare flytte ind i hans hus igen, og han skulle også nok sørge for mad til mig. Jeg fortalte, at jeg havde aftalt med Moon, at hun kom mandag for at få penge, men det var i orden, han havde ikke taget det hele! Men jeg skulle bare sige til hvis jeg manglede penge, så kunne jeg få hvad jeg havde brug for. Det slog også til, Moon kom og fik sine penge, hun opkrævede ikke renter, men jeg måtte betale 70.000Thb for afgifter til landkontoret for 2 handler. Det forstod jeg ikke, men sådan var det, og da hun fik pengene, fik jeg skødet.

Dernæst købte jeg bil, det blev en lille Suzuki jeep som Jeam skaffede, 2 år gammel, og i god stand, jeg gav 225.000Thb (37.500kr), en ny koster 413.000. Jeg betalte noget fra min bankkonto, men Jeam betalte det meste af de penge han havde lånt.
I Danmark skal jeg have automatgear, ikke så meget på grund af min stive ankel, jeg kan godt betjene pedalerne, men min højre albue har det ikke for godt. Men med venstrekørslen i Thailand, skifter man gear med venstre hånd, så det var ikke noget problem, selvom den som firehjulstrækker har to gearstænger.
I Udon var det mest Laos der kørte, og sidst var det Moon og hendes nevøer, men jeg kom hurtigt efter det igen, jeg havde sværest ved at huske at afviser og viskere var spejlvendt, men jeg undgik da ulykker.

Da jeg fik min bil, kørte jeg hver dag ned til mit hus, som der blev bygget på hver dag, der var nogle ting jeg fik rettet ind, og nogle misforståelser jeg også fik rettet, så på en måde var det heldigt, at det ikke var færdigt, så det kunne blive rettet inden det var for sent. Jeam er nærmest entreprenør, den der praktisk stod for byggeriet var Sunti, der var elektriker, og bror til Jeam, selvom de er vidt forskellige. Vi blev vældig gode venner, han boede i en længe ved Jeams hus, der var blevet opført til arbejderne, han havde et hus i Krabi hvor hans kone og børn stadig arbejdede og gik i skole, mens han tjente penge i Khanom. Krabi ligger nogle hundrede kilometer fra Khanom, på vestkysten syd for Phuket. Han var født med ganespalte, men selvom han var blevet opereret, kunne det tit være lidt svært at forstå ham. Til at begynde med blev jeg kaldt mister Bent, men jeg brød mig ikke om titlen, og da man åbenbart ikke bare kan sige Bent, bad jeg først børnene om at blive kaldt lung (onkel) Bent, det blev dog hurtigt overtaget af de voksne, og snart var jeg Lung Bent i hele området. Men af en eller anden grund, kom det altid til at lyde som om Sunti sagde woman i stedet for lung, men jeg vænnede mig til det.

Fang og Meter besøgte mig i sommerferien

I marts og april er det skolesommerferie, og Suntis børn kom og boede hos ham, det var en søn på 6 kaldet Meter, godt kraftigt bygget ligesom faren, og en datter på 8 kaldt Fang, der var så spinkel, at jeg kunne lukke fingrene om hendes overarm. Dem blev jeg selvfølgelig også gode venner med, og sønnen fulgte i røven på mig i flere dage og spurgte hvad det ene og det andet hed på engelsk, og ville have det skrevet ned.
Jeg tog også med dem til Krabi hvor hans kone arbejdede for distriktet ved nogle varme kilder. Hans kone der hedder Aom, er umiddelbart vældig sød, og øver sig hele tiden på engelsk. Hun er måske en lille smule emsig, bl.a. ville hun have mig gift med en ung pige i familien. Jeg har sagt, at det med de unge piger er forbi nu, men da hun blev ved, lovede jeg, at skrive et brev når jeg kom tilbage til Danmark, hvor jeg dels skriver mit budget ned på engelsk, så de kan se, at jeg ikke har røven fuld af penge, dels får en ven til at skrive et brev til Nung Mai som hun hed, på thai, hvor hun får forklaret, at jeg ikke er rig, at jeg på grund af sygdom og pension bliver nødt til at dele min tid op mellem Thailand og Danmark, og at hun ikke har en kinamands chance for at komme til Danmark. Hvis det ikke afskrækker hende, så ved jeg ikke hvad der sker.

Men efter jeg fik bil, kørte jeg også til stranden hver morgen, og svømmede mellem en halv og en hel time hver morgen. Det er ikke olympisk svømning, på grund af det ret salte vand, kan man sagtens tage den med ro uden at drukne. Men jeg nyder denne svømmetur. Vandet er varmt, men jeg svømmer ved 7-8 tiden hvor solen ikke bager, det er godt for både sjæl og legeme. Jeg lægger planer, tænker på næste afsnit af denne føljeton, ser fiskerbådene og fiskerne der vader ud fra stranden og smider net i vandet, ser hvor forskelligt vand og strand ser ud alt efter tidspunkt, vejr og strøm, og nogen gange fantaserer jeg om, at kaptajn Nemo med Nautilus pludselig dukker op af havet (der er vel omkring 2-3 meter dybt, hvor jeg svømmer). Eller måske en havfrue, ikke Walt Disneys teenager med strandskaller over de bryster der ikke er der endnu, og med den mangel i anatomien der kendetegner alle Disneys figurer. Nej en rigtig havfrue, som dem søfolk på de store sejlskibe har observeret i århundreder, hvorfor skulle sådan en ikke lige mangle en gammel handikappet pensionist som mig?

 Men en af de første gange jeg svømmede kom der virkelig dramatik på drengen: Mens jeg "luntesvømmede" stille og roligt derud ad, så jeg pludselig en stor sort finne ikke over  tre meter fra mig, den havde ikke retning mod mig, men svømmede parallelt!
Lige inden jeg forlod Danmark, så jeg en amerikansk film i TV, der foregik netop der hvor jeg befandt mig, jeg kunne genkende Koh Samui, hvor indtil flere mennesker blev flået af hajer. Så det kan nok være jeg fik travlt med at dreje af ind mod land, var det en haj der var efter mig ville den kunne nå mig på sekunder, men der var en revle 5-6 meter inde mod land, det kunne måske forvirre den, rent bortset fra jeg håbede det var en delfin, men jeg havde ikke lyst til at undersøge det nærmere. Jeg kom i land uden skrammer, bortset fra jeg blev helt til grin, da jeg fortalte om episoden, thaierne hævdede at der ikke fandtes hajer i farvandet omkring Thailand, og jeg måtte senere høre for denne fejltagelse utallige gange. Det var en delfin, denne her var sort, men der er også lyserøde delfiner her. De plejer at færdes i flokke, men det har sikkert været en ungkarl på damejagt! Da jeg var sikker på, det var en delfin spejdede jeg flere gange efter delfiner, men jeg så ikke flere.
Da der kom vinduer og låse i dørene købte jeg møbler, som Jeam betalte af de sidste penge han havde lånt. Derefter var det min tur til at låne af ham, og til næste gang skulle han opføre en mur om grunden, da den ligger ret øde, og alle jeg taler med dernede, er bange for tyve og røvere. Jeg har dog ikke mødt nogen, bortset fra dem jeg kommer sammen med, denne mur ville han også lægge ud for.


Da skoleferien var forbi, opfordrede en skolelærer ved navn Prichar, der er gammel ven af Jeams familie, mig til at hjælpe med engelsk på den lokale skole. Han kom hver aften på sin knallert og drak 5-6 øl, hvorefter han tog Daow og eventuelt andre børn der var der ud at køre. Jeg fandt efterhånden ud af, at han kørte hen til en strandkiosk, hvor han dels drak flere øl, dels købte cigaretter af et mærke som Sau ikke solgte på benzintanken. Jeg bebrejdede ham, at han tog børn med på knallerten når han drak, men han kunne ikke se det var et problem. Jeg sagde det samme til Sau, men hun kunne heller ikke se det var et problem, "børnene ville jo så gerne, og han elskede jo børnene"!

Skolen var en lille landsbyskole med ca. 100 børn. Jeg har før set skoler med over 40 børn i klassen, og af den grund streng disciplin, men med de få børn, var denne skole hyggelig, i 1. klasse gik der 4 børn, og jeg syntes der var et godt forhold mellem lærere og børn.

Engelsklæreren var muslim, og hendes tørklæde generede mig, selvom jeg principielt mener, at enhver må have ret til at vælge sin egen religion, og også klædedragt, og jeg vil da også til enhver tid forsvare hendes ret til tørklædet, men jeg kan ikke gøre for det, det generer mig!
I Khanom vil jeg skyde på, der er 20-25% muslimer, i Krabi der ligger syd for Phuket, er der nok op imod 50%, og i de sydligste provinser, som Thailand en gang har overtaget fra Malaysia, er der omkring 90%. Der er der store spændinger, som man giver religionen skyld for, men jeg vil mene, at den thailandske administration og regering i mange år har forsømt denne del af landet, og det er hovedårsagen til de spændinger. Mao har skrevet, at en partisan må svømme som en fisk i vandet. Hvis omgivelserne, nærmiljøet, ikke sympatiserer med partisanen, eller terroristen, kan han ikke eksistere, og da islam ikke bliver forfulgt, er det ikke religionen der er årsagen.

Da jeg i Danmark havde set i TV, at der også i Bangkok var demonstrationer på grund af Muhammed tegningerne, hvor de afbrændte Dannebrog , anskaffede jeg mig et DK skilt med et lille flag på, det satte jeg på bilen i Thailand. På trods af den borgerlige regering og Dansk Folkeparti, er jeg stadig stolt over at være dansker, og jeg holdt fanen højt! Der var da heller ikke nogen der sagde noget hverken til skiltet eller mig, når jeg fortalte jeg var dansker, heller ikke i "muslimland" sydpå.

Ligesom de muslimer jeg har været i forbindelse med i Danmark, var engelsklæreren et sødt og rart menneske, som jeg endda kunne fortælle om min aversion mod hendes tørklæde, uden hun misforstod mig. Skolen var i det hele taget meget venlig mod mig, og børnene var også glade for jeg var der. Jeg genfortalte Snehvide i en klasse, med det resultat, at de andre klasser også ville have mig til det, og selv om mit hovedformål var at lære dem engelsk, så fik jeg samtidig puttet lidt af min viden og holdninger ind i undervisningen. Jeg syntes ikke selv man kan tale om indoktrinering, når jeg var en mod 12-15 lærere, snarere mod-indoktrinering!

Som regel købte Sunti mad til mig, hvis jeg ikke selv købte ind på markedet, men en gang han var i Krabi, kørte jeg selv ud og købte mad. Det koster normalt 20 Thb, men jeg måtte betale 30. Men næste dag gentog jeg succesen og fik fortalt, at jeg var den farang der hjalp børnene med engelsk i skolen, så var der smil over hele linjen, og da jeg skulle betale, var prisen de 20 Thb den koster for thaierne selv, og efterhånden er jeg kendt i hele området som Lung Bent.

Jeg havde dog en kedelig episode i den uge. Mit hus var blevet færdigt, og jeg boede der sammen med Sunti, da jeg ikke havde råd til projekt "dame og børn" havde jeg et værelse i overskud, og der inviterede jeg Sunti til at bo gratis, til gengæld for han så efter huset når jeg var i Danmark. Det fungerede udmærket, men i en lille uge var han i Krabi, og da det badeværelse jeg normalt brugte havde problemer med afløbet, prøvede jeg det andet. Imidlertid var der problemer med døren, men jeg havde ikke taget det rigtig alvorligt, men det om jeg til. Da jeg var færdig på toilettet, kunne jeg ikke få døren op! Den var fuldstændig fastlåst. Der var ingen i nærheden, jeg havde ikke mobilen med, alt hvad jeg havde på mig var mine badebukser. Jeg råbte flere gange ud ad vinduet, men ingen hørte det. Så prøvede jeg, at smadre en rude i det højtsiddende vindue for, at prøve at komme den vej ud. Men det eneste resultat var, at jeg skar mig, selvom jeg passede på. Fingeren blødte, jeg havde ikke noget at standse det med, men måtte bare holde den i vejret, og håbe det holdt op. Det gjorde det efter nogen tid, men badeværelset lignede Stockholm efter blodbadet i 1520. Så prøvede jeg klatre op på wc'et, og løfte et ben ud ad vinduet, men det var for højt, og anstrengelserne fik blodet til at flyde igen. Jeg satte mig så ned på gulvet, for ikke at falde længere, hvis jeg besvimede af blodtab, og overvejede om jeg virkelig skulle ende mine dage på et badeværelse i Thailand.
Jeg sad der i 4 timer, så kom der en af arbejderne som Sunti havde ringet til, da han ikke kunne komme igennem til min mobil. Han fik tilkaldt hjælp, der fik døren op, men de blev godt nok forskrækkede over blodet, og ville have mig på hospitalet. Jeg forklarede dem dog, at jeg selv kunne klare det, bare de ville ordne døren!
Så det gik godt, men det var en meget ubehagelig situation så længe det stod på!

Mit nybyggede hus i Ban Nai Plao med ryggen mod bjergene og udsigt mod bugten

Denne beretning afsluttede jeg i første omgang her, det var skrevet som et indlæg til bløderforeningens blad, og det var en tilpas dramatisk afslutning, at jeg var ved at forbløde på et badeværelse med en dør jeg ikke kunne åbne!
Imidlertid afviste redaktøren den, for det første var den for lang, hvilket jeg godt kunne forstå, men også, at der var for mange kontroversielle betragtninger. Hvis hun havde nøjedes med den 1. indvending, var jeg måske gået med til at forkorte manuskriptet, men de andre indvendinger gjorde mig stædig, og jeg besluttede i stedet at udvide den første del, om at vokse op med hæmofili, så andre end blødere kunne forstå mine forudsætninger, derefter at fortsætte med at beskrive turene her til Ban Nai Phlao ved Khanom, for måske at få en bog ud af det.
Jeg har desværre fået slettet mailen fra bløderbladet, jeg ville godt have tjekket, at jeg ikke beskylder redaktøren/redaktionen for noget urigtigt, men med det forbehold, gik indvendingerne ud på, dels at jeg omtalte at have prøvet narko, dels damejagten og/eller sexshows og prostitution. Måske har redaktøren også tænkt på mine bemærkninger om hvad man skal være på vagt over for i forhold til børn, det nævner hun dog ikke, måske fordi det er et tabuemne, men jeg tror ikke på, man kan tie noget ihjel, og jeg vil meget gerne uddybe min stilling til dette vigtige emne.
Generelt er jeg flere gange blevet misforstået, når jeg har behandlet kontroversielle emner, uden først at komme med en længere række besværgelser, om hvor uheldigt, farligt og på anden måde negativt vedkomne emne er. Jeg prøver altid først, at beskrive forholdet realistisk/objektivt, derefter komme med en begrundet holdning til det. Begrebet moral er jeg altid forsigtig med at anvende, det får mig til, at tænke på dronning Victoria, og dermed den dobbeltmoral der kendetegnede den tid med en officiel høj moral, og en uofficiel adfærd der i det skjulte, var tilsvarende lav. Det vi i dag kalder "victoriansk".
Vedrørende hash, så har jeg røget det i over 30 år, og i nogle år også selv fremstillet det. Jeg har aldrig røget det i Thailand undtagen på den 1. tur i ’89 hvor jeg ikke vidste hvor strengt man så på det her. Derhjemme røg jeg det dagligt, indtil september 2005, hvor jeg stoppede helt. Jeg har aldrig røget tobak ved siden af.
Min holdning til hash er, at det er usundt både fysisk og psykisk, og jeg vil ikke opfordre nogen til at ryge overhovedet. Men i stedet for at forbyde det, burde man hellere gøre mere for at rense luften for bilos, ikke mindst dieselpartiklerne, der er langt mere skadeligt for lungerne, og i højere grad for børnene end os voksne. Den fysiologiske virkning i hjernen af hash er også skadelig, men alkohol er vist værre endnu, især i større mængder. Men for begge deles vedkommende, tror jeg det er bedre at overveje nogle fornuftige tiltag imod det i stedet for forbud.

Hamp i haven i 1976

Jeg har også nævnt, at jeg en gang i -89 røg opium i Thailand. Jeg fik en dejlig rus ud af det, men selv om jeg ville prøve at ryge det i begrænset omfang i Danmark, så blev det aldrig til noget, hvilket jeg er glad for i dag. Var jeg begyndt, bare på en "julepibe" og lignende, kunne det hurtigt føre til en "fødselsdagspibe", en "feriepibe" og derefter blot, at man bare trænger til en rus.
Så selvom jeg den ene gang jeg prøvede det, fik en dejlig rus ud af det, så vil jeg ikke opfordre nogen til at efterprøve det. Heldigvis var det ikke i mit daglige miljø det skete, så derfor var det lettere, ikke at følge det op. Havde jeg prøvet det derhjemme, er jeg bange for, jeg ikke havde haft viljestyrke nok, til ikke at blive afhængig. Jeg tror ikke turister i dag vil kunne få det tilbudt, så det er ikke derfor man skal tage til Thailand.

Jeg tog til Pattaya dengang midt i 90'erne, for at se på sexshows. På det tidspunkt kunne man opleve næsten alt på scenen, de unge damer gav opvisning i alle mulige former for nøgen akrobatik, og brugte deres kønsdele til al verdens ting. Jeg så det i TV i Danmark dengang, og var nysgerrig efter at opleve det selv. Imidlertid er de tider forbi, disse shows er blevet lukket for flere år siden, og udover den rene prostitution, foregår der vist ikke andet sex i kommercielt regi. Især den nu afsatte premiereminister Thaksin fik gennemført den ene moralske lov efter den anden, i de år han var ved magten. Bl.a. bliver film i TV censureret, så der kommer en skygge over munden hvor folk drikker og ryger, og selv hvor nøgenscener er en del af handlingen, og er udenfor sexuelle sammenhæng, bliver der også censureret bagdele og kvindebryster. Hvis nogen bliver truet med knive eller pistoler, er der også en skygge over dem. Så nu kan sexturister ikke få andet ud af et besøg i Thailand, end at leje en prostitueret til hotel og bar besøg, og jeg vil råde til, at man ikke glemmer gummiet!
Hvad angår min damejagt, så har jeg netop understreget, at det ikke var sex det drejede sig om, og det heller ikke var unge piger på 17-18 år. Jeg ville prøve at finde en sød pige, jeg kunne giftes med, og fik nærmere kontakt med en 3-4 stykker over de 12-15 år jeg søgte det. Der var dog kun en, der kom med til Danmark, og det var også en smutter. De andre fandt jeg af forskellige grunde utroværdige, inden vi nåede at blive intime, og inden jeg lovede dem noget.

I forbindelse med Steen i Udon ikke selv havde turdet sige, at Jessie var en køn pige, tror jeg nok, at jeg fik skåret min stilling til børn og sex ud i pap. Oplever man overgreb over for børn, har man pligt til at skride ind uanset hvem, hvor og hvornår. Men så længe der ikke begås overgreb, og børnene ikke føler sig generet af den voksnes interesse, er det legalt at give udtryk for et barn er køn, dejlig, sød eller "what ever". Det er også helt legalt, at tage børn i hånden eller på skødet, give dem en knuser, og gengælde eventuelle kærtegn som ungen giver dig. Du bør også vise interesse for hvad børn omkring dig er optaget af, og kan du også lære dem noget, er det endnu mere positivt. Men hav dine antenner ude, intet af det nævnte er i orden hvis ungen ikke selv bryder sig om det, hvem mindes ikke kys og kærtegn fra velmenende gamle tanter, som man selv som barn ikke brød sig om!
Søsterens hus
Af pladshensyn udelod jeg i første omgang en episode fra Udon (Ban Kao). Jeg beskrev, at mellem Nits hus og det halvfærdige hus kaldet Mickies hus, boede en søster til Nit, i et traditionelt hus af teak og på stolper. Denne søster var gift med en mand, der arbejdede i Dubai, og kun kom hjem 1 måned hvert år, hvor han stort set var fuld hele tiden og opførte sig som fulde folk gør, og blandt andet generede alle, med at spille høj musik til langt ud på natten. Imidlertid fik han lov til at gøre som han ville, når man lever 11 måneder af året i et muslimsk land, med restriktioner som er en almindelig buddhistisk thai fremmed, er det forståeligt, at man trænger til at afreagere.
En aften, hvor Jessie og Mickie spillede et spil om småpenge, der er tilladt i en uges tid omkring sonkran, foran Nits hus, mens Jessies bedstemor Joh, Nit og jeg sad rundt om. Her overværede jeg, at denne mand kom og højrystet ville kærtegne Mickie, og blandt andet kaldte ham farang, og fortalte hvor meget han elskede faranger. Det blev mere og mere voldsomt, Mickie gjorde modstand, og blev synligt vred, vist både over tilnærmelserne, og at blive kaldt farang, som han ikke kunne acceptere. Hans hollandske far til trods, så følte han sig som thai, og brød sig ikke om faranger, det var kun langsomt, at han nåede at acceptere mig.
Efter et stykke tid, endte det med, at onklen fik trukket hans tissetøj ud af bukserne, og befamlede ham for øjnene af os andre, mens Mickie blev mere og mere rasende. Jeg kunne ikke forstå, at Nit ikke greb ind, og overvejede hvad jeg kunne gøre. Men det skulle være en fra familien der stoppede det, gjorde jeg noget, ville hele familien se mig som en fjende der angreb dem udefra foruden, at jeg med min dårlige fysik, kun ville opnå nogle øretæver som jeg med min blødersygdom ikke kan tåle.
Men Mickie fik trukket sig fri, fik lukket sine bukser, og skældte ud på onklen, hvorefter Jessie, Mickie og onklen igen spillede pengespillet, hvor alle opførte sig, som om intet var hændt.

Bagefter bebrejdede jeg Nit, at hun ikke havde gjort noget, men hun vidste ikke hvad hun skulle have gjort, og der var jo ingen skade sket!
Næste morgen fortalte jeg Pom om episoden, hun slog det først hen med, at sådan var han, han sagde mange grimme ting når han var fuld. Jeg beskrev så tydeligere, at han ikke bare havde sagt noget, men også fysisk havde begået overgreb på Mickie. Det det gik op for hende, blev hun oprørt, og fandt det endelig lige så alvorligt som jeg, hvad kunne han ikke finde på, over for Freja når hun blev større? Så Pom ville tale med bedstemor (Nits mor) en gammel udslidt bondekone, der foruden at have født 11 børn, havde arbejdet hårdt hele livet, hun var den eneste, som onklen havde respekt for. Om Pom fik gjort det, ved jeg ikke, episoden gentog sig ikke, og cirka en uge efter, rejste onklen tilbage til Dubai.
Der skete ikke fysisk overlast på Mickie, og måske var han mere oprørt over, at blive kaldt farang end de sexuelle tilnærmelser, og jeg var i et fremmed land, hvor det var begrænset hvad jeg kunne gøre. Men jeg oplevede det som et overgreb på et barn, og kunne ikke med god samvittighed bare lade som ingenting, og gjorde derfor hvad der var muligt for mig, for i hvert fald, at forhindre det gentog sig.
Efter disse præciseringer, vil jeg fortsætte med at beskrive turene her til Nai Phlao




PART 8: SEPTEMBER-NOVEMBER 2006

 Mit hus blev passet af Sunti, det var en ganske udmærket ordning. Som jeg har skrevet før, fik jeg noget kontakt til hans familie, dels hans 2 unger der kom her i skoleferier, dels kørte vi nogen gange sammen til Krabi, og besøgte familien. Det var næsten et fast ritual, at Aom spurgte mig ud, om Sunti havde andre damer. Jeg beroligede hende altid med, at jeg dels ikke havde set nogen dels, at han brugte al sin fritid og alle sine penge, på at sidde og drikke øl med kammesjukkerne. Han var altid i pengenød, efter hvad jeg kunne finde ud af, tjente han rimeligt efter thailandske forhold, men han drak en del øl, faktisk dagligt, og lånte hele tiden penge af alle han var nærheden af, jeg lånte ham også lidt nogle gange.


Aom kom også et par gange med børn og sin moder, og en enkelt gang også med Nung Mai. Ved den lejlighed åbnede hun lidt op, og jeg fik et positivt indtryk af hende. Aoms moder derimod, var jeg ikke udelt begejstret for, efterhånden fik jeg det indtryk, at det var hende der bestemte alting i familien, både stort og småt. At hun var meget venlig over for mig, forandrede ikke noget ved det indtryk, jeg oplevede hende som falsk. Nu de kunne komme på besøg i mit hus, gjorde de det, for det var kun Sunti og børnene der nærmede sig Jeam, en meget underlig adfærd i Thailand. Familie er vigtigere end alt andet, og kommer man på besøg i nærheden af noget familie, vil man altid opsøge dem. Jeam beklagede sig over det til mig flere gange, han havde i sin tid hjulpet Sunti i gang, og gav ham nu arbejde, og alligevel ville hans kone ikke tale med ham. Jeg tror, at det efter thailandsk skik og brug, er en direkte fornærmelse mod Jeam.

Nung Mai havde fået mit "afværgebrev" men jeg havde ikke fået nogen respons på det.  John der havde hjulpet mig med brevet i Danmark, kom på besøg i Khanom sammen med den familie han boede hos i Nordthailand, når han var der, de ville benytte lejligheden til at besøge nogle slægtninge i Surat Thani.
Vi kom til at tale om thailandsk sprog, en stor pige der var med, talte nordthailandsk, og hun blev straks charmeret af den lille August på 4 år, som til dagligt talte sydthailandsk, men John fortalte, at han i dagens anledning talte "rigsthai" til pigen. Men jeg har jo også hele tiden haft på fornemmelsen, at han var lærenem. Pigen morede sig i øvrigt  over, at vores by hedder Khanom, samme navn som en thailandsk småkage.
Men jeg fik løsrevet John en enkelt dag, hvor vi sammen med Sunti kørte til Krabi, for at få lidt afklaring på det med Nung Mai. Der gik selvfølgelig "thai" i det, hun var ikke hjemme hos Sunti som aftalt, han kørte ud og hentede hende. Derefter sad hun bare ret tavst og reagerede meget lidt, mens John og især Aoms mor diskuterede. Resultatet blev, at hun nok gerne ville giftes med mig, men hun skulle lære lidt mere engelsk først, og var lidt betænkelig ved at flytte til Khanom, et par hundrede kilometer væk fra familien. Hun var nu ved, at uddanne sig til damefrisør, og havde arbejde som sådan, men jeg fortalte, at vi kunne indrettede salon i mit hus, og at Sunti jo også boede der.

Det kom til nogle forviklinger senere, hvor Sunti og jeg igen kørte sammen derned, og gav hende en "walkman" med et engelskkursus, og lidt penge til en bus til Khanom, så hun kunne besøge os, inden jeg rejste hjem igen. Hun kom imidlertid ikke, først sagde Sunti, at hun var blevet syg, så var det hendes far der var blevet det, og da jeg ringede sammen med Aom, vidste hun ikke noget om, at nogen var syge. Jeg afskrev så Nung Mai, hvad jeg både var ærgerlig, men også lettet over. Det blev mere og mere tydeligt, at det især var Aoms mor der ville have dette ægteskab arrangeret, Nung Mai ville hellere blive sammen med sine veninder end giftes og flytte væk sammen med en gammel farang, som åbenbart ikke havde så mange penge, som de havde troet. Det var lidt ærgerligt, for jeg syntes hun var sød, men også lettet, for jeg kunne jo hele tiden forudse store problemer på grund af forskel i kultur og alder.

Jeg har før fortalt om vinplanerne sammen med Moon i Chiang Mai, og selv om det ikke blev til noget, har jeg dog hele tiden haft mulighederne for at lave noget vin i baghovedet. Man kan købe noget vin, der måske ikke ligefrem er skodvin, men i hvert fald i nærheden af bunden, til 30-40 kr. flasken, og sammenlignet med priser på øl og sprut er det dyrt. Så jeg kunne tænke mig, at eksperimentere lidt med forskelligt frugt, og hvis der var noget der viste sig lovende, så måske begynde en rigtig kommerciel vinproduktion. Jeg startede med ananas, og det kunne godt lade sig gøre, dog var behandlingen af frugten lidt besværlig og tidskrævende.
Det varme klima gør, at den gærer færdig på et par uger, men uden tilsætning af enzymer eller andet, klarer den kun langsomt, den øverste halvdel kan drikkes efter ca. 5 måneder.

Jeam overtalte mig, til at sætte mine sparepenge i køb af en grund, som vi kunne sælge efter et år med stor fortjeneste. Jeg investerede 555.000 Thb, ca. 91-92.000 kr i foretagenet, det var 5% af den samlede sum. Det var den opsparing jeg skulle leve af, når min førtidspension til sin tid blev til folkepension, men jeg vovede det, på trods af advarsler alle steder fra.
Imidlertid fandt han ud af, at vi kunne tjene mere på langt sigt ved, at bygge feriehytter (resort) i stedet. Jeg var lidt i tvivl, men gik dog med på ideen og begyndte, at forberede forskellige forslag til en hjemmeside for foretagenet, firmaet kom til at hedde Thai Bay Estate Agency, og vores resort skulle hedde Sunrise Beach Resort, da solen står op ud over havet.

Så blev det november, og jeg måtte hjem til vinterkulden og juletilbuddene, 3 måneders vinter er lige til at klare, men til gengæld måtte der godt være lidt mere rigtig vintervejr med noget sne, kold regn og blæst er ikke så spændende.

20 febr-18 maj 07
I 2007 fik jeg ikke taget mig sammen til at skrive videre, men fik dog noteret et par stikord, så jeg trods min meget hullede hukommelse kunne få det vigtigste med.
Jeam havde lovet mig en havemur, men den blev hele tiden forsinket, så var regntiden ikke holdt op, og så måtte han bruge penge og arbejdere på det store projekt med rigmandsvillaerne, som Moon også var med i. Men i denne periode, fik han gjort det hollandske firma klart, som finansierede det, at det var en kok for meget, at der var skudt et Thailandsk entreprenørfirma ind imellem, det gav problemer på flere ledder. Dette mellemled blev fjernet, og nu så alle frem til, at det store byggeri der var blevet ret forsinket, endelig kunne blive færdigt.
Da jeg kom, var man endelig ved at bygge min havemur, men ikke som aftalt. Den blev lavere, hvilket jeg beklagede mig over, men Jeam sagde, at det var for min skyld, ellers kunne jeg ikke fra huset se ud over muren. Det var rimeligt nok, men undervejs så jeg også, at det mønster med hullede sten der var vist på tegningen, ikke gjaldt hele muren, men kun ud mod vejen. Det kunne jeg ikke få ham til at ændre, sådan skulle det være! Under byggeriet oplevede jeg igen den manglende planlægning af detaljer, som syntes generel her i Thailand, da muren nåede hen til mine 2 store vandtanke, var afgangsrøret i vejen for muren. Man hev så røret ud, satte propper i hullerne, og satte i stedet pumpen op over på tankene, med det resultat, at der kom luft i systemet, så pumpen jævnligt skulle spædes, og den havde stort besvær med at skifte tank. Så flere gange måtte jeg bestille vand, selvom det kun var den ene tank der var tom. Det ærgrede mig, jeg betaler samme pris for tankvognen uanset om den skulle levere 1 eller 2 tons vand. Det er ikke så mange penge det drejer sig om, knapt 50 kr, men jeg hader, at give penge ud unødigt.

Børnene havde ingen indvendinger mod min nye havemur

En anden negativ oplevelse var, at Sunti ikke havde boet i huset og set efter det, han var ved selv at bygge hus ved Krabi, og Jeam havde fået mit hus rengjort og efterset lige før jeg kom. Sunti var lige kommet tilbage til kammesjukkerne/arbejderne der boede i Jeams baghave, da jeg var der. Der fortalte jeg ham, at når han ikke som aftalt havde set efter mit hus, kunne han godt hente sit habengut, og give mig nøglen, jeg ville ikke have ham boende længere. Det skete, men han var alligevel også kun i Khanom i få dage, så rejste han tilbage til Krabi, og vi har ikke set ham siden.
Så gik jeg i gang med en vin af 10 kg appelsiner og 1 kg citroner. Jeg ville godt have haft lidt flere citroner i, men de kostede over det dobbelte af hvad appelsinerne kostede, og var også lidt besværligere at presse. Ananasvinen fra sidste gang, var blevet nogenlunde, men var endnu ikke helt klar. Da jeg imidlertid efterhånden næsten kun drak vin i stedet for øl, fik jeg alligevel drukket det meste. Omkring 30 liter rækker ikke helt til mit forbrug i 90 dage. Måske er mit forbrug på op til en halv liter hver aften i overkanten, men da det er den eneste last jeg dyrker, syntes jeg ikke selv det er så galt, lasternes sum er jo konstant!

På et tidspunkt blev papirerne på vores firma behandlet færdigt af myndighederne, og sammen med Jeam, hans kone og den lokale politimester, der også har indskudt en sum, tog vi til Nakon Si Thammerat og underskrev papirerne hos myndighederne i det lokale distriktskontor, og jeg kunne personligt se, hvor meget vi indskød hver i sær, og at min andet på 550.000 THB var 5% som Jeam havde sagt.
Det er ikke helt som på et dansk kommunekontor, man bærer uniformer, og de separate kontorer til de højere embedsmænd står tomme det meste af tiden, hen ad eftermiddagen kommer de så fejende med en kongelig mine, og lidt overlegent kikker de papirer igennem som kontorslaverne har forberedt, og stempler og underskriver dem. Som i vores tilfælde kommer vi med ind på kontoret, hvor man lidt nervøst høfligt og selvfølgelig smilende, beredvilligt besvarer alle tvivlsspørgsmål, og bossen lader de andre hente papirer og forklare sammenhæng. Hvorefter først bossen, dernæst en næstkommanderende stempler og underskriver i flere eksemplarer, vi får vores kopier, og en kontorslave bliver tilkaldt for, at arkivere mappen behørigt.
Det er vistnok også almindeligt, at man lader en erkendtlighed falde, først til personalet, for at sagen bliver ekspederet videre, og til slut til bossen for at sikre, at al ting er i orden. Det oplevede jeg dog ikke personligt, men ved fra andre, at det er kutyme, og det forkorter sagsbehandlingen væsentligt. Men måske er det gjort på et tidspunkt uden min tilstedeværelse. Dette tydelige hierarki med ærbødighed over for cheferne, og mere eller mindre gennemført korruption, er en af de få ting i Thailand, jeg ikke bryder mig om.

Jeg havde jo min PC med fra Udon, Jeam lovede hele tiden, at oprette en internet forbindelse, men der var flere muligheder, med ulemper ved det hele. En kabelforbindelse som ville være det mest effektive, ville blive for dyr, der skulle trækkes for meget kabel til mit hus alene, så Jeam fandt på en trådløs forbindelse via et modem man satte på Pc’en. Først var der store besværligheder med at få det til at virke, og da det endelig var i orden, var det lige så langsomt som et gammeldags modem gennem telefonen. Jeg fik så etableret en forbindelse via satellit antenne, det var noget kostbarere, men virker næsten lige så godt som min forbindelse i Danmark. Dog er der flere afbrydelser her, dels på grund af atmosfæriske forstyrrelser, dels på grund af strømsvigt, især ved kraftig regn og storm, men for det meste brugbart.

Jeg har altid haft et videokamera med, men da de første års turistoplevelser var filmet, blev det ikke brugt så meget mere. Jeg har filmet lidt, de gange hvor jeg var sammen med en dame, men da bekendtskabet glippede, er båndene blot lagt til side, og er i dag sikkert ubrugelige hvis jeg da endelig skulle finde dem frem. I Udon havde jeg et kamera med, med en cd-skive i, foruden omgivelser og turistattraktioner bl.a. oppe i grænsebyen Nong Kai nær Laos, tog jeg film af Freja, og regnede med at følge hende i årene der kom. Men da det også glippede, er cd'erne blevet overspillet igen, jeg har ikke lyst til at nyde dårlige minder.
Her i Khanom var det først Suntis kone og børn der brugte det, efterhånden blev det børnene fra Jeams hus, der filmede løs når de besøgte mig, jeg fik dog også selv filmet noget. En ven hjemme i Danmark havde også foræret mig et digitalt kamera, så jeg fik tonsvis af video og billeder på min PC, dog er den flere gange gået ned, så meget af det er gået tabt.

Lidt tilfældigt fandt jeg frem til en herboende tysker der reparerer Pc’er, han er dyr efter thailandske forhold, men han er dygtig, og jeg giver gerne det samme antal Thb for hans service, som jeg måtte betale i kroner derhjemme. Han er lidt speciel, og føler sig som et miskendt geni, men hvis folk er gode, til det jeg ønsker fra dem, har jeg ikke noget imod de eventuelt er lidt skæve eksistenser, og så kan det godt give lidt farve på hverdagen.
Meningen med, at børnene besøger mig på helligdage og i skoleferier er, at de skal lære engelsk, og det foretager vi os da også. Jeg printer papirer ud, med billeder af ting og sager fra mit hus, dyr og fisk, o.s.v., og så skriver de ordene på engelsk. Jeg sætter så flueben ved de rigtige svar, og så er alle glade. Denne sidste anerkendelse er vigtig for dem, og jeg bliver rettet hvis jeg sjusker med udførelsen. Jeg prøver også, at øve mundtligt engelsk, dels på grund af udtalen hvor de lokale lærere er langt dårligere, end mit Valby-engelske, dels at rette deres pidgin-engelske til et lidt mere korrekt sprog. Imidlertid er de ikke særlig interesseret i det, de vil hellere have noget konkret at vise frem.       

                                                                           
Måske er det fordi det hovedsageligt er piger, men de er meget interesseret i mit køkken. Jeg købte jo et komfur med bageovn, og jeg har fundet både hvedemel og gær i indkøbscentret i Surat, så vi har bagt både brød og kager, og en enkelt gang is af flødeskum, æg m.m., den blev dog ikke særlig god. Enkelte steder i opskriften måtte vi nøjes med surrogater, da ikke alle ingredienserne var ved hånden. Så går det lidt bedre med pandekager, især Daow er blevet god til det, godt hjulpet af en flad Tefal pande som ikke behøver olie, er hun blevet helt skrap til det, og både Paeng og Pui er med til at piske dejen med den elektriske pisker jeg har købt, når altså Daow giver dem lov, hun ville gerne gøre det hele selv.

Endvidere render de rundt og tager billeder af hinanden med mit digitale kamera, jeg kopierer billederne ind i min PC, hvorefter jeg sletter halvdelen når de er gået. Det er selve handlingen der er spændende, de har endnu ikke spurgt efter nogle af de billeder jeg har slettet. Der er dog enkelte billeder jeg syntes er vældig gode, men det ville vel også være mærkeligt andet, når de knipser løs hele tiden. De bedste billeder, inklusive nogle jeg selv har taget, har jeg printet ud til dem. Desværre falmer billederne ret hurtigt, om det er den stærke sol her i Thailand, dårligere kvalitet blæk her, dårligere kvalitet fotopapir elIer en kombination ved jeg ikke, men det ærgrer mig. I denne periode tog jeg også selv noget af det sidste video hidtil, dels af deres køkkenaktiviteter, dels nogle eksempler hvor de pjatter og leger sammen, men ikke mindst hvor de render rundt på min havemur.
Det sidste måtte jeg dog arbejde en del med mig selv, for ikke at forbyde. Men raske børn der ikke er blødere, skal altså ligesom Ronja Røverdatter en gang i mellem have lov til, at springe over Djævlekløften og da der er mellem 1,20 og 2 meter ned de forskellige steder, så det er ikke livsfarligt, men især til at begynde med, sad jeg med livet i hænderne.
Inden jeg tog hjem, havde jeg fået en video ud af det, på en lille time, den fik de alle en kopi af på en cd, men siden er det ikke blevet til mere med videokameraet.
I løbet af denne periode, kom de her så meget, at jeg nu har et indtryk af deres natur hver i sær, så meget, eller så tæt har jeg ikke fulgt børn i mange år, så jeg syntes det er sjovt, når jeg en gang i mellem ser nogle aktiviteter, eller interaktioner (hvordan de behandler hinanden indbyrdes), der bekræfter de indtryk af dem, jeg har dannet mig.

Daow er prinsessen eller dronningen, hun er nummer et, som alle de andre følger. Hvis jeg f.eks. har fundet et spil til en af de andre, og Daow vil spille det, varer det ikke mange minutter, før det er hende der sidder foran computeren. Jeg har nogle gange prøvet at blande mig, men den forurettede forsvinder bare, hun vil ikke miste Daows gunst. Hun er der hele tiden, men jeg er kun på gæsteoptræden!

Daow:

Bent og Daow foran PC'en
Imidlertid udøver hun sin magt med måde, når bare hierarkiet er på plads, kan de andre også få lov til at komme til fadet og som hendes far, er hun "arbejdende formand".  Hun bestemmer, men lader også de andre prøve aktiviteterne. Da hun først havde prøvet den elektriske røremaskine, og nogen af de andre spændende ting i køkkenet, kunne de andre godt få lov at prøve bagefter.
Hun er i høj grad sin fars pige, det er næsten de samme reaktioner jeg ser fra hende og Jeam. De vil begge stå i spidsen, de har begge svært ved at tage kritik, men bliver de strøget med hårene, spinder de som en kat, og kan vise mange gode egenskaber. Det tydeligste eksempel jeg har oplevet på ligheden imellem dem, var en gang, hvor Daow foreslog at gøre mit hus rent for 20 Thb (3 kr). Det viste sig, at alle 3 tøser skulle gøre rent, og de alle 3 skulle have 20 Thb, men pointen var, at Daow lavede en tegning over huset, og skrev deres navne i de rum, de forskellige skulle rengøre. Måske sørgede hun for at få det mindste, eller bedste arbejde, men det var i hvert fald ikke så tydeligt, at jeg kunne sætte en finger på det. Men tegningen er dels ikke almindelig strategi for en thai, og slet ikke en pige på 10 år. Hun har set faren sidde med tegninger over de huse han skulle bygge, og brugt dem som udgangspunkt for arbejdet med dem, og har kunnet overføre det til husarbejdet. Ret bemærkelsesværdigt af et thailandsk barn, i et land hvor de fleste voksne end ikke kan forstå et almindeligt kort. Jeg har, i Ban Kao og andre steder, set folk begynde at arbejde med tilbygninger, udhuse og havemure, uden at have en plan over det, og bare på slump køber materialer i det omfang de tror det vil passe.

Så Jeam har tilnærmet sine arbejdsmetoder europæisk praksis, og Daow har kunnet overføre, ikke bare kopieret, men overført metoden til en anden form for arbejde, efter min mening ret bemærkelsesværdigt.

Pang:

  Pang leger med vand

Den næste i rækken er Pang, en kusine på moderens side, på dette tidspunkt nok 7 år gammel. Hun minder mig altid om sangen fra Bølle Bob: ”Jeg er den søde og artige pige". Hun er virkelig sød og artig, men også hjælpsom, ikke bare over for de voksne, hun hjælper også de andre børn, hvis der er noget hun kan hjælpe dem med. Jeg husker en gang, hvor August var på besøg hos mig en af de første gange,  4-5 år gammel, og skulle på wc, men var ikke vant til et højt toilet som jeg har i mit hus, han satte sig med fødderne oppe på brættet, og skyllede så ud hele tiden, den automatik var han heller ikke vant til. Da vi hørte skyllene, styrtede tøserne der ud, og grinede ad ham. Men Pang jagede de andre ud, lukkede døren, og hjalp August med at klare hvad han skulle.
Da de begyndte at gå rundt på min havemur, kneb det for Daow at følge med, hun var ikke vant til den balancegang, men da Pang så det, gik hun tilbage til den 2 år ældre kusine, tog hende i hånden, og førte hende videre. Så Paeng er virkelig hjælpsom af natur.
Der er dog en sjov krølle på historien, da tyskeren engang havde repareret min PC, havde han puttet et spil i der hedder "monstertruck". Det er de der store pickupper med kæmpehjul, som man skulle køre race med, over stok og sten. Men Pang fandt en bondegård med nogle køer på græs, og med et djævelsk smil, der overhovedet ikke ligner søde lille pæne Pang, så racede hun hver gang ud til bondegården, og kørte ind i både køer, hegn og lade, så køerne efter en ordentlig flyvetur, lå døde på marken bagefter!

Med dette udtryk, kan man da godt forestille sig lille søde Pang myrde køer med en monstertruck!

Pui:

Måske overfortolker jeg, men har Pui ikke et glimt af "når jeg bliver stor er der ikke nogen der skal rende om hjørner med mig"!

Så er der Pui, måske et år yngre end Pang, hun er en sød lille proletarunge, og dette er ikke ment negativt, hun er datter af Jeams formand, og har slæbt øl, brændevin og isspande hjem fra shoppen til farmand, fra jeg så hende første gang, nok ca 5 år gammel. Hun havde sorte stumper til fortænder, som jeg dengang mente var på grund af sukkermælk i for lang tid, dog er de nye tænder hun har fået helt lydefri, så måske overfortolkede jeg. Jeg syntes hun virkede forsømt, men turen fra shoppen til hytten er måske 20 meter, så fysisk har det ikke været for meget. Hun har det der selvbevidste frække glimt i øjet, som et naturbarn eller proletar, der har skullet klare sig i flokken, men selv om hun siger, der vanker røvfuld af moren, hvis hun ikke gør hvad hun skal, eller træder ved siden af på en eller anden måde, så har jeg aldrig set mærker efter mishandling nogen sinde.
Første gang ungerne kom her, efter min mur var bygget, sprang hun som en kat, eller måske snarere som en abe, op på den og uden overhovedet at være i tvivl om sin krop og sit tyngdepunkt, så hoppede, sprang, løb og klatrede hun, som var hun født på en bjergside, og gav for en gangs skyld Daow baghjul.
Jeg kom i tanker om, at mens jeg boede i Jeams hus, og ventede på mit hus blev bygget færdig, så jeg hende komme med et håndklæde omkring sig, som thaierne bruger når de har været i bad. Tøjet havde hun i en bylt, hvorefter hun uden at tabe håndklædet klatrede op ad et hjul, der næsten var på størrelse med hende selv, og op på ladet af en pickup, og skiftede tøj der. Hun har højest været 5 år på det tidspunkt, men havde altså allerede på det tidspunkt så udviklet motorik, at hun kunne klare klatreturen, uden at miste håndklædet.
Det billede jeg havde dannet mig af hende, forandrede sig imidlertid, da vi begyndte engelskundervisningen. Jeg regnede hende for, om ikke understimuleret rent intellektuelt, så i hvert fald ikke alt for langt fremme, men der tog jeg fejl. Selv om hun er ca. 1 år yngre end Paeng, så var det Pui der sad og masede med at skrive engelske gloser op i et hæfte, mens Paeng brugte tiden, på at ornamentere spørgsmålene med fine blomster. Da Daow er ca 3 år ældre, kan det være svært direkte at sammenligne dem, men jeg tror, at Pui er yderst intelligent, og hvis forældrene kan klare det økonomisk, bør hun have en universitetsuddannelse. Nu et år senere hvor jeg har oplevet hende i skolen, er jeg blevet bestyrket i den opfattelse, dels har læreren uden jeg opfordrede hende til det, sagt til mig, at Pui var en af klogeste i klassen, dels har jeg oplevet, hvordan hun vender og drejer sig, og ikke kan sidde stille på stolen, fordi undervisningen ikke giver hende udfordringer nok.
Jeg er ked af, at hun aldrig kan indrømme når hun f.eks. har smadret noget, smidt noget væk, eller smidt plastik og andet i min have. Men jeg tror det er fordi hun er vant til, at blive straffet for det derhjemme.
(Da jeg nogle år senere genlæser dette ved oprettelse af blokken, tvivler jeg på historien om straffen. Familien er nu mine naboer, og nu tror jeg snarere, det er en historie hun har bundet mig på ærmet, for at opnå sympati)

Her er er der en der har været usædvanlig heldig med kameraet. Desværre kan jeg ikke selv tage æren for det, efter hvad ungerne siger, er det Daow der har taget det.
Ikke en karakteristisk gengivelse af Pui, men efter min mening kunne det hænge på et galleri.
De her 3 tøser  er dem der har besøgt mig mest. Jeg kunne  ikke holde mere af dem, hvis de var mine egne børnebørn. Måske fordi jeg ikke har børnebørn hjemme i Danmark, men også fordi de accepterer mig på trods af sprogvanskeligheder, mit aparte udseende med en for stor mave, tynde ben, og mere eller mindre skægvækst i ansigtet. Når Daow anstrenger sig for at spørge mig om noget på engelsk, når Paeng kommer og holder mig i hånden fordi jeg har svært ved at gå på en ujævn grund, eller når Pui med store øjne og et ironisk smil bedyrer, at det skam ikke er hende der har smidt det der, irriterer det mig, men med det smil afvæbner hun mig!

August:

 August med en bedugget farmand i baggrunden

Til sidst er der August. Han er Daows lillebror, men halvbror, han bor i Khanom hos sin mor, Jeams 2. kone, så han er den jeg ser mindst til. Jeg spiser som regel morgenmad på Jeams kontor i Khanom hvor jeg ser ham, men om hverdagen går han i skole, og de fleste weekends er han i Khanom. Det sker dog også, at Jeam tager ham med til Nai Plao, hvor han leger med ungerne jeg lige har nævnt, og han bliver accepteret på lige fod med Daow. Der er ikke noget med, at Sau eller de andre i familien ser skævt til ham. Dog har jeg aldrig set Sau og Yar sammen, men ellers ser det med Jeams 2 koner ud til at virke.
August er en lille fræk charmerende gavtyv, han er uden tvivl vaks ved havelågen, og som Jeam og Daow, er han ikke tvivl om sit eget værd. Jeg har fortalt Jeam, at hvis de kan finde en god skole til ham, uden for meget disciplin, vil han kunne drive det vidt, men skal han slås mod for mange forbud og regler, vil han bruge alt sit krudt til det, men i et forstående miljø tror jeg han vil kunne komme langt.

 August leger med puder og ser TV i mit hus
Han leger meget godt sammen med pigerne, men er lidt begrænset af at være den yngste, men især Pui og han, er tilsammen mere at se til, end en hel børnehave, de søger begge udfordringer, og tilsammen er de noget af en håndfuld!



PART 9: AUGUST 2007- DECEMBER 2009
August-november 2007
Da jeg sidst nåede at få internet gennem satellit, installerede jeg Skype, et program hvor man kan tale gratis med computere i hele verden, endda med video hvis man har webkamera. Det fik jeg anskaffet mig, og taler dagligt med en ven i Danmark. Det er langt mere direkte, end når man bare mailer, og når ungerne sidder her og spiller, råber de op når han ringer, og ser interesseret med i baggrunden. Det sker dog også, at de gør sig lidt bemærket, men det tager vi med. Desværre har det haft den bivirkning, at jeg nu ikke har mine lange mails at støtte mig til, når jeg skal huske hvad der er sket, men det vigtigste kommer jo nok med.

Jeg har nu også fået TV og kan se amerikanske film via satellit. De fleste bliver desværre censureret i Thailand, så der kommer en skygge hen over glas og flaske hvis der bliver drukket spiritus, våben der truer eller bliver brugt, bare kvindebryster og numser uanset køn, alder og handling, tænk f.eks. at se en film med Sherlock Holmes, med en ustandselig skygge over hans pibe og mund!

Jeam ville gerne have jeg bryggede en rødvin, og fortalte at nogle slægtninge i Nakhon brygger rødvin af mangosteen-frugter. Jeg fik et par papkasser af dem, men var meget i tvivl om hvordan jeg skulle anvende dem. Det er søde friske hvide frugter med en hård rød skal omkring, hvor pletter fra de røde skaller ligner pletter fra hyldebær.
Normalt bruger man ikke skallen fra frugterne til at lave vin af, men kun frugten selv, men så ville det jo ikke blive rødvin!
Det endte med, at jeg lavede en beholder vin af frugterne, hvor jeg kogte skallerne ved siden af, og brugte det røde vand til at lave en rosévin, og en beholder hvor jeg både kom skaller og frugterne i, til en rødvin, og var så spændt på resultatet.
Både Moon og hendes mand var hernede en del, for at redde nogle af deres millioner i land, de havde i klemme i det byggeri af rigmandsvillaer som Jeam skulle bygge. De var vist først overbeviste om, at det var hans skyld byggeriet gik så langsomt, men fandt ud af, at det var hollænderen, der dels sendte for få penge for sent, så der ikke kunne købes materialer, dels hele tiden ville have lavet forandringer af det der var bygget, så man først måtte fjerne det der var lavet, og derefter lave noget nyt, hvilket var ret tidskrævende. Inden jeg tog hjem, blev det for meget for Jeam, han stod af, selv om han havde nogle penge i klemme, som hollænderen ikke havde betalt ham.

Så er jeg også begyndt at få naboer, der går en stikvej fra landevejen, en såkaldt Soi, ned til et "vejkryds" på en bar mark, hvor man drejer til højre ned mod mit hus. Inden vejkrydset er der bygget en enkelt stor villa, og nu skød der yderligere et par huse op. Jeg er ikke begejstret for det, det ender med jeg bor midt inde i et villakvarter, og ikke ude i den frie natur, med havet i forgrunden, og bjergene i ryggen. De sidste fjerner man nok ikke, men det vil skæmme udsigten, at jeg skal se dem som baggrund hen over en hel masse villatage. Blandt andet derfor begyndte jeg at lægge planer om at sælge mit hus, og i stedet få bygget et meget mindre i vores resort. Det ville også have den fordel, at jeg som medejer af resortet ville have papir på værdien, i stedet for nu, hvor det er Jeam der har papir på mit hus, da udlændinge jo ikke må eje grund og hus her. Jeam ville gerne være med til det, og vi begyndte at lægge planer for, hvordan vi kunne realisere det.

En gang Jeam var i Bangkok, kørte jeg ikke ned til hans hus for at få aftensmad, og havde givet besked om det, men de havde ikke forstået det, og var bekymret for, om jeg nu fik noget at spise. En bror til Sau, der i øvrigt ikke taler engelsk, kørte her hen, ham vinkede jeg af, så han kunne se jeg var i live. Jeam ringede til mig fra Bangkok, og til sidste kom Saus bror igen, denne gang sammen med Daow, der styrtede ind i mit hus, med en madpakke. Hun blev lidt skuffet over jeg selv havde lavet både stegt kylling og ris, så hun ikke kom og reddede mig fra sultedøden, så jeg næsten fik medlidenhed med hende. Men jeg var glad for, at jeg kunne vise dem, at selvom man er for dum til at tale thai, så kan man godt klare sig, men jeg blev også rørt over den omsorg de udviste, hele familien var aktiviseret for jeg ikke skulle lide nød!
Den sidste oplevelse jeg vil nævne fra dette besøg, er endnu en delfin. Den var meget længere ude end første gang jeg mødte en, og da det jo ikke var en haj, var jeg lidt skuffet over, den ikke var lidt nærmere på, men nu har jeg altså to gange "svømmet med delfiner" her.

12 februar -10 maj 2008

Jeg har købt ny bil. Der var indtil flere ting galt med den gamle, og selv om den var anvendelig til mindre ture, og helt fin at køre ned på stranden med, så var den ikke videre komfortabel til længere ture, Jeg havde talt med Jeam om det sidste gang, og han kom med flere forslag til store 4-hjulstrækkere. Imidlertid ville jeg hellere have en mindre bil, kun lidt større end Suzuki jeepen, og ville også vente til jeg havde sparet lidt flere penge sammen. Nu kom han imidlertid med et forslag om en Ford Escape med en 6 cylindret motor på 3 liter, installeret med gas, automatgear, 4 hjulstræk, cruisecontrol hvor man låser en given hastighed fast, som bilen følger, og alskens elektriske dimser. Elektriske vinduer inklusive soltaget, elektriske spejle, og ikke mindst sikkerhed i form af APS bremser og 4 airbags. Jeg skulle have en sikker bil, som han sagde. 2 år gammel fik jeg bilen til halv pris og alligevel med 4 mdrs. garanti. Trods langt større bil og langt større motor, brugte den kun lidt mere brændstof end den gamle, og med gas til kun en 1/3 af benzinprisen og mindre forurening. Det jeg ikke kunne betale kunne jeg låne af Jeam, og han købte min gamle bil.
Så nu kører jeg rundt i noget der er langt mere luksus end jeg nogen sinde før har haft, og uden problemer, selvom jeg skylder Jeam det halve af prisen.

Mangosteenvinen fra sidst var ikke blevet god. De 2 slags vin jeg havde brygget lidt forskelligt, smagte ikke godt, og var begge grumsede.  Jeg skruede låget så fast som jeg kunne, og vil lade dem stå til næste gang.
Jeg begyndte en pomelovin. Pomelo er en frugt der ligner grapefruit, den nærer jeg store forhåbninger til. Jeg havde nu købt lidt vintilbehør i DK, og gav den mest grumsede mangosteenvin enzymer, så må vi se næste gang. Da jeg nu alligevel var i gang med tilsætningsstofferne, gav jeg også pomelovinen enzymer fra begyndelsen, så jeg forventer den hurtigt klarer, når den har gæret færdig.

I DK blev jeg fristet til at købe en laptop i Aldi. Der var installeret Vista på forhånd hvilket jeg mener, er en del dårligere end XP, den fylder mere, kræver flere kræfter for at arbejde, og lidt som en bil med automatgear, kan den gøre en hel masse for dig, men tager også din styring fra dig. Så både fordi den ikke kan bruge mange af mine gamle programmer, og fordi jeg godt vil styre hvad der sker selv, så foretrækker jeg XP.
Derfor købte jeg et af de sidste eksemplarer af XP, og ville installere det, men kunne ikke. Vista satte sig på det hele, jeg kunne ikke installere noget andet. Så prøvede jeg at ringe til Medion, der fabrikerede laptoppen, men de afviste fuldstændigt, at man kunne gå væk fra Vista.
Imidlertid er der en tysker her i Khanom, som hjælper mig med min PC her, jeg har vist omtalt ham før. Jeg tog laptoppen med til ham, han afinstallerede Vista, men kunne så heller ikke komme videre. Så jeg måtte tage den med hjem til DK igen, og har nu en laptop jeg ikke er tilfreds med der. Jeg er før faldet over billige tilbud, som jeg bagefter ikke er tilfreds med, og nu har jeg gjort det igen, jeg lærer det nok aldrig.

Da jeg var begyndt at hjælpe til med lidt engelsk første gang, planlagde jeg, at udvide det til 2 gange om ugen. Men da jeg kom, blev det ikke til noget. Så var skolen lukket et par dage, så skulle der forberedes til eksamen, der var hele tiden noget i vejen. Det virkede som om engelsklæreren fandt på undskyldninger for jeg ikke skulle komme, men da hun hele tiden var meget hjertelig, kunne jeg ikke finde ud af, om det var undskyldninger eller reelt, at jeg ikke kunne komme.
En dag jeg kom, var der imidlertid en engelsklærer fra en lille skole i Nai Plao. Jeg vidste ikke den eksisterede, da den lå på en sidevej, hvor der kun var et thailandsk skilt der viste hvad det var. Jeg kunne godt se, det så officielt ud, men ikke at det drejede sig om en skole. Læreren talte meget lidt/dårligt engelsk, men vi aftalte, at jeg skulle komme og hjælpe, og så skete der noget. Vanida, læreren fra den lidt større skole (Ban Pret) hvor jeg plejede at komme, var nu pludselig meget mere interesseret i jeg kom, nu der var lidt konkurrence. Det blev dog kun til et par uger, så blev det sommerferie, men nu var de begge meget interesseret i jeg kom!
Før sommerferien gav Ban Pret mig batikstof til en skjorte, som nogle store elever havde trykt. Den blev jeg glad for, både fordi jeg godt kunne li' stoffet, men også fordi de nu satte pris på jeg kom. Jeg fandt en skrædder i Khanom, der for under 50 kr. syede en skjorte af det efter mål, og et snit med kineserflip som jeg tegnede til dem. Da jeg fandt ud af, hvor billigt det var, fik jeg derefter syet nogle bukser (pæne benklæder) og nogle skjorter med et monogram, som jeg selv designede.

Der står Lung Bent på thai og engelsk, flagene og symbolet på "Den ædle 8foldige vej" både fordi jeg er blevet buddhist og for korset i Dannebrog ikke skal forveksles med et kristent udsagn.
Billedet måtte gerne have været bare lidt mere flatterende, men Pui der tog det, er altså ikke så stor, så vinkelen fremhævede min mave mere end jeg bryder mig om!

Det har regnet fra jeg kom og langt ind i marts, hvilket har forhindret mig i at svømme. Man bliver våd under alle omstændigheder, men problemet er, at regnen også giver kraftig strøm og store bølger. Da jeg stolprer ret usikkert ud i vandet, bliver jeg slået omkuld, og må vente på bedre vejr. Det kom, den 17. marts har jeg skrevet, at jeg begyndte, at svømme igen.
Der var en i familien, der skulle giftes, og som en af de bemidlede i familien, holdt Jeam det. Der blev sat baldakiner op, borde og stole i massevis, og en tribune til taler og musik. Der kom flere 100 mennesker, både familie, venner og naboer. Jeg kendte ikke så mange, men det var sjovt at opleve. Som det ofte sker ved fester her, kørte Jui, arbejdsformanden, mig hjem. Selvom han også fik sin del af sprutten, påtager han sig altid den slags, og er ikke kørt forkert endnu.

Da sommerferien begyndte kom en stor knægt, der sammen med sin lillebror havde fået lidt engelskundervisning sidste gang. Han spurgte om jeg ville undervise igen, hvilket jeg gerne ville. Jeg tror det begyndte med 5 elever, men det voksede fra gang til gang. Jeg havde fastsat undervisningen, til 2 timer 3 gange om ugen, og efter et par uger, kom vi op på 20 unge mennesker mellem 12 og 18 år. Vi sad på verandaen foran mit hus, hvor vi måtte slæbe alt hvad jeg havde af borde og stole ud, og endda måtte nogle af dem, sidde på en bænk uden bord!
En af dem havde en lillesøster med, som fik noget papir og nogle farver. Det fik mig til, at foreslå at lave en klasse for de små en enkelt gang om ugen. Der kom 11 forskellige børn fra 6 til 10 år, dog ikke alle sammen på en gang, som regel en 6-10 stykker ad gangen. Der var en mor med til en af de små, det var en stor hjælp, hun kunne kun lidt engelsk selv, men deltog så i undervisningen sammen med børnene.
Mens de store var blandet, måske med en lille overvægt af piger, var de små en ren pigeforestilling. Der kom en dreng, men kun en enkelt gang. Måske blev han skræmt væk af alle de piger, eller også ville han hellere spille fodbold!

( Jeg har flere gange siddet og skrevet henholdvis dansk og engelsk tekst til de forskellige udgaver af blokken, men  jeg er blevet træt af det, så her får i begge dele!

Mens alle disse nye børn kom, så jeg ikke noget til Daow, Pui og Paeng. Som sædvanlig ønskede Daow ikke konkurrence, og som deres "dronning" holdt hun også de andre væk.

Da der efterhånden kun var omkring en måned tilbage af sommerferien, fortalte jeg mine elever, at jeg holdt en pause på en uge eller 2, da jeg ville besøge min bror i Bang San. Min svigerinde Rhampoi var blevet træt af vejret i Danmark, og var flyttet til Thailand året før, efter ca. 10 år i Danmark. Min bror der var på efterløn, måtte nøjes med at besøge hende nogle gange, indtil han i år fik folkepension. Men glæden varede kort, ligesom vi i Danmark hele tiden strammer vilkårene for, at udlændinge kan bosætte sig i Danmark, gør de det samme i Thailand. Selvom min bror var gift med en thailænder, de havde hus, endda flere, og penge i banken, så var det ikke nok. Depositummet i banken skulle nu være ca. 100.000 kr, og indtægten fra Danmark skulle være ca. 10.000 kr om måneden. Dette beløb skulle overføres fra Danmark, og man skal fremvise officielle dokumenter, der bekræfter at der er tale om en pension. I Danmark er det jo også sådan, at flytter man til udlandet, eller bare bor der i længere tid af gangen, så mister man forskellige tillæg, så pensionen bliver langt under de 10.000 kr om måneden.
I den forbindelse talte jeg en gang med nogle italienere, der ikke kunne forstå denne ordning, i Italien ville pensionister der flyttede til udlandet beholde hele deres pension, da de jo sparede staten for penge til sundhedsvæsen og andre goder, når de boere i udlandet. Sådan kan man se forskelligt på tingene!

Da min bror så nu måtte rejse tilbage, ville jeg besøge dem, foruden der her var en chance for at afprøve min nye bil. Jeam og hans familie var betænkelige, dels var det en tur på over 1000 km, dels gik turen gennem Bangkok, der ikke er nem at finde rundt i. Jeg insisterede imidlertid, og rejsen til Bangkok gik godt nok. Jeam ringede hver anden time for at høre hvor langt jeg var, og om alting var i orden. I Bangkok gik det imidlertid galt, jeg kunne ikke finde vej, og måtte finde et hotel jeg kunne overnatte i. Jeam ringede til min brors kone, for at få dem til at hjælpe mig, men det kunne de ikke, de kunne heller ikke finde rundt i Bangkok, udover de veje de var vant til at køre. Så ringede han til en søster til Yar (hans 2. kone) og fik hende til at komme til hotellet den næste morgen. Så kørte hun og hendes mand i forvejen, til jeg kom til en udfaldsvej til Bang San og Pattaya. Det lykkedes mig dog at køre forkert igen, og måtte ringe til min bror da jeg endte i Pattaya, ca 40 længere sydpå. Han fik dog dirigeret mig den vej jeg skulle, og mødte mig i nærheden af deres hus.


Som stort set alle thaier er Rhampoi i høj grad det vi kalder overtroisk. Der kan tages varsler af alting, og der er mange ritualer der skal overholdes. Da hun boede på Stevns sammen med min bror, besøgte de kludeegen ved Fakse. Det er et gammelt egetræ, med hul i stammen, eller rettere to stammer, der er vokset sammen, så der er dannet et hul. Der er fra gammel tid en del overtro forbundet med dette træ, man hænger klude på grenene, vistnok for at få et godt helbred, og klatrer piger/kvinder gennem hullet, bliver de garanteret frugtbare. De tre prinsesser gjorde det en gang i 50’erne, og de har jo alle tre fået børn siden, så der kan man se det er rigtigt!

Her mødte Rhampoi ånden af den hvide dame. Hun drømmer om hende om natten, og hun får mange råd fra hende, også nu i Thailand. Hun har f.eks. fået at vide, at hun altid skal gå i hvidt for, at undgå ulykker, så det har hun gjort i flere år nu. Hun ville besøge en spåmand mens jeg var hos dem, og selvom jeg ikke var overbevist ville jeg godt med.  Han lagde tarokkort kombineret med håndlæsning. Jeg var skeptisk på forhånd, men han fortalte mig, at jeg overvejede at flytte, og var ved at bygge hus. Det skulle jeg gøre, det var godt for mig, men det skulle være i år, for det var heldigt, jeg ville i det hele taget være heldig i år. Han fortalte mig også at jeg havde et godt hjerte, jeg hjalp folk, men jeg skulle passe på, for de ville udnytte mig. Hvis jeg ville arbejde skulle det være et sted hvor jeg selv bestemte, selv var boss. Jeam var en god ven der hjalp mig meget, og passede på mig, men jeg skulle passe på med hensyn til penge, for han ville altid mangle penge. Han fortalte mig også, at jeg ville komme på hospitalet inden for de næste et eller to år, men jeg ville komme hjem igen, det ville gå godt. Til sidst sagde han at jeg nok ville få en ung eller yngre kone, måske her eller et andet sted, hun ville hjælpe mig når jeg blev gammel, men jeg skulle passe på mine penge!
Jeg ved ikke helt hvor meget jeg tror på det, især den sidste del tvivler jeg på, men det var forbavsende så mange rigtige ting han kunne sige, uden jeg først havde fortalt ham noget.

Jeg mødte Rhampois 3 sønner i Bang San, som jeg kender fra gamle dage og den ældste ville godt købe GPS og DoubleLayer-dvd'er til mig. Det blev leveret af en af de andre, DVD’erne var ikke helt hvad jeg havde bestilt, men kunne bruges. GPSen var god nok, vi brugte den da vi kørte tilbage til Khanom, og vi blev styret fuldstændigt fejlfrit gennem Bangkok.
Så gik der en dag med, at Not, den mellemste søn og hans kæreste, en thaipige fra DK der også er her nu, skændtes om de skulle tage med mig eller ej. Det endte med, at Rhampoi, parret og deres babysøn tog med onsdag aften, og så kørte vi hele natten. Der var vild forvirring om hvem og hvornår og hvordan, så bl. a. derfor glemte jeg DVD’erne.
På grund af babyen lejede de sig ind på et værelse med aircondition, mens Rhampoi sov i mit hus. Hele torsdagen skændtes de, men fredag var de blevet gode venner igen, og lørdag aften kørte jeg dem til lufthavnen. Her i dag har jeg ringet til Rhampoi, og de er kommet godt hjem.

Efter turen til Bang San kom skolebørnene ikke igen, jeg tror det var på grund af misforståelser da de ikke er overvældende gode til engelsk, men jeg nød nu de sidste dages fred og ro. Jeg pakkede sammen, da jeg jo skulle flytte, da Jeam ville overtage huset, så inden jeg skulle til Danmark, var der en del, at pakke sammen. Jeg sluttede af med, at lave flæskesteg, ret vellykket, selv thaierne spiste af den. Dog brækkede en af de gode flæskesvær en stifttand af uden jeg bemærkede det, jeg opdagede bare pludselig at den var væk!
Min bror måtte jo af nød tage tilbage til Danmark før mig, og da jeg kom hjem, var han i færd med at male noget træværk for mig. Så nu ser mit hus snart så fint ud, at jeg bliver nødt til at huske, at låse døren når jeg forlader det!

August – oktober 2008
Den 4. august 2008 tog jeg til Thailand igen. Jeg vidste at mit nye hus i det nye feriecenter ikke var klart, og at det gamle hus ikke var solgt. Men da det var tømt, skulle jeg bo i en af lejlighederne, som Jeam havde bygget til arbejderne ved huset hvor Sau og Daow bor. Da jeg så lejligheden blev jeg straks glad for den. Der var nogle mangler som Jeam lovede at udbedre. Selve lejligheden var ca. 6x6 meter delt op af en skillevæg de første 4 meter. På forsiden en dør og 2 vinduer, på bagsiden 3 døre. De yderste var til 2 små rum, hvor der var badeværelse i det ene med håndvask og håndbruser med den elektriske vandvarmer fra mit hus. Det andet var wc med den sædvanlige håndbruserbruser og en vandhane i væggen. Døren i midten var ud til en lille terrasse hvor mit gaskomfur stod. Jeam lovede at gøre denne terrasse større, så jeg kunne have et udekøkken der.


Manglerne var dels moskitonet for vinduerne, nogle manglende loftsplader i de små rum, og at terrassen bagtil blev stor nok til, jeg kunne ligge og tage solbad der. Men blev det ordnet, havde jeg ikke noget imod at blive der, i stedet for at flytte hen til feriecentret. Jeam syntes det var en god ide, så kunne hele familien holde øje med mig, eller hjælpe mig, som han sagde. Jeg kan godt blive en smule træt af alt det barnepigeri, men meningen er god nok, og ind i mellem er det jo også rart med hjælp i nærheden. Jeg var vant til at spise aftensmad der, i en slags lysthus med faste bænke på langsiderne, et bord i mellem, og et bambustag. Det stod kun 10-15 meter fra lejligheden, jeg skal bare over en gårdsplads. Der var bygget et halvtag foran lejligheden til min bil, formanden Jui, hans kone Lek og datteren Pui var naboer, begge forældre hjalp mig, og Pui kom og sørgede for, at der var gang i min PC eller fjernsynet, når hun var hjemme.

Forklaring til billederne:
Øverst tv husene set fra vejen. I det store hvide hus i forgrunden bor Sau, Daow og ind i mellem Jeam.
Øverst th længen hvor forreste brune del er mit. Man kan skimte flagene, Thailand, Buddha og Dannebrog.
Næst øverst: Først seng, PC bord, skrivebord og garderobeskab med kuffert øverst.
Til den anden side TV, med toilet i baggrunden, Pui i forgrunden.
I midten en tegning over lejligheden (engelsk teks

t).
Til venstre ny cykel jeg købte for at få lidt motion, men alt ruster her i ekspresfart.
Nederste venstre hjørne er byggeriet af vores resort.
De to billeder til sidst er mit udendørskøkken, nu lidt længere, og med træværk rundt om. Når Daow hjælper til, er det på grund af fotografen, hun er altid villig til at stille sig op, var hun bare lige så villig til at hjælpe ellers!

Daow der bor i den store hvide villa med rødt tag ved siden af, kom stort set dagligt, og når de fik fri fra skole, blev Paeng også kørt hertil. Så jeg så alle de sædvanlige børn lidt tiere end før, og uden at skulle hente dem først. August så jeg også mere til, han kom her med jævne mellemrum.
Da så Jeam sagde, at jeg ikke skulle betale husleje, vand og strøm var gratis, og Sau lavede mad til mig og vaskede mit tøj, ja så blev jeg der. Feriecentret (resort) der jo lå der hvor jeg plejede at svømme om morgenen, er kun 400 meter væk, så jeg købte en cykel så jeg både kunne spare benzin og få lidt mere motion. Det var en mountainbike med 21 gear, men jeg bruger mest de små gear, jeg kan godt mærke det er længe siden jeg cyklede flere kilometer hver dag.
Jeg cyklede og svømmede hver dag, men jeg tabte mig alligevel ikke, jeg kan faktisk ikke forstå hvorfor.
Vejret var godt da jeg kom, og det varede faktisk ved. Sidst i september begyndte regntiden, men det gik faktisk ikke ud over min svømning, der var 2 dage først i oktober, hvor bølgerne var for høje, men ellers kunne jeg svømme hver morgen.
Det eneste kedelige er, at Jeam hele tiden mangler penge, han låner af mig, og han har sat byggeriet på halv kraft, fordi han ikke kan betale løn og materialer. Nu her ved afslutningen af opholdet, skylder jeg ham dog stadig 100.000 Thb for bilen, så regnskabet er stadig i mit favør.
Jeg havde håbet på, at få mit hus solgt, men de uroligheder der har været i Bangkok, sidst her i oktober, sammen med den finanskrise der er udbrudt internationalt, får turisterne til at blive hjemme. Der er ikke marked for ejendomme, og både hoteller og turistcentre melder om dalende besøgstal.
Dog har Jeam skiftet bank her sidst i oktober, og forventer et få et lån på nogle millioner udbetalt snart, foruden han sælger en grund. Så nu lover han mig helt bestemt, at vores resort er færdigt næste gang jeg kommer, vi får se. Vi har lidt løst talt om, at overføre mit hus til vores firma (Thaibay Estate Agency) hvor jeg så ville få andele i firmaet svarende til prisen, og her den sidste uge jeg er her, ser det ud til at blive til realiteter. Jeam ville høre på landkontorer hvor meget det er vurderet til, og så runde lidt op. Det er jeg lidt spændt på. Selvom prisen måske ikke blive de 3 millioner vi har talt om, så får jeg papir på beløbet, jeg syntes det taler for, at han er ærlig. Hvis han ville, kunne han bare give mig en sludder for en sladder, da jeg ikke har spor bevis for, at det er mit hus.

Mit nye hjem her hos Jeam er jeg stadig glad for, men nogle forbedringer vi har talt om, bliver ikke til noget, endnu da. Jeg har fået lavet lidt, men der er ikke håndværkere til resten lige nu.
Min vinproduktion er gået ned. Mangosteenvinen fra forrige gang, er ikke blevet klar, og smager heller ikke godt. Pomelovinen er klar, og kan drikkes, men jeg syntes den er en anelse bitter. Ikke frisk/sur som citron, og heller ikke rigtig bitter, men ikke rigtig god i smagen. Jeg holder mig dog stort set til den, jeg har kun købt 2X2 liter rødvin i disse 3 måneder. Det er der dog også en anden grund til. Fredagen før jeg skulle rejse til Thailand om mandagen, havde jeg blod i afføringen. Jeg fik det stoppet på en dag, og kontaktede ikke en læge, da jeg ikke ville risikere at få at vide, at jeg skulle blive hjemme. Det gik da også godt, indtil en gang i september, hvor der kom en bekendt fra DK på besøg, og hvor vi sammen med Jeam kværnede 2 flasker whisky. 24 timer efter havde jeg igen blod i afføringen, og det tog nu 2½ dag, at få rettet op. Så stoppede jeg med at drikke, næsten da, jeg drikker omkring en genstand om dagen, og så har jeg ikke nogen problemer. En dag jeg sammen med Jeam og Jui kørte Jeams far hjem, han havde forestået en ceremoni, der skulle stemme ånderne godt ved vores resort, mødte Jeam en gammel ven, foruden det viste sig, at Jui havde fødselsdag. Så vi endte på en restaurant hvor vi fik drukket nogle bajere. Jeg prøvede at holde mig på måtten, men de andre blev ved med at drikke, og vi var i samme bil, så jeg fik også lidt øl. Det var dog ikke mere, end jeg stadig kan huske hvordan det endte, men 2 dage efter var der igen blod i wc'et. Dog ikke så meget, og kun en gang, men nu var det altså helt tydeligt 1-2 genstande og ikke mere! Men jeg bliver åbenbart nødt til, at kontakte Rigshospitalet om det, når jeg kommer hjem.

Jeam, Sau, Jeams far og Daow beder stedet ånder om held og lykke for resortet

Børnene render jo ind og ud hos mig, men nu er de voksne også begyndt at komme. Der er en serie i thailandsk TV mellem kl. 18.30 og 19.30. Den kommer Lek (Juis kone, Puis mor) ind og ser, et par gange også sammen nogle koner fra Jeams familie, mens en kødrand af arbejdere respektfuldt sidder og står uden for min åbne dør, og følger med. Det er en fuldstændig urealistisk serie om en ung pige der er blevet opdraget af nogle orangutanger, men er blevet fundet af sin mor. Skønt de ikke lever vildt i Thailand, foregår det her, og "abepigen" taler da også thai. Karaktererne minder om personerne fra en Gøg og Gokke film, men den er altså meget populær. Jeg kommer også i tanker om, at der jo var olympiade da jeg kom, dengang kom Jeam og Jui, og så en bokser fra Thailand, der vistnok endte med at vinde guld.
Når ungerne er her, tigger de hele tiden om at spille spil fra internettet, jeg giver dem lov et par timer, men når abeserien kommer, forlanger jeg altid min PC tilbage, den serie gider jeg ikke se.

Da jeg kom kontaktede jeg de to skoler jeg havde hjulpet med engelsk sidst. Den "store" skole Banpret med 100 børn hvor alle mine tre tøser også går, giver mig nu et skema hver uge, hvor engelsklæreren skriver hvilke emner de behandler de to dage jeg kommer der. Det er jeg glad for, så kan jeg forberede mig lidt. I øvrigt er der tre lærere der underviser de forskellige klasser i engelsk, men det er kun den ene der kan så meget engelsk, at vi kan tale lidt sammen. Især 2. og 3. klasse underviser jeg i alfabetet, hvor jeg har printet en side ud, hvor vokalerne er røde (i min tid talte vi om de "røde" bogstaver, jeg ved ikke, om det er sådan endnu) når det er et helt nyt system for dem, syntes jeg det kan være med til, at give lidt bedre forståelse for det. Jeg har også fabrikeret et ark med dobbelte linjer, til at markere bogstavernes proportioner, og sammen med en anvisning på hvor man begynder og ender, når man skriver de "engelske" bogstaver, sådan prøver jeg, om jeg kan forbedre engelsk undervisningen. De sidste anvisninger har jeg også brugt i de store klasser, jeg syntes det var nødvendigt.
I den lille skole "Nai Plao" med de 50 elever, har jeg gjort lidt af det samme, men her er jeg kommet på en sværere opgave. 3. til 6. klasse er samlet, og læreren taler meget lidt engelsk. Der er faktisk 2 af de store piger der taler mindst lige så meget, måske endda mere engelsk end han. Den ene kendte jeg lidt fra jeg boede der, hendes forældre har en "døgner" i landsbyen, og taler engelsk til husbehov.

Jeg har ikke høje tanker om det thailandske skolevæsen, børnene lærer thai og matematik, og noget om buddhisme og thai historie, men ikke meget mere. Det bliver ikke sat i forhold til historiske eller aktuelle begivenheder i omverdenen. Jeg har udnævnt mig selv til geografilærer, ikke så meget om hvor DK ligger, men store træk som de kolde poler, den varme ækvator, den gradvise temperaturforskel, solens betydning for sommer og vinter, og dagens længde der bliver mere og mere ens, jo nærmere vi kommer ækvator.

Jeg prøver også, at få eleverne til at resonere sig til svar, som jeg giver forudsætningerne for, men det er næsten umuligt. De er vant til, at skulle vælge mellem nogle svar, når jeg forklarer noget, og spørger klassen, får jeg stort set ikke svar.
Jeg underviser kun 2 timer en gang om ugen i Nai Plao, men en dag syntes jeg det var som om, at nogle af de store elever forstod en opgave jeg gav dem. Jeg bad dem skrive et essay (på dansk: en stil) til mig på mindst 19 linjer om dem selv. Jeg ville ikke give dem spørgsmål at besvare, men de måtte selv finde ud af hvad de ville skrive.
Jeg snakkede med læreren bagefter, han havde overhoved ikke forstået det. Så spurgte han mig ud om, hvad de skulle skrive, så jeg kom med eksempler, men jeg bad ham om, ikke at snakke med eleverne om det, jeg ville se hvor mange der havde forstået mig.
Næste onsdag afleverede de fleste et stykke papir, men med det samme indhold, navn, alder, bopæl og lignende, læreren havde alligevel fortalt dem hvad de skulle skrive.
For at komme ud over det, spurgte jeg om 6 navngivne elever, der var de dygtigste, kunne komme på skolen lørdagen efter. Det kunne først ikke lade sig gøre, skolen var lukket. Jeg foreslog at sidde udenfor, men heller ikke det kunne lade sig gøre. Så hørte skolelederen hvad vi talte om, hun kan lidt engelsk, og hun syntes det var i orden, og spurgte om jeg ville låne et klasseværelse? Det ville jeg gerne på grund af tavlen. Engelsklæreren beklagede, han var optaget om lørdagen, men jeg sagde, at det var lige meget, jeg havde før undervist op til 20 unge mennesker i mit hus, uden en thai lærer. Så spurgte jeg eleverne, og de ville gerne komme, og om lørdagen kom der et par stykker til. Læreren kom dog også alligevel, men var ikke i klassen til at begynde med.
Jeg blev dog skuffet, selv de vakse elever, jeg havde udvalgt, ville ikke svare på de aller mest lette spørgsmål, så lørdagsundervisningen blev ikke gentaget. Men det lykkedes dog at åbne skolen en lørdag til noget frivillig undervisning, noget helt nyt i det stive system.

"Lørdagsklassen"
Der er eksamener først i oktober, og derefter ferie til november, så i en tid er jeg ikke på skolerne. Ligesom sidste år, gav Ban Pret mig et stykke batikstof, som jeg fik syet en skjorte af hos en lokal skrædder for 50 kr. Det er jeg glad for, både stoffet der er trykt i et flot mønster, og denne gang i en orange kulør, men også at de viser deres påskyndelse af min indsats. Den sidste dag jeg var på skolen i Nai Plao lovede de mig også en skjorte, jeg havde med vilje ikke omtalt den anden gave, men måske havde de hørt om det. Jeg fik dog ikke skjorten, men måske næste gang.
Da jeg ikke længere bor i mit hus i Nai Plao, er der ikke kommet nogle unger for at få engelskundervisning, men Pui har også en storesøster, som holdt ferie her i nogle uger, hende underviste jeg en times tid om dagen i et par uger, til hun skulle hjem til Nakhon igen. Hun var en fornuftig ung pige, og som lillesøsteren nok også intelligent, men alligevel hang hun fast i thai mønsteret, hvor hun ikke kunne forstå mig, hvis hun selv skulle finde på noget. Konkrete spørgsmål kan de svare på, eller i hvert fald prøve, men er der ikke sat "vejskilte" op, kan de ikke finde vej.

I Nai Plao havde jeg internet fra en satellit, det var ikke stabilt i dårligt vejr, så da Jeam fortalte mig, at jeg fik kabelnet i den nye lejlighed regnede jeg med, det blev bedre. Desværre er det meget langsomt, næsten som et telefonmodem, i hvert fald ikke meget hurtigere, men det er billigt, så Jeam vil ikke umiddelbart udskifte det. Jeg håber dog, at få ham overtalte næste gang.
Jeg spekulerede stadig over spåmanden fra sidst, der bl.a. havde sagt, at jeg skulle handle hus i år, det ville være det mest heldige for mig. Imidlertid er handelen gået helt i stå, efter både finanskrisen, og urolighederne i Bangkok. Så jeg talte med Jeam om prisen, hvis vores feriecenter skulle købe huset. Det blev til 1,5 millioner Thb, eller ca det halve af den pris vi havde prøvet at handle det til. Men jeg ville gerne have det overstået, både på grund af rådet fra spåmanden, men også fordi den usikkerhed der lå i, at jeg ikke havde papir på huset, har naget mig lidt siden jeg købte det.
Så jeg slog til, nu har jeg papir på en andel i T.B.E.A. på 2.050.000 Thb, og fik så oven i nulstillet vores regnskab. Jeg skyldte Jeam 103.000 Thb for bilen, og et ikke nærmere specificeret beløb for internet og satellit TV. Jeg gav selv ca. 1 million for hus og mur for 2-3 år siden, så selv om det ikke blev til den store gevinst, så har jeg ikke tabt på det. Så i modsætning til alle de historier jeg har hørt om, hvor udenlandske mænd bliver snydt af deres thailandske ægtefæller, så har Jeam vedstået, at det var mit hus, selvom jeg ikke havde papirer på det.

30.03-27.06.2009
Jeg skriver nu ikke længere "dagbog" da det vil blive for mange gentagelser, men jeg har tænkt mig at blive ved, indtil Sunrise Beach Resort åbner og/eller papirerne på min større andel i foretagenet bliver blåstemplet i distriktet.
Skønt min førtidspension bliver suppleret op af min tjenestemandspension, er jeg dog ikke millionær, og plejer at rejse på "monkeyclass". Dog har jeg nu rejst så mange gange, hvor jeg hver gang har haft lyst til at prøve lidt mere luksus. Jeg har taget et mindre kontantlån i min hus til, at betale for en renovering af mit køkken, men da der går et par måneder inden pengene skal falde, besluttede jeg, at bruge dette midlertidige overskud, til at opgradere min flyvetur til "premiumclass". Det er lidt behageligere, der er bedre plads til benene, sæderne er bredere, så man kan sidde og spise, uden at gnubbe albuer med sidemanden, man kan vælge mellem flere retter mad, og der er til video foran hvert sæde, med flere film at vælge imellem, i stedet for de store skærme med fælles film for alle, alt det får man for kun næsten dobbelt billetpris og "gratis" champagne ved afrejsen. Jeg nød det hele, men jeg tror ikke Thaiair skal regne med at blive fede fordi jeg er kunde. Behagelighederne til trods, så vil jeg ikke fremover betale 80% ekstra for benpladsen, champagnen, og et ekstra måltid at vælge imellem fra menukortet. Men som en engangsforestilling, var det sjovt at prøve.

Selvfølgelig var Jeam ikke blevet færdig med byggeriet, og selvfølgelig manglede han igen penge da jeg kom. Jeg lånte ham hvad jeg kunne, men som sædvanlig betalte han ikke tilbage til den tid han havde lovet. Imidlertid var der regninger på moskitonet, reparationer af cykel og bil, og TV og internet, som åd det meste, resten fik jeg så tilbage i mindre portioner hen ad vejen.
Jeg har beskrevet at jeg har haft nogle problemer med min mave, men Riget kunne ikke finde tid til, at jeg kunne få det undersøgt, mens jeg var hjemme. Da jeg så havde ventet i 5 måneder, besluttede jeg, at problemerne ikke var så alvorlige at det ikke kunne udskydes, så jeg mistede tålmodigheden og bestilte min billet. Et par dage efter kom så indkaldelsen til undersøgelse, men da billetten var købt og betalt, udskød jeg det, til stor fortrydelse for lægen jeg talte med.
Hvis man bladrer tilbage til tiden hvor jeg opholdte mig i Udon Thani, kan man læse om Freddy som der havde åbnet et behandlingscenter, især til kræftpatienter, som blev behandlet med en rod fra området. Jeg kontaktede ham hjemmefra, men nogle forskellige omstændigheder gjorde, at jeg kun havde ganske få dage efter jeg kom til Thailand, til at besøge ham. Så mandagen efter jeg var ankommet om lørdagen, kørte jeg i min bil, nu udstyret med min GPS fra Khanom til Ban Khao. Jeg har vist også beskrevet, at jeg nu ikke kører når det er mørkt, så jeg overnattede på et motel omkring Bangkok. Næste dag kom jeg til Ban Khao hvor Steen opholdt sig et par dage hos Nit. De havde fået opholdstilladelse både til Nit og Mickey, så de to skulle lidt senere rejse til Sverige, hvor Mickey skulle begynde at gå i skole.
Steen og Nit tog med ud til Freddy der mente, at roden nok kunne gavne min mave, selv om det ikke var cancer jeg fejlede. I øvrigt viste det sig, at Freddy ikke bare var naturlæge, men også var uddannet som almindelig læge, og han og Steen, der jo er læge og biokemiker, havde nogle fælles bekendte inden for området. De foreløbige undersøgelser af roden havde Steen læst om, men Freddy fortalte om, hvor svært det var at komme videre når man ikke havde et kapitalstærkt medicinalfirma bag sig. Han skulle lægge omkring en million kroner for at komme videre, og da han kun havde sin folkepension, havde han opgivet det, Steen læste nogle rapporter Freddy havde, og opfordrede ham til at offentliggøre det i et andet lægefagligt tidsskrift. På grund af pengemangel ville han dog ikke gå videre den vej, men mente, at der snart ville komme en videnskabelig anerkendelse af rodens virkninger i Thailand, da kongefamilien var blevet interesseret. Kom denne anerkendelse, ville det åbne vejen internationalt.
Roden var en besværlig plante, den blomstrede ikke, men formerede sig via rodknolde, og var meget vanskelig at dyrke. Freddy havde selv prøvet i nogle år uden held, men nu var det lykkedes noget familie til hans kone, at dyrke den. Den blev så solgt til en bekendt, der fabrikerede kapsler af den. Jeg købte imidlertid et kilo granulat af Freddy, som jeg skulle tage tre små skefulde af opløst i vand i 3 måneder. Derefter anbefalede han, jeg fortsatte med en skefuld hver morgen, til at styrke mit immunforsvar, det gjorde både han og hans kone, og trods sine 70 år var Freddy stadig rask og rørig, og blandt andet aktiv biker.
Jeg prøvede roden, den blev dog ikke opløst i vandet, men svømmede rundt som små træstykker. Umiddelbart blev mine smerter i maven mindre, men forsvandt ikke. Da jeg så efter tre måneder ville gå ned til kun at tage den en gang i døgnet, fik jeg efter kun et døgn, stærkere smerter i maven igen, så jeg fandt ud af, at der havde været en virkning, selvom den ikke havde fjernet smerterne helt. Imidlertid forsvandt de stærke smerter igen, så hvor meget roden har virket, ved jeg ikke.

Jeg hilste også på Laos, Pom og Freja, der dog havde fået et nyt navn efter jeg var rejst. Jeg var skeptisk over for familiens forsikringer om, at hun kunne huske mig, men dels gav Steen dem ret, dels så jeg det også, da jeg så hende igen. Der var ikke den store gensynsglæde, men det var tydeligt hun genkendte mig, og hun hentede et billede inde fra huset, hvor vi var fotograferet sammen og viste mig.
Laos havde ikke rigtigt arbejde mere, kun et par officielle tjanser, mens Pom havde et arbejde, men det var ikke frisør. Desuden havde hun en japansk ven der sendte hende penge, han var i sagens natur ikke klar over hun var gift og havde familie.

Efter 2 dage rejste jeg tilbage igen, på trods af GPS'en kørte jeg lidt forkert i Bangkok, men efter et par omveje, kom jeg da ud igen. Jeg fandt et lidt dyrt hotel i et turistområde, hvor jeg overnattede, og kom tilbage dagen efter.
Der blev arbejdet på swimmingpoolen, man etablerede græs og nogle planter, men på grund af pengemangel, blev der kun arbejdet på halv kraft. Men igen lovede Jeam mig, at man ville have åbent når jeg kom tilbage fra Danmark næste gang, dog kun med ca. halvdelen af husene åbne.
Jeg var nu også blevet træt af, at min gamle PC skulle repareres hele tiden så jeg købte en ny, etablerede password til den, så det er min private, og betalte for reparation af den gamle, og har nu den ved siden af, til brug for børnene.
Da der ikke skete mere opsigtsvækkende, slutter jeg beskrivelsen af denne tur her.

Resortet er stadig en byggeplads

Hjemme kunne en læge fra Riget ikke forstå jeg ikke havde svaret på et brev om indlæggelse, selvom jeg havde meddelt hende jeg rejste, og havde hun talt med Lise, sygeplejersken der er den sidste af det originale team på hæmofililaboratoriet, kunne hun også have fået beskeden af hende, men det endte med jeg blev indlagt efter en månedstids venten.
Da der ikke var en ledig sengeplads på afdelingen der skulle undersøge min mave, fik jeg en seng på en afdeling, der ikke havde noget at gøre med hverken hæmofililaboratoriet eller "maveafdelingen" med det resultat, der gik koks i det. En blodprøve blev taget for sent og ikke sendt med ilbud til laboratoriet, da sengeafdelingen ikke var vant til den procedure, så jeg lå på gangen udenfor rummet hvor jeg skulle undersøges en hel eftermiddag, indtil man gik hjem der. Så måtte jeg overnatte en ekstra gang, og først næste dag, lade dem stikke en kikkert op i min tyktarm.
Der var ikke nogen polypper at se, og nede på afdelingen sagde lægerne, at da der ikke var tegn på noget der kunne være årsag til blødninger, kunne de ikke gøre mere!
Det var netop den besked jeg var bange for at få, jeg havde udtrykkeligt gjort opmærksom på, at jeg ikke havde haft tarmblødninger i et årstid, men havde lidt ondt i maven stort set hver dag, og det var det jeg gerne ville have undersøgt.
Men når jeg ikke blødte, måtte jeg gå til egen læge, Riget kunne ikke gøre mere!
Uden nogen gjorde noget, forsvandt smerterne gradvist, eller blev i hvert fald meget mindre, så jeg bestilte billet til en ny tur til Thailand. Da den var købt, fik jeg dog pludselig en blødning fra tarmen efter en aften hvor jeg havde fået et par øl. Det var dog kun et par stykker, men jeg behandlede det selv med tabletter mod slimhindeblødninger og en passende dosis blødermedicin, når hospitalet havde så svært ved at forstå mine meldinger, kunne jeg lige så godt tage sagen i egen hånd, og jeg fik det da også stoppet på et par dage.
Konstruktion af svømmepøl
Jeg købte billet til Thailand, lidt senere end sædvanlig, på grund af hospitalsopholdet,  og skal for første gang holde jul der. Da Jeam nu lovet at åbne nogle huse, restaurant og swimmingpool i november, prøver jeg at forberede en dansk jul hjemmefra. Jeg har et gammelt hus fuld af alt mulig ragelse, som man måske kan få brug for en gang, så jeg gik på jagt efter julepynt som vi havde brugt da børnene var små, og noget mere arvet fra mine forældre. Jeg fandt noget af det, men da jeg må begrænse pladsen i mine kufferter, ikke mindst på grund af alt det bløder medicin jeg skal have med til 3 måneder, sendte jeg noget af det i forvejen med posten, og håber det når frem.


PART 10: 2009 - 2014 

Khanom
1. oktober til 28. december 2009.
Jeg blev hentet af Jeam og hans 2. kone Yar, der nu er højgravid. Jeam fortalte, at der nu var mulighed for, jeg kunne få en arbejdstilladelse hvis jeg skød nogle flere penge ind i vores resort. Havde man en andel på 25% i en virksomhed, kunne man nu få en sådan, så var jeg fri for kun at komme i 3 måneder af gangen. Det var imidlertid mange penge, men betalte jeg bare 300.000 Thb ville han lave papirer der gav mig en andel på de 25%. Jeg har senere hørt fra en anden, at kravet om 25% ikke er rigtigt, men jeg ved ikke hvem der har ret. Jeg gav Jeam 105.000Thb uden bestemt at love ham mere lige med det samme. Tyskeren Mike der modsagde Jeam, fortalte også man skulle betale omkring 30.000 Thb for en arbejdstilladelse. Jeg bestemte mig for, ikke at søge en sådan, jeg har ikke så meget at bruge den til. På grund af reglerne omkring førtidspension hjemme i DK må jeg alligevel ikke være uden for EU over 6 mdr. om året, så de 2x3 mdr. jeg rejser nu, passer mig udmærket.

De er nu ved at bygge svømmepøl bag restauranten

Et par dage efter lånte han 15.000 Thb, det skulle bare være et par dage, men nu efter 3 uger, har han stadig ikke betalt dem tilbage.
I stedet har han talt om, at sælge vores resort, men køberen vil ikke betale mere end kostprisen, så da vi gerne vil have lidt ud af vores investeringer, trækker købet i langdrag. Det sidste er nu, at hvis vi sælger, vil han ikke bruge penge på at ændre papirerne omkring andelene, men udbetale mig min andel med en ikke nærmere specificeret profit. Ellers vil han bygge videre, han mener han kan låne 5 millioner Thb af en ven, så vil det kunne sælges senere til en højere pris.
Jeg håber på salg nu, kunne jeg få mine penge og et lille overskud udbetalt nu, vil jeg være lettet, usikkerheden om de penge jeg har givet ham, uden papirer nager mig, også fordi, der er så mange mennesker der er overbevist om, at han bare snyder mig.
Desværre blev salget ikke til noget, da Jeam efter noget prutten og betænkningstid erklærede sig villig til at sælge til en pris, hvor vi kun ville få vores udgifter hjem, ville køberen imidlertid ikke stå ved tilbuddet, og da vi ikke ville sælge med tab, blev det ikke til noget.
Derefter fortsatte byggeriet på nedsat kraft, mens han hele tiden håbede på nogle flere millioner fra banken.

Jeg havde jo forberedt muligheden af, at holde jul i vores nye resort, men da det ikke blev til noget, brugte jeg den medbragte julestads til at holde jul hvor jeg bor. Ungerne snakkede meget om et juletræ, og selv om jeg nærmest hader kunstige blomster og lignende, købte jeg et mindre juletræ af plastik. Fra december pyntede vi op i min 1½ værelses lejlighed med kravlenisser og anden pynt, og vi gik også i gang med at klippe julehjerter i weekenderne. Et medbragt kalenderlys osede også i trækken fra dørene, så det var næsten som jeg huskede julen, da mine egne børn var små.

Da Daow fyldte 13 den 12. december, blev vi enige om, at holde jul der. Jeg bagte en skærekage, da jeg manglede ingredienser til julens sædvanlige småkager, og fik med besvær fat i en flæskesteg med svær. I Thailand kan man få næsten al slags grisekød, men til at skære ud, ovnstege kender de ikke, og flæskesvær er noget man køber i poser, min gasovn er den eneste i miles omkreds. Jeg købte piskefløde og fik frembragt en slags ris a la mande og foruden fødselsdagsgaven til Daow, blev det også til mindre gaver til familien og de andre børn. Juletræet med lysene blev stillet ud i gården hvor vi skulle holde festen, men alt den mad jeg havde været hele dagen om at lave, var det stort set kun mig selv der spiste. Jeam skar nogle flæskesvær af, som nogle stykker prøvede, kagen spiste ungerne af. Men foruden, at de andre kun spiste Thaimad, var det ikke samlet, hverken ved samme bord, eller på samme tid. Men da børnene ikke havde noget sammenligningsgrundlag, roste de festen, og Daow syntes det havde været en god fødselsdag.
Jeg talte også med skolen om at fortælle om julen, engelsklæreren syntes det var en god ide, og fredag inden jul samlede man børnene i et større klasserum, hvor jeg havde medbragt juletræet og lidt pynt, og jeg fortalte lidt om Jesus fødselsdag og nogle juletraditioner, dog ikke så længe som jeg gerne ville, læreren sagde på et tidspunkt, at nu kunne børnene ikke rumme mere. Så blev der lavet et par konkurrencer, og til slut, fik jeg igen et stykke stof til en skjorte. Næste dag pakkede jeg stadsen sammen, og tog til Bang Saen, hvor jeg holdt jul med min bror og hans kone, og et par dage efter gik turen hjem til Danmark for ham og mig. Imidlertid kan man måske huske, at denne vinter både var kold og fuld af sne, det havde passet bedre til jul!

6.marts til 5.juni 2010
Inden jeg tog af sted, havde jeg nogle regninger at se til, og da de endelig var af vejen, var kursen blevet så dårlig, at mod at få op imod 6,50 THB for 1 krone, nu var nede på omkring 5.50 Thb. Jeg vekslede derfor ikke, men ville se hvor langt jeg kunne nå, for de bath jeg havde i banken i Khanom.
Jeam havde lovet, at vores resort ville være åbnet nu, men som sædvanlig var det ønsketænkning. Ligesom de andre gange havde udgifterne til byggeriet overskredet finanserne, så han måtte arbejde for nedsat kraft, og søge nye lån i banken. Men han lovede nu at åbne den 1, april. Det blev dog heller ikke til noget, men til sonkran, det buddhistiske nytår lige efter påsken derhjemme, lykkedes det, at åbne restauranten og de første huse. Så nu er vi endelig i gang.

Dog lånte han først de få penge jeg havde i banken, senere lånte han 100.000 Thb som jeg overførte til den dårlige kurs, men som han lovede at kompensere for, ved at tilbage betale 108.000 Thb, så det svarede til 6 Thb for 1kr.
Køkkenet i restauranten laver god mad, for 100-300 Thb serverer de retter der ikke fås bedre på de bedste hoteller. Husene er også fint indrettet, med marmor og ting og sager, det er også første klasses. Swimmingpoolen er vel standard størrelse, halvmåneformet med lavt og dybt, og et soppebassin. Jeg har prøvet det en enkelt gang, hvor jeg syntes bølgerne i havet var lidt for høje, men jeg er ikke vild med klorvand, det er dog meget behersket her, det smagte kun meget lidt af klor.
Så er jeg også irriteret over, at Jeam har min bil hele tiden. Men på grund af lavvande i kassen, har de måttet sælge Yars (Augusts mor) bil, og benzinstanderne hos Sau er lukkede. Måske er det kun til de får penge til at købe ny benzin for, men Sau sidder nu bag disken i restauranten og det meste af inventaret fra butikken her, er også flyttet over til restauranten. Imidlertid er det gået ned af bakke med salget her hvor jeg bor i længere tid. Den ene stander af 3, vistnok diesel, har været lukket et stykke tid, varerne i butikken er blevet færre og færre, ligeledes er der blevet længere mellem kunderne. Noget kan skyldes mangel på finanser til, at vedligeholde varelageret, men også krisen, der nu har varet i et par år, folk har mindre at købe for nu.
Da det ser sådan ud, kan man syntes, det er dumt af mig, at låne Jeam flere penge, og det er det måske også. Men hvis der ikke snart kommer gang i resortet, er det hele tabt, så selv om jeg måske har smidt gode penge efter dårlige, så har jeg gjort det i håb om, at få nogle af dem hjem igen.

Skoleferien startede da jeg kom, men jeg fik at vide, at engelsklæreren Vanida ville holde op, hun havde fået arbejde nærmere sit hjem. Hun bor i nærheden af Nakhon, i hvert fald over 50 km herfra, så jeg forstår hende godt, men jeg vil komme til at savne hende, hun var den eneste, der kunne nok engelsk, til at føre en samtale. Så jeg "lånte" min bil og købte en buket blomster og kørte hen på skolen og sagde pænt farvel til hende. Det blev hun vist meget glad for, og vi sluttede af med, at selvom vi var meget forskellige, Hun en ung/yngre kvinde, muslim og thai og jeg en gammel dansk mand, kristent påvirket af den danske kultur, skole hvor vi i min tid lærte salmevers og bad fadervor m.m., erklæret ateist i hele min røde ungdom, og senere buddhist her i Thailand, så talte vi godt sammen, og forstod hinanden på trods af alle disse forskelligheder.

I øvrigt er børnene vokset. Jeg har kun været i Danmark i de sædvanlige 3 måneder, men denne gang syntes jeg de er vokset alle sammen. Daow er kommet i puberteten, og måske fordi jeg ikke selv har haft døtre, er det sjovt at se denne facade af tilstræbt "dame" der krakelerer den ene gang efter den anden, og må give plads for barnet bag facaden. Jeg lader mig naturligvis ikke mærke med noget, men nyder min rolle som observatør. Hun blev forresten en af de første i en test i Nakhon, og skal på kostskole der efter ferien. Jeg vil tro, det bliver lidt hårdt for hende, her har hun jo altid været "dronningen" hvor de andre børn var hendes hof, men på en kostskole med flere tusinde elever, bliver det nok svært at opretholde den rolle.
Kusine Paeng er også vokset, hun bliver 11år i juni, så der et stykke vej til puberteten endnu. Men i centimeter er hun skudt i vejret, og det meste af det hvalpefedt, der hang ved hende helt til nu, er forsvundet. Hun har dog det runde ansigt endnu, der kendetegner de fleste fra familien, en arv fra bedstemor, Saus mor, ikke mindst Paeng og bedstemor har ansigtstræk, der ligner hinanden meget.
Min nabo Pui er også vokset, men er nok den der ligner sig selv mest, både af udseende og væremåde. Især det sidste er jeg ikke ked af. Min dør kan ikke lukke almindeligt, den har en slå på hver side, så når jeg om aftenen tænder lys, slår jeg slåen for indvendigt fra, så døren ikke åbner, og der kommer moskitoer ind. Forleden aften var jeg på toilettet, da jeg hørte Pui kalde, men jeg tænkte, at hun lige måtte vente et par minutter, til jeg kunne komme ud og åbne. Men i det jeg åbner døren fra toilettet, siger det "bang" og min netdør ud til mit udendørs køkken bliver smækket op, og Pui styrter igennem stuen til fordøren, mens hun viser noget hun skulle hente til mor, en pose var det vist. Dem gemmer jeg fra jeg har været i centeret i Surat, og det er en af de ting Pui har tjek på. Hun er nu 9 år, og var løbet rundt om længen, om til naturgrunden hvor min terrasse med køkkenet støder ud til, og er i mørke klatret op over rækværket, taget en pose fra krogen på væggen, smækket døren op, triumferende vist mig, at hun havde klaret hvad hun kom for, og styrtede videre ind til mor. Der er ingen grund til, at være rådvild, og det er hun da heller ikke!
August kommer her stadig ind i mellem, han er også vokset nogle centimeter, og en lille smule mindre "monkeyboy" end før, men laver stadig ulykker. En dag da en flok sad og så TV, så jeg en masse papir på gulvet. Jeg bad dem samle det op, men ingen ville kendes ved det. Da jeg så blev gal nok til, at det gjorde indtryk, måtte August presset af de andre, bekende det var ham der havde smidt det. Han fik lov at samle det op, mens jeg med hjælp fra de andre, fik forklaret ham, at jeg blev gal over, når de ikke ville sige, de havde gjort noget. Han gik sin vej, men kom tilbage senere, og vi lavede noget sammen, jeg husker ikke hvad nu. Men det var tydeligt, at han fandt ud af, at jeg ikke var gal mere, og vi kunne hygge os sammen.
Efterhånden bliver jeg mere og mere overbevist om, at hele hans "monkey-adfærd" skyldes mangel på opdragelse. Han er blevet forkælet af alle de unge piger, der passer tanken i Khanom hvor han bor, og har bare fået sin vilje uden nogen, heller ikke Yar, hans mor, har opdraget på ham.
Men det er jo altid nemmere at opdrage andre folks børn!

Havet har givet mig blandede oplevelser denne gang. Der var et par dage med regn, blæst og høje bølger, men ret hurtigt blev det til at svømme i havet igen. Men så blev jeg brændt af en "brandmand". Det har jeg prøvet en gang før, det var ubehageligt, men det gik væk efter et par dage. Men denne gang var slemt, sikkert en kombination af flere ting. Sidst havde min nabo fortalt mig, at jeg skulle gnide stedet med sand, når jeg kom op på stranden. Det gjorde jeg, og cyklede så de 400 meter hjem, og skyllede mig godt igennem under bruseren. Imidlertid tror jeg ikke nu, det er en god ide med det sand, der kom betændelse i det, og kombineret med, at det var der hvor jeg i forvejen har ar efter operationen hvor de gjorde min ankel stiv, var der direkte sår i flere uger. Da der flere uger efter både var sår og tiltagende ømhed, tog jeg med Jeam til en læge, der gav mig nogle kapsler jeg kunne genkende som penicillin, nogle små tabletter jeg ikke ved hvad er og noget salve, som jeg mistænker for, at være cortison. Jeg er ikke tilhænger af disse stærke sager, jeg prøvet altid at bekæmpe infektioner med hvidløg og ingefær, men det var altså ikke nok denne gang. Havde det udviklet sig til blodforgiftning kunne det jo være gået hen og blevet alvorligt, så jeg tog skidtet, og blev da også rask af det.

Men så har jeg denne gang set delfiner! Bortset fra den gang hvor jeg lige var kommet, og ikke vidste om den sorte halefinne der svømmede sammen med mig var en haj, så har jeg nu i et par år, holdt udkik efter dem, og så lykkedes det endelig. Det var endda de berømte "pink" delfiner der findes her. Jeg svømmede desværre ikke sammen med dem, men så dem fra restauranten, der er åben ud mod havet. 3 dage i træk så vi dem om eftermiddagen, den ene dag mindst 4, den næste var der 10, den tredje dag, ved jeg ikke hvor mange. Men den første dag, hvor der var fire, svømmede de frem og tilbage et par hundrede meter fra stranden, og legede, så man tydeligt så hvordan de sprang helt op af vandet, som man ser det på film.

Efter Sonkran skulle banken udbetale Jeam 25 millioner Thb, men det blev udsat i 2 uger, så nu 1 uge efter sonkran sidder jeg og mangler penge. Det er i dag d. 5. Maj, og internettet lukkede i går aftes. Jeg havde ”lånt” min bil til nogle ærinder, og da Jeam kom efter den, bad jeg ham betale for internettet. Men det kunne han ikke, det er helligdag i Thailand i dag! Så nu må jeg undvære internet i mindst et døgn, nu venter jeg bare på, at de også lukker for parabolen, så er der ikke meget at lave. Ingen penge, ingen bil, intet internet eller TV, og min DVD afspiller har han også lånt, og glemmer at give mig den tilbage, foreløbig i 2 måneder!



2010-2012
Jeg har ikke skrevet noget I Thailand da byggeriet af resortet stadig ikke var færdigt, og selvom Jeam hele tiden lovede at betale sin gæld, og registrere min part af resortet, fik han ikke gjort det, det gav mig dårlige vibrationer, så jeg kunne ikke få mig selv til at skrive noget ned.
Alle jeg talte med, sagde at han aldrig ville betale gælden, men de vanskeligheder han talte om, tror jeg var rigtige. Han lovede mig pengene fordi han godt ville betale mig, men på grund af forskellige vanskeligheder kunne han ikke.
Af et par overskifter har jeg dog fået noget at skrive om.



25. oktober 2010 til 22. Januar 2011
Jeg blev hentet I Surat Thanis lufthavn som sædvanlig. I Khanom fandt jeg ud af, at Daow var begyndt på kostskolen I Nakhon, og da hun var hjemme på ferie, sagde hun, at hun var glad for skolen.
Jeg svømmer stadig hver morgen, og en morgen mødte jeg en europæer med en datter der var halvt thai. Det viste sig, at de var danskere, og boede i Vordingborg, mindre end 20 km fra mit hus på Sydsjælland. I restauranten mødte jeg også pigens thailandske mor. Jeg var lidt sammen med dem i nogle dage, hvor jeg hjalp datteren med nogle lektier, og en dag sejlede vi ud i en af de små fiskerbåde og var med til at fodre lyserøde delfiner. Jeg fik set dem tæt på, men desværre var de for hurtige til at jeg fik filmet dem.
I Danmark kom jeg en gang til middag hos dem, men kun en gang, min status og financielle formåen var åbenbart ikke høj nok, for den thailandske dame.

8. oktober 2011 til 30. december 2011
Jeg var nu igen i Thailand til jul, men vi fejrede det ikke, heller ikke Daows fødselsdag da hun var på skolen. Restaurantens kok og jeg eksperimenterede lidt med dansk julemad, men det var kun os to der spiste af det.
Sidste gang hørte jeg, at Daows kusine Paeng også skulle på kostskole, og det er hun nu, så nu er her kun Pui og ind i mellem August her. Paeng har en lillebror, men han er endnu for lille til at besøge mig.
Khanom Sunrise Beach Resort er nu blevet færdigt og har mange thai gæster i restauranten og en del grupper i løbet af ugen, nogle bliver natten over, og andre deltager i dagskurser i mødesalen ved vejen, der er bygget til det formål. Men jeg så ikke mange udenlandske turister.
Jeg havde en laptop med hjemmefra med HDMI kabel som jeg burger til at se film fra CD/DVD og TV programmer fra DR på mit store fladskærmsTV, så jeg har opsagt mit kabel TV.


01. oktober 2012 – 30. november 2012
Denne gang blev jeg ikke afhentet I Surat. Jeam havde i telefon sagt, at han havde en aftale med en taxa, så jeg kun skulle betale 3000 THB, men ingen af taxaerne kendte til den aftale, og et opkald til resortet gav heller ikke noget resultat, så jeg måtte betale 5000 THB for turen.

 Moon (i baggrunden) ved sin nye "coffeeshop"

Jeg tog en tur til Chiang Mai for at besøge Moon, og se om jeg kunne finde en planteskole med kirsebærtræer, og et sted hvor jeg kunne plante dem. Der er lidt koldere end sydpå, dels er det ca. 1000 km nordligere, dels er det højere oppe, smeltevand herfra løber om foråret sydpå gennem floderne, og oversvømmer tit Bangkok på vejen.
Det er en længere rejse uanset hvordan du rejser, jeg fløj til Bangkok, ventede nogle timer i lufthavnen, og fløj så til Chiang Mai, hvor Moon samlede mig op i lufthavnen. Denne gang kørte vi til hendes private hus, da hun havde solgt sit guesthouse, sikkert fordi projektet med de dyre millionærvillaer i Ban Nai Plao, aldrig blev færdigt. Måske var det også derfor hun var blevet skilt, hendes mand var en flink fyr, men allerede da jeg boede på deres guesthouse, hørte jeg fra personalet, at han tog ud og besøgte andre damer. Jeg har beskrevet hvordan Jeam blev træt af hele tiden at vente på lovede penge, han kunne arbejde videre for. Efter han trak sig ud, arbejdede hans efterfølgere kun kort tid, inden de også trak sig.
Næste dag kørte en af Moons brødre mig til en ny coffee shop som Moon og hendes datter var ved at etablere. I løbet af dagen kørte jeg rundt med broren og fandt planteskoler, flere havde noget de kaldte for kirsebær, men ikke de rigtige. Endelig fandt vi et sted hvor de havde kirsebærtræer, og lovede at kontakte mig pr. mail når de fik modne frugter, men jeg hørte aldrig fra dem. Jeg hyggede mig et par dage med Moon og hendes familie, og fløj tilbage til Khanom

Da jeg tog hjem fra Khanom, havde Jeam lavet en aftale med en taxa om, at jeg kun skulle betale 3000 THB for turen til Surat. Men da vi nåede lufthavnen forlangte chaufføren 5000, men da jeg gjorde vrøvl og ville ringe til Jeam, gav han sig.

4. marts 2013-31. maj 2013
Jeg lejede en bil over nettet i DK, som stod klar i lufthavnen i Surat Thani, da jeg ankom. Det var en lille bil, men som de fleste biler i Thailand havde den 4 døre, air condition og automatgear. Med min thailandske GPS i kufferten, kørte jeg nemt til Khanom. Jeam havde nu sat en stor kilometersten ved indkørslen, som kendetegn for resortet, jeg fortalte ham, det på engelsk hed en ”milestone” og også kunne betyde noget der afmærkede en afgørende ændring i ens liv, det vi på dansk kalder en ”milepæl”.

Efter at have stået stille et par dage, løb bilen tør for strøm. Men jeg fik den startet med hjælp fra min nabo Jui, der som altmuligmand naturligvis kunne ordne det. Så kørte jeg til Surat og byttede bilen til en anden, og kørte i den uden problemer resten af tiden.
En morgen så jeg på stranden en mærkelig fisk der var skyllet op. Den var rund som en fodbold, helt hvid med et gult næb og pigge over hele kroppen som et pindsvin. Den kaldes på dansk en kuglefisk. Jeg hængte den til tørre i solen, men da jeg skulle hjem lugtede den stadig lidt, så hjemme hængte jeg den til luftning i et udhus, men efter et år har den kun en tredjedel af den oprindelige størrelse, og er blevet helt grå.



23. september - 19. oktober 2013
Igen lejede jeg bil over nettet fra DK, igen en lille bil som sidste gang, jeg husker ikke længere bilmærkerne, men denne gang var det I hvert fald en japansk bil. Jeg fik ingen problemer med den, og betalte lidt under 1000 Thb om dagen for den. Jeg brugte den ikke ret meget, men det var den eneste løsning jeg kunne finde ud af, uden at være afhængig af andre.
I restauranten spiste jeg salat, om aftenen med skiftevis rejer, kylling, fisk og sjældnere grisekød, lørdag dog en thai ret, som f.eks. stegte ris med kød og grønt (kaw pat). Til frokost fik jeg salat med æg, som jeg som regel selv leverede. Saus mor, som jeg som regel kalder bedstemor, havde høns gående frit på grunden hvor jeg boede, og en af dem fløj tit op på et køkkenskab i mit udendørs køkken og lagde æg. Så jeg havde 1 eller 2 friske æg hver dag.

Preecha  og  Mee

Personalet i restauranten er mest unge mennesker, hvoraf mange er udskiftet når jeg kommer året efter. Hovedparten af køkkenpersonalet er de samme. De forstår ret lidt engelsk, men dels kan jeg sige ”salat, kylling, rejer, flæsk og fisk” på thai, dels kender køkkenet disse engelske ord. I baren begyndte der sidste år en sød ung dame ved navn Mee, som taler ret godt engelsk, så jeg bruger min drukkammerat, den pensionerede skolelærer Preecha og Mee til engelsk ud over de få gloser de forstår i køkkenet. Jeg har for resten ikke fortalt, at Preecha er blevet pensioneret siden jeg begyndte at komme her, han har problemer med leveren, det har fået ham til at stoppe rygningen, men han kværner stadig 10-15 øl hver dag, men aldrig andre former for alkohol.

I gruset uden for mit hus, fandt jeg en stor bille, jeg troede var en eghjort. Den var ved at blive ædt af myrer, så den var død. Jeg kom den i en tom plastik pilleæske, jeg fyldte med billig thai whisky, og kom den i fryseren her i DK, mens jeg overvejede hvordan jeg skulle præservere den, uden den gik til som kuglefisken. Da jeg nu (december 2014) ville tage et billede af den, opdage jeg, at det var en næsehornsbille, den har horn i stedet for gevir, billen er omkring 6 cm. lang.
På grund af en misforståelse har Jui hængt et stort plastiknet op omkring min terrasse, så jeg får ikke flere friske æg. Til gengæld er jeg fri for svineriet fra hønsene. Da jeg kun laver müsli til min morgenmad her, og ikke varm mad, har jeg givet mit gaskomfur med ovnen og gasflasken til Lek og Jui, som sammen med Pui, hjælper mig meget, som en påskønnelse af godt naboskab.

20. august til 20. september 2014, 25 års jubilæum for min første rejse til Thailand

Hjemme prøvede jeg at tjekke min bankkonto i Thailand, men kunne ikke komme ind, jeg tror de har lukket min netbank da jeg ikke har brugt den i et par år bortset fra tjek. Da jeg stadig kan overføre penge gennem min danske netbank, genåbnede jeg den ikke.
Jeg brugte bonuspoint til at opgradere min billet til premium, især på grund af nye sæder hvor man kan ligge helt ned og sove. Imidlertid var det ved at udvikle sig til en katastrofe, da jeg vågnede, fandt jeg ud af, at jeg manglede mit pas, min mobil og mine briller. Jeg kaldte på hjælp, og efter nogen søgen, fandt en steward mit pas. Da kabinen var mørk stoppede vi eftersøgningen, men senere efter morgenmaden, kom han tilbage og splittede næsten sædet ad, og til sidst fandt vi alt hvad der manglede. De er gode de nye sæder, men pas på løse genstande!
Da jeg nåede Surat Thani lufthavn, var bilen jeg havde bestilt klar, og trods træthed på grund af den lange rejse, der fra jeg kørte hjemme fra til Kastrup, ventede på afgang, fløj og igen ventede i Bangkok på flyet til Surat, i alt omkring 20 timer, igen fandt Khanom uden problemer ved hjælp af GPS. Huset så mere forsømt ud end sidst, de sidste 2 ventilatorer var gået i stykker, og min cykel var helt rustet i stykker.
Jeg sov et par timer, og kørte så i min bil op til restauranten hvor jeg kom i lystigt selskab med især Mee og Prichar, sidstnævnte betalte for mine øl som sædvanlig. Nogle år før ville jeg kun drikke øl om lørdagen, men som de fleste mennesker, kan jeg modstå næsten alt, bare ikke fristelser, så i et par år har vi joked med det, og fortalt hinanden, at det er lørdag i dag uanset hvad kalenderen viste.

Indgang til restauranten og receptionen

Jeg sov godt den nat, bortset fra, at jeg pludselig vågnede med insektbid over det hele. Jeg stod op og skiftede sengetøj og sov igen. Jeg hørte regn på et tidspunkt, og var spændt på, om jeg kunne svømme næste morgen. Det kunne jeg, vejret var fint og bølgerne var ikke særlig høje. Jeg var også spændt på, om min højre arm kunne klare svømningen bedre end før operationen.
I marts havde jeg fået opereret min højre albue da leddet var alvorligt mærket af slidgigt, fremkaldt af mange års små og store blødninger. Den kunne ikke blive som ny, men operationen gav mig større bevægelse i den, og svømningen ville være den ultimative prøve.
Normalt har jeg et lille stykke flamingo med til at vise mig hvilken vej strømmen går, det er ikke altid nemt at se på bølgerne, men det havde jeg glemt denne gang, og jeg gættede åbenbart forkert. Da jeg efter ca. 15 minutter vendte om, tog det mig tre gange så lang tid at svømme tilbage, så jeg svømmede omkring 1 time! Jeg kørte hjem og spiste morgenmad, hævede penge i Khanom, og tog til Big C indkøbscentret i Surat, hvor jeg i over en time gik rundt og købte ting og sager, dels forbrug her, dels ting til DK, som er billigere her. Om aftenen svømmede jeg igen, men blev øm i skuldrene, en times svømning om morgenen efter ikke at have svømmet i et år, var for meget, så det blev kun til et kvarter, men min albue generede mig ikke.
Jeg lod Prichar overtale mig til en enkelt øl til maden, men jeg spiste salat, og efter al den svømning og den store indkøbstur, havde jeg god samvittighed, sund mad og næsten for meget motion, kunne rigeligt opveje en enkelt bajer!

Jeam fortalte mig, at i løbet af nogle dage skulle han have et møde med den lokale bank, og når lånet var gået i gennem, ville jeg få mine penge. De havde før lovet ham lånet, men efter militæret igen havde kuppet regeringen, blev alle ledende embedsmænd og top financielle pinger udskiftet, og alle aftaler skulle genforhandles. Mødet var den 30. august, og han sagde det var gået godt, og han ventede et opkald fra den lokale banks direktør.
Lånet var dels til at betale gæld, dels bygge et nyt hotel til turister, kom der nogen til resortet, blev de skræmt væk af de lokales karaoke om weekenden, hvilket jeg godt forstår!

Jeg svømmer næsten hver morgen, nu næsten altid en halv eller en hel time og om aftenen mellem 15 og 30 minutter, men jeg drikker også mere øl end jeg burde, så jeg taber mig nok heller ikke denne gang.
Jeg har ikke svømmet med hvide hajer, men jeg så en sort delfin på afstand, men desværre kun en gang. Vejret er godt, mest oversyet om dagen, vekslende med solskin og byger. Jeg har mærket gopler sikkert 2 gange. En aften følte jeg noget mens jeg svømmede, det var en ru overflade af noget der var levende, men jeg svømmede væk så hurtigt jeg kunne. Jeg ventede det ville begynde at brænde, men det skete ikke.

Næste morgen så jeg en stor hvid gople skvulpe frem og tilbage i vandkanten. Så vidt jeg ved, er de hvide harmløse, men jeg var ikke sikker på, om det også gjaldt her, så jeg vadede forbi og svømmede. Da jeg tilbage lå den der stadig, og nu kunne jeg ikke styre min nysgerrighed, men prøvede forsigtigt at røre ved den. Til min store overraskelse var den ru som undersiden af en fladfisk. Så vidt jeg kunne huske fra jeg sidst havde rørt ved en gople for 100 år siden, da jeg var dreng, føltes sådan en kun som gele. Måske er der forskel på store og små, måske forskel mellem gopler her og i DK. Da jeg kom tilbage senere for at spise frokost, tog jeg et billede af den, men nu var den helt strandet, og ikke helt så stor som før. Men man kan stadig få et indtryk af den.

Jeg har også fundet en stor snegl på græsplænen ved restauranten. Jeg prøvede at løfte den, og kunne mærke den ikke var tom, så jeg satte den igen. Men da den ikke flyttede sig i 3 dage, undersøgte jeg den nærmere, og fandt ud af, der var en ubestemmelig sort masse i den, der lugtede råddent. Jeg tog den, og prøvede at rense den, men det var svært, og den blev ved med at lugte lidt. Så jeg lader den blive her, og tager den med hjem til DK, næste gang jeg kommer.

En gang i mellem får jeg øl i glas i stedet for at  drikke  af flasken, jeg fik nu serveret øl i et forholdsvis højt glas, med en lidt bredere og tungere fod. Foden har den fordel, at glasset ikke vælter så nemt. Jeg spurgte Mee hvor jeg kunne købe sådan et glas, men det kan man ikke, det er glas de har fået af Beer Chang som reklame. Men Mee ringede til forhandleren, han fandt nogle glas på deres lager, og kørte ud til os med 6 glas i en æske, som jeg fik forærende, tak til Mee og Beer Chang.

Paengs lillebror er nu 4 år gammel, og besøger mig ind i mellem. Når hans mor arbejder   i   restauranten,    passer Pui ham efter skole, så han holder til lige ved siden af. Jeg har taget nogle billeder af ham, og er nu begyndt, at male ham ind på tempelbilledet på min væg, hvor børnene har malet billedet på den del der er tempelmuren, og jeg har placeret Paeng ved siden af aben oven på muren, men jeg har ikke malet det færdigt inden jeg tog tilbage til DK.

Pangs lillebror Pam

En morgen her den sidste uge, så jeg I vandkanten en slange eller en ål. Den var brun med aftegninger i en anden brun farve, omkring 30-40 cm. lang, uden gæller eller finner, så vidt jeg kan se. Da det kunne være en slange, undersøgte jeg den ikke nærmere. Men da jeg fortalte thaierne om den, beroligede de mig med, at det nok kun var en slange, som om en ål kunne være farlig!

Næste rejse tænker jeg bliver omkring februar 2015, men jeg har fået spændende nyt fra Riget, måske kan jeg afprøve en gen forsøg i foråret, som en af de første i verden. Hvis Etisk Råd vil tillade det, og eksperimentet lykkes, vil mit faktor IX indhold stige fra under 2% til 10-15%! Det er ikke helt det samme niveau som hos raske personer, men jeg vil kun behøve at tage min medicin ved ulykker, operationer og lignende, mine profylaktiske (præventive) indsprøjtninger hver 3. dag vil ikke længere være nødvendige, det vil blive en helt anden hverdag for mig. Så jeg vil sikre mig, at det ikke er klar, før jeg køber billet.

13. februar – 13. marts 2015      Foreløbig sidste rejse.
Det var en dårlig oplevelse på flere måder. Da jeg kom derned virkede det lidt som "sidste mand lukker og slukker" da valutaen følger US$ er priserne forholdsvis høje, det betyder færre turister, og høje leveomkostninger for thaierne selv. Så langt færre gæster både i restauranten og resortet i øvrigt.
Der var  færre ansatte og min nabofamilie var på vej væk.

 Lek fik Pui til at tage et billede af os lige før de rejste

De kommer oprindeligt fra Nakhon Sri Thammarat 80-90 km længere sydpå, men Jui havde været Jeams nærmeste tekniske medarbejder i over 10 år, han var taget hjem allerede, hans kone Lek der havde vasket tøj for mig, gjort mine værelser rene når jeg kom, og hjulpet mig på forskellige måder, var nu sammen med datteren Pui på vej, og rejste samtidig med jeg rejste hjem til Danmark. Pui var den sidste af de børn der kom hos mig da jeg kom til Khanom i 2006, en meget velbegavet og selvstændig pige jeg var vældig glad for, så jeg var mindst lige så ked af, at sige farvel til hende, som forældrene. Det er dog et lyspunkt, at der vil være bedre uddannelsesmuligheder i en større by, end den lokale landsbyskole.
På baggrund af den dårlige økonomiske situation, kunne Jeam selvfølgelig heller ikke betale mig nogle penge tilbage, og det har dystre udsigter, Militærjuntaen har fået at vide fra både USA og EU, at man forventer snarlig tilbagevenden til demokrati, men de blev fornærmet, det var et indenrigspolitisk spørgsmål de ikke skulle blande sig i, og vendte sig i stedet mod asiatiske diktaturer, som Cambodia de ellers har haft et anspændt forhold til, og som har mindst lige så store økonomiske problemer, Kina som nok har penge, men ingen interesse i demokrati, men værst af det hele, har de inviteret Nordkoreas store leder på besøg, det vil ikke fremme turismen fra EU og USA. Da generalerne ikke formår at få bedre økonomiske forhold i Thailand, ser det sort ud.

Da jeg kom var bølgerne lidt for kraftige, til jeg kunne svømme, men efter et par dage blev det lidt bedre, og jeg vovede forsøget, men fik en dårlig ankel. 4-5 dage efter var den bedre igen, og da havet blev lidt roligere, prøvede jeg igen. En gang gik det, men dagen efter overanstrengte jeg en skulder ved forsøg på rygsvømning, og måtte i over en uge tage medicin, både mine injektioner og piller, inklusive smertestillende. Jeg mailede til Riget, og fik at vide, at jeg blot skulle fortsætte som jeg var begyndt, og ellers tage kontakt til dem når jeg kom hjem. Ydermere fik jeg også ondt i den albue jeg fik opereret sidste år, og som ellers har gjort min højre arm mere mobil end den har været i mange år. Det var virkelig nederen, men det blev næsten i orden inden jeg tog hjem, og hjemme hjalp et par behandlinger hos min fysioterapeut. Jeg blev røntgenfotograferet på Riget, og ortopæden viste mig, der var problemer med kravebenet. Foreløbig vil jeg leve med det, men i løbet af et par år, siger jeg nok ja til en mindre operation.
Til slut nogle billeder, jeg ikke har fundet plads til i teksten

 Min bror Per og hans kone Rhampoi i Bangsan inden de blev skilt

Det første maleri jeg lavede i huset i Khanom (Nai Plao)

Børnene fik lov til at male på alle væggene. Tv har Pui malet det gule billede, jeg malede hende lige efter. Jeg var dog ret utilfreds med resultatet, og har senere fået  forbedret det lidt! Th øverst har Daow malet, Th nederst Pang og Pui



Måske tager jeg igen til Khanom næste år, men jeg er i tvivl.  Jeg håber at få begyndt på det gen-eksperiment  jeg næsten er blevet lovet, og kan så forvente at skulle gå regelmæssigt til kontrol i omkring et årstid.
Foreløbig slut herfra!